Børnene betaler for social ulighed

I Danmark ved vi, at arv og miljø spiller sammen, og at vi som samfund kan bryde den sociale arv, når vi laver den rigtige samfundsstruktur. Men det går den forkerte vej i øjeblikket.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udkom med en analyse forleden, der viste, at det igen er blevet sværere at bryde den negative sociale arv. Er du født ind i underklassen, er der langt større sandsynlighed for at selv bliver en del af underklasse end tidligere.

For bare 10 år siden var der en markant større chance for, at dine forældres ophav ikke bestemte din skæbne og derfor bliver jeg edderspændt rasende, når jeg læser sådan en undersøgelse. Jeg kender nemlig de børn, vores samfund svigter ved at give dem dårligere muligheder i livet end for bare 10 år siden.

Jeg kender nemlig de børn, vores samfund svigter

Har dine forældre lange uddannelser og højt betalte jobs, så er der stor sandsynligheden for, at du også får det. Og omvendt, er din mor og far alkoholikere på kontanthjælp, ja så er der også en større sandsynlighed, for at du selv ender dér.

Børnene på fritidshjem legede 'kommunen'
Da jeg var færdig som pædagog, arbejdede jeg på et fritidshjem på ydre Nørrebro med nogle af de mest socialt belastede børn i København. De og deres forældre var fattige, mange af ungernes forældre var på integrationsydelsen.

Deres forældre talte dårligt dansk, mange havde ingen netværk i det omkringliggende danske samfund og oveni hatten havde flere af forældrene misbrugsproblemer af den ene eller anden slags.

Engang spurgte jeg en gruppe børn, jeg sad sammen med, hvad de gerne ville være, når de blev store. Der blev stille. Jeg prøvede igen, altså hvad vil I gerne arbejde som? Der var stadig stille. Og der slog det mig, at jeg sad med en gruppe børn, hvor ingen havde forældre, der arbejdede. De var 8-10 år gamle, og de havde aldrig spekuleret i, hvilket arbejde de skulle have når de blev voksne.

Jeg sad med en gruppe børn, hvor ingen havde forældre, der arbejdede

Ingen drømme om at blive astronaut, tømrer eller dyrlæge – for dem var det at få et arbejde ikke engang en drøm. En anden dag havde 5-6 unger for en gangs skyld gang i en god leg på stuen. De havde de opsat en butiksfacade og stillede sig i kø foran den. Jeg sad i hjørnet med to piger og lavede perler, mens jeg stillede observerede deres leg.

Men da butikken åbnede, måtte jeg sande, at det ikke var en helt normal på butik. De legede nemlig ’kommunen’ og de opstillede i køen skulle hente deres penge. Det lyder måske nærmest komisk. Men det var ikke spor komisk at overhører den leg. Børn spejler deres eget liv igennem legen og damen fra ’kommunen’ afviste stort set alle sammen med sætninger som ’så må du jo få et arbejde Yousuf’ og til en af børnene der sagde ’jamen mine børn er sultne’ svarede damen fra kommunen ’er det mit eller dit problem Aisa?’.

Misforstå mig ikke. Jeg forsøger ikke her at argumentere for at vi skal parkere folk på tårnhøje sociale ydelser uden for resten af samfundet – jeg mener tvætimod, det er vores forbandet pligt, at gøre alt for at ingen ender der.

Samfundsstrukturer kan bryde den negative sociale arv
På det fritidshjem tog vi på ture ud af huset til lokale arbejdspladser, så børnene kunne få et indblik i hvad man kunne arbejde med – når ungerne kom fra skole stod der altid en pakke rugrød og en pakke smør i køkkenet, fordi der altid var nogen unger, der ikke havde haft madpakke med i skole og var sultne. Engang imellem fik de også madpakker med hjem fra fritidshjemmet.

Vi forsøgte efter bedste evner og indenfor de rammer, vi havde til rådighed, at lave en social indsats sammen med lærerne, politiet og socialrådgiverne på børne- og ungeområdet. Men det var eddermame nogle stramme rammer. Derfor gik jeg tit hjem med en følelse af, at det var mit og mine kollegaers personlige engagement i ungerne og ikke en koordineret social indsats fra kommunen, der var afgørende for, hvem der klarede den. Det var en skræmmende følelse.

I Danmark ved vi, at arv og miljø spiller sammen

Hvis nu vi i det danske samfund udelukkende troede på gud, genetik eller de frie markedskræfter, så var overstående bare et faktum, vi måtte lære at leve med. Men i Danmark ved vi bedre. I Danmark ved vi, at arv og miljø spiller sammen, og at vi som samfund kan bryde den sociale arv, når vi laver den rigtige samfundsstruktur.

Det kræver et stærkt velfærdssamfund med fokus på den tidlige indsats, en stærk sammenhængskraft i befolkningen, fokus på medborgerskab og at vi som samfund efterstræber stor social lighed. Alle stærke socialdemokratiske idealer – som jeg frygter vi langsomt er ved at give op på.

I sverige hedder børn, der bryder den negative sociale arv, Mælkebøttebørn, fordi mælkebøtter kan bryde selv asfalt i deres vej frem mod solen. Men måske er tiden kommet til, at vi stopper med at asfaltere der, hvor mælkebøtterne skal vokse.

 

Mette Aagaard Larsen er uddannet pædagog og faglig sekretær i BUPL.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook