I den forbindelse oplevede jeg noget, som jeg ikke, i de snart fem år jeg har været i Europa-Parlamentet, har været udsat før ved tidligere afstemninger.

Aldrig før har jeg oplevet en så massiv og offensiv lobbyindsats fra industrien, som i forbindelse med den her nye lov om udfasning af engangsplast i EU.

Jeg er ærligt talt lidt chokeret over, i hvilket omfang der er blevet og investeret (sikkert grotesk store summer) i at prøve at få os politikere til at sænke vores ambitioner til gavn for industriens interesser.

Og nej, jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt hvordan lobbyisme fungerer, og jeg har heller ikke som udgangspunkt et problem med, at forskellige interesser søger politisk indflydelse, hvor de kan. Men det her var alligevel særligt tankevækkende.

Massiv kampagne

Den sidste måned er min indbakke blevet tæppebombet med e-mails fra McDonald's, Lidl og Wolt. Telefonen har glødet af opkald fra Starbucks-lobbyister og hysteriske Camembert-producenter.

Der har endda været ”udsendinge” helt inde i Parlamentet og hænge flyers op på samtlige kontordøre, med dommedagsformaninger om, at ”Redde fastfood’en” fra den visse død.

Èn ting er, at det for mig er helt absurd at tænke på, hvor mange penge der er blevet brugt på den her massive kampagne fra industrien.

Faktisk er jeg ofte enormt taknemmelig for den ekspertise, som forskellige stakeholders og interessenter kan bidrage med

Noget andet er, at denne lobbystorm for mig udstiller den skævvridning der sker, når dem med flest midler helt åbenlyst har mere - og tydeligt direkte - adgang til den politiske magt.

Og lad mig bare gentage, for det tilfælde, at der skulle sidde en enkelt eller to Public Affairs-rådgivere derude med armene over kors lige nu: nej, problemet er ikke at lobbyismen finder sted.

Faktisk er jeg ofte enormt taknemmelig for den ekspertise, som forskellige stakeholders og interessenter kan bidrage med.

Mit problem er, når det bliver så tydeligt, at kun de aktører med de dybeste lommer har råd til at komme til orde. Dét er et demokratisk problem.

Voldsomt selvsving

For selvom jeg ikke kunne finde på at hævde, at forhandlingsmandatet til Emballagedirektivet ikke blev så ambitiøst som vi var mange der havde håbet på og knoklet for, på grund af industrilobbyen utrættelige indsats.

Så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan resultatet af afstemningen mon havde faldet ud, hvis alle interesser havde råd til lige så mange kaffemøder og flyers, som McDonalds og Starbucks.

Men jeg håber, at vi alle sammen tænker os rigtig godt om, hver eneste gang lobbyisterne går i så voldsomt selvsving

Vi kan desværre ikke styre, hvilke og af hvem, vi politikere lader os influere af, når vi laver politik.

Men jeg håber, at vi alle sammen tænker os rigtig godt om, hver eneste gang lobbyisterne går i så voldsomt selvsving, som jeg mener har været tilfældet i denne sag.

Det har jeg i hvert fald tænkt mig at fortsætte med at gøre.