15 organisationer enige: Grøn genstart kræver grønne statsobligationer

Corona-hjælpepakker skal kickstarte den grønne økonomi, mener grønne organisationer. De vil hente penge fra salg af grønne statsobligationer og CO2-afgifter.
Foto: Colourbox
Det lyder for mange oplagt at slå to fluer med et smæk, så man genstarter økonomien, samtidig med at man giver den grønne omstilling et ordentligt skub fremad.

Og nu kommer 15 af landet grønne organisationer med en række fælles forslag til, hvordan man kan tænke den grønne omstilling ind i den økonomiske genstart i kølvandet på coronakrisen. Det skriver Politiken.

Den danske stat kan mobilisere milliarder af kroner fra grønne statsobligationer til en meget lav rente

Udspillet “Grøn og retfærdig genstart” rummer 31 forslag om både klima, natur og miljø. På miljøfronten foreslår organisationerne blandt andet, at man sætter gang i oprydningen efter de største jordforureninger og sikre bedre vilkår for bæredygtig fiskeri. Mens man på klimaområdet blandt andet vil fremrykke investeringer i vindmølleparker, elnet og ladestandere til elbiler.

Alt sammen initiativer, som organisationerne mener kan få flere i arbejde samtidig med at samfundet omstiller sig til at lavere CO2-udledning.


Foreslår grønne statsobligationer

Selvom der ikke bliver sat pris på, hvad det vil koste at føre forslagene ud i livet, så er organisationerne klar til at pege på, hvor pengene kan komme fra.

Klimakrisen er mindst lige så akut

De 15 organisationer foreslår blandt andet, at staten udskriver grønne statsobligationer for at skaffe penge til klimainvesteringer.

“Corona-krisen har vist, at staterne kan mobilisere mange milliarder, når det gælder. Klimakrisen er mindst lige så akut. Den danske stat kan mobilisere milliarder af kroner fra grønne statsobligationer til en meget lav rente,” står der i udspillet.
 

Holland har det - Danmark undersøger muligheden

I Holland har man allerede udstedt grønne statsobligationer, og de blev revet væk.
På under et døgn skaffede de grønne obligationer 45 milliarder fra private investorer til den statslige klimaindsats.

Som en del af finansloven for 2020 har regeringen og støttepartierne afsat en million kroner til at undersøge muligheden for et dansk program for grønne statsobligationer. Den undersøgelse er Nationalbank er sammen med Finansministeriet fortsat i gang med.

Så jeg synes man skal fremskynde analysen, så man kan sætte det her i anvendelse

Den undersøgelse mener Socialdemokratiets klimaordfører Anne Paulin er vigtig, fordi der er brug for at se på nye metoder til at finansiere den grønne omstilling: 

"Det er vigtigt at få belyst, om grønne statsobligationer er en tilstrækkelig smart og omkostningseffektiv måde at rejse kapital til den grønne omstilling, når man sammenligner med andre finansieringsmuligheder, der også findes," siger hun til Netavisen Pio.

Hos SF mener klimaordfører Signe Munk, at grønne statsobligationer meget vel kan være en måde, hvorpå staten kan skaffe penge til den grønne omstilling. Derfor ser hun gerne, at analysen bliver klar hurtigt:  

“Med de erfaringer man har fra Holland, burde analysen ikke tage så lang tid. Så jeg synes man skal fremskynde analysen, så man kan sætte det her i anvendelse,” siger hun til Netavisen Pio.
 

CO2-afgifter nødvendigt

Ifølge organisationerne er der dog ingen vej uden om også at indføre CO2-afgifter. Dem der udleder mest, skal betale den største del af regningen.

“CO2-afgifter er en vigtig del af finansieringen. Vi bliver nødt til at se på økonomisk omfordeling,” siger politisk chef for Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Koch.

Vi bliver nødt til at se på økonomisk omfordeling

Finansieringen skal komme fra CO2-afgifter på eksempelvis flybilletter, mens man vil modvirke den sociale slagside ved afgifterne gennem en grøn check eller lignende til de dårligst stillede.

Organisationerne bakkes op af vismændene i De Økonomiske Råd, der for nyligt i en kronik i Information har fastholdt, at man ikke bør aflyse planer om klima-afgifter pga. coronakrisen.
 

Ingen tid at spilde

Coronakrisen har fået dele af erhvervslivet til at slå i bakgear på klimakampen og værge sig mod nye grønne afgifter.

Seriøst: Kom nu bare i gang

Men ifølge organisationerne har coronakrisen skabt en unik mulighed for at kickstarte kampen mod klimakrisen. Det kræver dog, at der tænkes grønt, når økonomien skal genstartes. Faktisk er der ingen grund til at tøve, mener klimapolitisk chef i Greenpeace, Helene Hagel: 

“Seriøst: Kom nu bare i gang. Organisationer fra alle dele af samfundet har givet deres input. Der er i hvert fald ti tiltag, som vi alle har foreslået, og de skal i gang nu, hvis de skal have en jobskabende effekt,” siger hun til Politiken.  

 

De 15 organisationer bag udspillet: 
  • Danmarks Naturfredningsforening

  • Greenpeace

  • Care

  • Amnesty International

  • Mellemfolkeligt Samvirke

  • WWF Verdensnaturfonden

  • 350 Klimabevægelsen

  • Dansk Vegetarisk Forening

  • Global Aktion

  • Mellemfolkeligt Samvirke

  • Miljøorganisationen VedvarendeEnergi

  • Nyt Europa

  • Our Fish

  • Rådet for Grøn Omstilling

  • Verdens Skove

  • IWGIA

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Thomas Fup skal betale regningen. Han har så mange penge, så han opdager det ikke alligevel.

Som sædvanlig udtaler TumbeThomas sig komplet idiotisk ingen kan ta' sådan en gnom alvorligt.

Corona-virus er også Klima-virus...Og dette er også spind..Det skulle/skal gerne ende med en bindene klima aftale når vi når klima-top-mødet til efteråret ( COP 26 ) Forsæt nedlukning af olie og brug vind-energi, sol-energi,og brint

Annonce