Mediebosser: En sand mester i magtspil

Afgående chefredaktør Karen Bro Om DR’s nyhedsdirektør: ”Sandy er mere interesseret i strategi og magtspil, end hun er i journalistik”
Foto: DR Pressefoto /Lars E Andreasen
Nyhedsdirektør på DR, Sandy French, er en sand mester i magtspil.

Det er en del af forklaringen på, at Sandy French er steget støt i graderne på Danmarks Radio – fra hun i 2010 blev ansat som mellemleder på DR Nyheder til syv år senere, hvor hun blev udnævnt til nyhedsdirektør på DR. Et af de mest magtfulde mediejob i Danmark.

Også i tiden på Ekstra Bladet steg Sandy French i hastigt tempo mod tinderne. Fra hun i 2005 blev udnævnt til leder af Ekstra Bladets politiske redaktion med titel af redaktionschef til hun i 2008 blev medlem af Ekstra Bladets øverste ledelse.

Tema: Netavisen Pio stiller skarpt på mediebosser

  • Netavisen Pio går i en artikelserie tæt på mediernes topbosser.
  • Mediebosserne lever et stille liv, hvor udfordringer hører til sjældenhederne, og hvor fejl sjældent får konsekvenser.
  • Men mediecheferne er magtfulde – og en del af eliten. Der er med rette spot på virksomhedsejere og koncernchefer, topfolk i interesseorganisationer, politikere og andre magthavere. Men der er bemærkelsesværdigt lidt spot på netop mediebosserne.
  • Vi stiller i serien skarpt på de magthavere, der lever af at skyde med skarpt på alle andre.
  • I dag stiller vi skarpt på nyhedsdirektør på DR, Sandy French.
  • I forrige uge satte vi spot på chefredaktør på TV 2 Nyhederne, Jacob Kwon og skrev en leder til denne artikelserie. I sidste uge satte vi spot på ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen.
  • Følg med på piopio.dk

Sandy French blev i 2005 hentet til Ekstra Bladet som chef for den politiske redaktion af Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Hans Engell. French kom fra en stilling som politisk redaktør på Information.

Sandy French imponerede fra starten Hans Engell og hans håndgangne mand, ledende redaktør og avismager Mogens Bille, ved både at kunne spise masser af god (fed) mad og drikke øl ”som en mand”. Det har Mogens Bille underholdt journalister på bladet med et utal af gange.

Hans Engell bekræfter over for Netavisen Pio:

Og når det var slut med dagens dont, kunne hun drikke øl som en mand. Og holde ud i mange timer.

"Sandy kunne arbejde som en hest. Utrætteligt og meget inspirerende. En meget stærk journalist og chef. Og når det var slut med dagens dont, kunne hun drikke øl som en mand. Og holde ud i mange timer."

Forfattede tvivlsom historie sammen med chefredaktøren

Op til folketingsvalget 13. november 2007 skrev daværende ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, og Sandy French sammen en bemærkelsesværdig historie: ”Helles topchef var spion for Venstre”, hed historien.

Artiklen påstod at folketingsmedlem Henrik Sass Larsen lod vitale informationer om Socialdemokratiet sive til konkurrenten Venstre. Motivet skulle angiveligt være at undergrave Mogens Lykketoft, der var formand for Socialdemokratiet i 2002 – 2006.

Selve artiklens indhold var usædvanligt. Ikke mindst fordi der ikke var skyggen af beviser for artiklens påstande

Selve artiklens indhold var usædvanligt. Ikke mindst fordi der ikke var skyggen af beviser for artiklens påstande. En historie Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør normalt ville have bremset, fordi den ikke opfyldte kravene til bevisførelse. Selv Venstres daværende kommunikationschef, Mikkel Faurholdt, afviser kategorisk påstandene i EB-artiklen. Nuhvor den ansvarshavende selv var medforfatter til en historie, der næppe holder i byretten, hvem skulle så bremse Bent Falbert, der er og var kendt som helt igennem blå rent politisk?

I hvert fald ikke Sandy French. Hun hemmeligholdt artiklen og dets indhold over for den øvrige politiske redaktion - blandt andet undertegnede som dengang arbejdede på netop Ekstra Bladets politiske redaktion - op til publicering af artiklen. Men efter publiceringen blev det alligevel de menige politiske reportere, der skulle feje op efter at Falbert og French for en dag havde leget journalister.

Artiklen udkom i trykt udgave uden kommentarer fra Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet udsendte kl. 02.15 natten til lørdag den 10. november en netversion, som heller ikke indeholdt noget modsvar eller replik fra Henrik Sass Larsen. Helt uhørt – selv efter Ekstra Bladets journalistiske og mediejuridiske standarder.

Helt uhørt – selv efter Ekstra Bladets journalistiske og mediejuridiske standarder

Først kl. 08.14 lørdag morgen – seks timer efter at historien var publiceret uden Sass-kommentarer - opdaterede Ekstra Bladet historien med Sass’ totale afvisning af påstandene, som hang på løse udtalelser fra tidligere politisk ordfører for Venstre, Jens Rohde.

Sass afviser fuldstændig historien

”Det er helt vanvittige beskyldninger. Det er aldeles grotesk. Jeg har ikke på noget tidspunkt afleveret oplysninger om socialdemokratisk strategi eller noget som helst andet til Venstre,” udtalte Henrik Sass Larsen til Ritzau – nu endelig gengivet af Ekstra Bladet. Med seks timers forsinkelse.

Det er helt vanvittige beskyldninger

Jens Rohdes indblanding i valgkampen var også usædvanlig. Jens Rohde forlod nemlig i 2006 dansk politik for at blive radiodirektør på TV 2 Radio.

Klokken godt 10 den 10. november meddeler TV2's konstituerede direktør, Anders Kronborg, at Jens Rohde bliver 'sendt hjem' til efter valget.

”Jeg sender Jens hjem. Vi kan ikke have tvivl om, hvilke kasketter, han har på,” siger Kronborg til TV2 News.

Ud på eftermiddagen meddeler daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V):

”Jeg har overhovedet ikke noget kendskab til den sag, og jeg kan roligt slå fast, at den slags sager ikke hører hjemme i en valgkamp. Jeg går ud fra som en selvfølge, at alle Venstre-folk koncentrerer sig om at lægge det politiske grundlag frem,” sagde Fogh til Ritzau.

Sandys rige vokser

Mens sagen endte med at koste Jens Rohde radiojobbet fik sagen ingen følger for Sandy French – eller for Bent Falbert.

Tværtimod fik Sandy French kort efter magten over et endnu større rige på Ekstra Bladet.

Sandy French fik også ansvaret for Ekstra Bladets graver-gruppe – redaktionen, der leverede undersøgende journalistisk.

Men det var ikke nok for French. Mere vil have mere.

I efteråret 2008 blev tre store redaktioner slået sammen til én stor redaktion med navnet ’Unik journalistisk”-redaktionen. Pludselig var den politiske redaktion, gravergruppen, erhvervsredaktionen og forbruger- og sundhedsredaktionen slået sammen til én umage redaktion. Under ledelse af Sandy French, hvis rige nu talte en meget stor del af bladets journalister.

Allerede efter første fælles redaktionsmøde stod det klart for alle – herunder undertegnede, der oplevede det hele fra 1. parket -, at konstruktionen var håbløs ud fra et journalistisk synspunkt.

Den overflødiggjorte leder søgte hurtigt andre græsgange

På vejen mod Sandys nye, store rige, maste French den hidtidige leder af forbruger- og sundhedsredaktionen fuldstændig. Sandy havde længe målrettet undergravet redaktionens berettigelse ved nedladende at betegne redaktionen som ”Fladskærms-redaktionen” på møderne med chefredaktionen.  Den overflødiggjorte leder søgte hurtigt andre græsgange.

Sandys nye, store rige på Ekstra Bladet var designet perfekt som afsæt for næste job. Og næste job skulle helst vise sig hurtigt – før det blev åbenlyst for selv chefredaktionen at ”Unik-redaktionen” var et blålys.

Tæt på at blive spindoktor for Helle Thorning

Så nu var Sandy French på intens job-jagt på Christiansborg.

Kilder tæt på daværende formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt, oplyser over for Netavisen Pio, at Sandy French var meget tæt på at overtale Thorning-Schmidt til at droppe hendes daværende særlige rådgiver siden 2005, Noa Redington, til fordel for Sandy French.

Noa Redington overlevede med nød og næppe. Og derfor blev det Noa Redington, der i 2011 rykkede med Helle Thorning ind i Statsministeriet – og ikke Sandy French.

Noa Redington overlevede med nød og næppe

Netavisen Pio har særskilt forelagt Sandy French oplysningerne om hendes forsøg på at overtage jobbet som spindoktor for Helle Thorning-Schmidt – på bekostning af Noa Redington. Men Sandy French er ikke vendt tilbage på denne særskilte henvendelse.

Sandy French tog umiddelbart ikke nederlaget tungt. Hun shoppede blot videre til de konservative. Og her var der bid.

Sandy gik – ifølge kilder tæt på dette forløb - egentlig efter at blive spindoktor for de konservatives formand, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Men hun var utrolig glad for sin særlige rådgiver siden 2001, Morten Langager. Sandy French må derfor tage til takke med at blive spindoktor for de konservatives nummer to, daværende justitsminister Brian Mikkelsen.

Justitsministerens hidtidige spindoktor, Martin Østergaard, måtte pænt vige pladsen til fordel for French og i stedet acceptere et nyoprettet job til lejligheden som analysechef hos de konservative.

Februar 2009 forlader French Ekstra Bladet og ”Unik-journalistik”-redaktionen på Ekstra Bladet - til fordel for jobbet som spindoktor for justitsminister Brian Mikkelsen. Knap var French ude af døren før Unik-konstruktionen blev nedlagt. En indirekte indrømmelse af at redaktionen var et blålys, der ikke var skabt af journalistiske årsager.

French havde under årene på Ekstra Bladet talt dunder mod ”Mørkets fyrster” med så stor en passion, at hun rev alle i de ledende lag med. Flere i ledelsen var derfor nærmest i chok, da det gik op for dem, at Sandy nu hoppede over til ”fjenden”:

Flere i ledelsen var derfor nærmest i chok, da det gik op for dem, at Sandy nu hoppede over til ”fjenden”

”Jeg forstår hende simpelt hen ikke. Jeg forstår det ikke. Hvordan kan hun gøre det,” som en højtplaceret medarbejder på Ekstra Bladet udtrykte det.

Vi andre, der havde fulgt Sandy French’s færden på Ekstra Bladets Christiansborg-redaktion, var knap så overraskede.

Fra spindoktor direkte videre til DR-top-job

I starten af 2010 rykker Sandy French med Brian Mikkelsen til Økonomi- og Erhvervsministeriet i et dobbelt-job som særlig rådgiver og kommunikationschef.

I november 2010 bliver Sandy French hentet til DR af daværende nyhedschef, Ulrik Haagerup. Han erkendte dengang, at det var usædvanligt at DR ansatte en person, der kom direkte fra et job som spindoktor.

15. november skriver journalisten.dk – med Politiken som kilde – at ”ansættelsen i DR af Brian Mikkelsens tidligere spindoktor, Sandy French, har vakt opsigt i vores nabolande.”

Journalisten.dk tilføjer:

”Det er det principielle i, at man udnævner en tidligere spindoktor for en minister til indlandschef på en statslig tv-station, som får medieeksperter i Norge og Sverige til at reagere."

"I dagens udgave af Politiken (15. november 2010, red.) erkender DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, at springet fra spindoktor til redaktionschef på DR Nyheder er usædvanligt:"

”Derfor har vi også gjort os usædvanlig mange overvejelser om det. Særlige rådgivere har i en periode solidariseret sig med deres arbejdsgiver. I Danmarks Radio solidariserer vi os med offentligheden. Derfor er det ikke et spring, man bare lige foretager uden at tænke sig grundigt om. Og det betyder ikke, at der nu bare er en ladeport åben hver eneste gang. Der er tale om en individuel vurdering af den pågældende, som i det her tilfælde gør, at det tør vi godt,” siger Ulrik Haagerup til avisen,” refererer journalisten.dk.

Langkildes hustrus hest

Det går godt for Sandy French på DR. 2010 – 2012 er hun redaktionschef på DR Nyheder. 2012 forfremmes hun til ledende redaktionschef på DR Nyheder. Og 2015 forfremmes hun til indholdschef på DR Nyheder.

Januar 2017 kunne Ugebladet TÆT PÅ fortælle læserne en nærmest vanvittig historie:

Det kostede licensyderne næsten 70.000 kroner at flytte daværende DR-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest fra Danmark til Washington D.C.

Radio24syv fulgte op på sagen op og fik aktindsigt i fakturaen. Den var god nok: Næsten 70.000 kroner.

Ifølge DR-indholdschef, Sandy French, der nu har samtlige DR’s korrespondenter som ansvarsområde, måtte skatteyderne dog forstå, at den sag kunne DR skam ikke kommentere:

Jeg kan godt forstå, at I interesserer jer for den her flytning

”Jeg kan godt forstå, at I interesserer jer for den her flytning, men jeg vil simpelthen ikke tale om kontraktlige forhold mellem DR og vores korrespondenter,” sagde hun til Radio24syv 10. januar.

Ifølge TÆT PÅ kunne skatteyderne også se frem til at betales for hjemtransporten af DR-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest.

Skandalen rullede. Lige meget hjalp det, at Sandy French kunne forklare, at aftaler om dækning af korrespondenters flytteudgifter er ”normal praksis”. Og også at Udenrigsministeriet til sammenligning dækker udgifter til flytning af ”ét stuehusdyr”.

Ikke blot daværende kulturminister Mette Bock (LA) fandt sagen ’bizar’. Selv daværende finansminister Kristian Jensen (V) kunne ikke holde sin undren tilbage:

”Licens er noget vi giver til.... hestetransport???,” skrev kassemester Kristian Jensen på sin Facebook-profil.

 

 

Allerede dagen efter føler en hårdt presset nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, sig tilsyneladende nødsaget til at gå kontra:

”Vi er blevet klogere på, at sådan et fejl-judgement fra vores side skal vi ikke lave igen. Johannes Langkilde er en meget dygtig og værdifuld medarbejder, og vi synes, at vi skal have de dygtigste folk som korrespondenter,” siger Ulrik Haagerup til blandt andet Berlingske.

Haagerup oplyser, at DR nu alligevel ikke betaler for at få fragtet hesten retur over Atlanten, når Johannes Langkilde og hans familie skal hjem igen fra USA.

Nyhedsdirektøren forstår også godt, hvis det har vakt forargelse, at licensmidler indirekte er brugt på at betale for transporten:

Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er sådan, at vi bruger licensmidler med hovedet under armen

”Man kan se på de reaktioner, som er på det. Man siger; 'kan det virkelig være rigtigt'. De reaktioner forstår jeg sådan set godt. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er sådan, at vi bruger licensmidler med hovedet under armen. Jeg synes, der er tale om et fejl-judgement her i et helt ekstraordinært tilfælde,” siger Ulrik Haagerup.

"Hoved-under-armen"-meldingen er næppe modtaget positivt af indholdschef Sandy French.

Haagerup i store vanskeligheder

Uanset hvordan tingene nu hænger sammen, så må Ulrik Haagerup allerede om aftenen 11. januar 2017 ikke alene svare på spørgsmål om den famøse hest, men også om hans egne privatøkonomiske forhold.

DR2's Deadline har Haagerup live i studiet. Og her må Ulrik Haagerup svare på, om det er rimeligt, at DR refunderer Ulrik Haagerup transportudgifter for 20.000 kroner til fly og taxa – om måneden.

Tre uger senere eksploderer sagen. Erhvervsmediet Finans har fået aktindsigt i, hvad det de seneste tre år har kostet licensbetalerne dagligt at fragte nyhedsdirektør Ulrik Haagerup mellem bopælen i Ry ved Aarhus til Ørestaden i København.

Skandalen er til at få øje på: Ifølge Finans’ oplysninger har det samlet kostet DR 986.343 kroner at transportere Ulrik Haagerup til og fra arbejde i 2014, 2015 og 2016.

Sagen er så alvorlig, at det nu er DR’s daværende bestyrelsesformand, Michael Christiansen, der må forsvare Haagerup-ordningen:

”Nyhedsdirektørens transport til og fra DR er en del af en samlet aftale, som blev indgået med den daværende ledelse og bestyrelse for ti år siden. Her valgte man en aftale, hvor man dækkede transportudgifterne for at kunne rekruttere den rigtige kandidat til stillingen. Jeg har ingen bemærkninger til den daværende bestyrelses vurdering,” skrev bestyrelsesformand i DR, Michael Christiansen, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Karen Bro om Sandy: Meget interesseret i strategi og magtspil

Hen mod sommerferien 2017 meddeler DR, at Sandy French 1. august overtager jobbet som nyhedsdirektør. Ulrik Haagerup forlader ved samme lejlighed DR og rykker hjem til Jylland.

Netavisen Pio har bedt Ulrik Haagerup bedømme Sandy French' evner som magtspiller, men Haagerup er ikke vendt tilbage på Netavisen Pio's henvendelse.

I forbindelse med udnævnelsen til nyhedsdirektør nævner netmediet Altinget, at Sandy French tidligere har arbejdet som spindoktor for Brian Mikkelsen og spørger hende på den baggrund, om hun kan arbejde for "hvem som helst”.

Svaret fra Sandy French lyder:

Jeg håber og tror, at jeg altid er blevet ansat på mine faglige kvalifikationer

”Jeg håber og tror, at jeg altid er blevet ansat på mine faglige kvalifikationer. Jeg tror i øvrigt ikke, at det er en ulempe for en nyhedsdirektør at vide, hvordan beslutningsgangene er på Slotsholmen, og hvordan de politiske processer er set indefra.”

I forbindelse med Sandy French’ udnævnelse til nyhedsdirektør udtaler nu afgående chefredaktør på Ekstra Bladet, Karen Bro, til Berlingske indledningsvist meget rosende ord om Sandy:

”For det første var hun en utroligt behagelig person, hun havde en god humor og distance til sig selv. Hun er dygtig, og vi supplerede hinanden godt,” siger Karen Bro.

Men så føjer Karen Bro til:

”Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at Sandy er mere interesseret i strategi og magtspil, end hun er i journalistik. Det kommer hende jo nok til gavn i den organisation, hun nu er kommet helt til tops i.” 

Det er mere end almindelig direkte tale fra en mediechef-kollega til en anden.

Naja Nielsen forlader DR

Spørger man Naja Nielsen, tidligere chef for TV-Avisen, 21Søndag og Deadline frem til oktober 2017, om Sandy French, lyder melodien sådan her:

Jeg synes aldrig, der er noget galt med ledere, der vil have indflydelse

”Sandy har været en af mine tætteste kolleger, og vi har haft et virkelig godt og produktivt samarbejde som kolleger i nyhedsledelsen og har sammen gjort meget for at løfte fagligheden og kvaliteten af vores journalistik. Jeg synes aldrig, der er noget galt med ledere, der vil have indflydelse. Er det ikke netop det, der kendetegner ægte ledere,” skriver Naja Nielsen i en mail til Netavisen Pio.

Det hører måske med til historien, at Naja Nielsen forlader DR – efter 11 år og 10 måneder i DR – oktober 2017. Altså et par måneder efter at Sandy French er blevet udnævnt som nyhedsdirektør – sandsynligvis i skarp konkurrence med netop Naja Nielsen. Det sidste ønsker Naja Nielsen ikke at af- eller bekræfte noget om over for Netavisen Pio.

Naja Nielsen tiltrådte november 2017 et job som ’Chief Journalism Officer” ved Orb Media i Washington. April 2019 tiltrådte Naja Nielsen jobbet som digital direktør hos BBC med bopæl i London.

På TV 2 har chefredaktør på TV 2 Nyhederne, Jacob Kwon, kun godt at sige om nyhedsdirektøren på DR:

“Jeg kender Sandy French som en dygtig og kompetent journalistisk leder.”

23. oktober, da Netavisen Pio stillede skarpt på TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon, udtalte Sandy French stort set det samme om Kwon.

Og hvad siger Sandy French selv til bedømmelsen – at hun er langt mere optaget af magtspil end af journalistisk?

”Jeg springer over,” lyder French’ mail-svar til Netavisen Pio.

Det kunne kun gå stejlt opad i karrieren for Sandy

Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Hans Engell, der ansatte Sandy French som politisk redaktør på Ekstra Bladet, får det sidste ord:

"Hun (Sandy French, red.) havde styr på hele sin butik og lidt til samtidig. Det kunne kun gå stejlt opad i karrieren for Sandy."

Opdateret kl. 9.00 7. november med kommentarer fra Hans Engell.

Fakta: Sådan gjorde vi + deklarationer

  • Netavisen Pio har talt med en række personer med nært kendskab til Sandy French i rollerne som chef på Ekstra Bladet og DR.
  • Nogle kilder har betinget sig anonymitet. Det har Netavisen Pio respekteret – selv om vi normalt foretrækker at kilder optræder med navn. Vi har dog forsøgt – anonymiteten til trods – at identificere over for læseren, hvor i landskabet kilderne befinder sig.
  • Netavisen Pio dokumenterer så vidt muligt de beskrevne Sandy French-forhold og deres forløb ved hjælp af skriftlig dokumentation.
  • Artiklens forfatter, Jan Kjærgaard, var ansat på Ekstra Bladet i perioden 1988 - 2012. I alle årene var Jan Kjærgaard undersøgende journalist, og de fleste af årene var han tillige politisk reporter med base på Christiansborg. Jan Kjærgaard havde Sandy French som nærmeste chef 2005-2009.
  • Sandy French var chef for den politiske redaktion på Ekstra Bladet 2005–2009. 2008-2009 er Sandy French udover leder af den politiske redaktion på Ekstra Bladet også leder af gravergruppen, forbruger- og sundhedsredaktionen og erhvervsredaktionen. Hun er tillige medlem af Ekstra Bladets øverste ledelse.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

For at begå sig i mændenes charmerende lille verden, må hun selvfølgelig handle som dem. Længere er den vel ikke. Tarvelig, smålig, gnidsk artikel. Ikke Pio værdig