Annonce

Ingen hurraråb i regionerne efter økonomiaftale

Stram økonomiaftale kompenserer regionerne for COVID-udgifter og giver sundhedsvæsenet en ekstra milliard til at behandle flere ældre.
Landets fem regioner har indgået aftale med regeringen om rammerne for sundhedsvæsenets økonomi i 2023.

Aftalen dækker ifølge en pressemeddelelse fra Danske Regioner kun lige akkurat de stigende udgifter, som løber på i takt med det stigende behandlingsbehov for især ældre medborgere, der også er kendt som det demografiske træk.

en stram aftale i en ekstraordinær situation

Med aftalen tilføres der godt en milliard kroner til driften af sundhedsvæsenet, som altså skal dække de stigende udgifter.

Til gengæld må regionerne belave sig på at måtte udskyde en række planlagte byggerier og renovering af ældre sygehuse.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), havde håbet på flere penge fra sin modpart, finansminister Nicolai Wammen.

Kühnau kalder det en ”stram aftale i en ekstraordinær situation”.

”Ingen grund til hurraråb, men det var det bedst mulige resultat i den nuværende situation med høj inflation og begrænset økonomisk råderum,” lyder det fra regionernes formand.

Skal ikke gå ud over velfærden

I aftalen understreges det, at situationen i år er helt anderledes på grund af den høje inflation og krigen i Ukraine, der har betydet et meget begrænset økonomisk råderum som følge af forhøjede forsvarsudgifter.

situationen i år er helt anderledes på grund af den høje inflation og krigen i Ukraine

Ifølge Finansministeriet løfter økonomiaftalen allerede i år sundhedsområdet med 1,185 mia. kroner i 2022 og sender derudover penge til at dække regionernes udgifter til værnemidler, testkapacitet og medicinsk udstyr ved indsatsen mod COVID-19-pandemien.

”Coronakrisen skal ikke gå ud over danskernes velfærd. Derfor har vi indgået en aftale med regionerne, hvor vi igen i år tager coronaregningen, så det ikke rammer velfærden,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en kommentar.

“Regeringen har også lovet, at der skal følge penge med, når der kommer flere børn og ældre. Det har vi indfriet med de to seneste økonomiaftaler, og det gør vi også med denne, som sikrer et betydeligt løft af sundhedsområdet på 1,185 milliarder kroner,” siger finansministeren.

Tre milliarder til anlæg

Til gengæld må regionerne belave sig på at måtte udskyde en række planlagte byggerier og renoveringer af ældre sygehuse.

Ganske vist bliver der med aftalen afsat knap tre milliarder kroner til anlæg, som blandt andet skal bruges til at renovere og modernisere gamle hospitaler.

Men det er ifølge Danske Regioner langt fra nok.

godt, at pengene følger med det stigende befolkningstal

”Pengene rækker ikke til det behov, der er, og det vil vi mærke i regionerne, hvor vi kommer til at skulle prioritere,” siger Mads Duedahl (V), formand i Region Nordjylland og medforhandler for regionerne.

Forbilledlig indsats af medarbejderne

I Fagbevægelsens Hovedorganisation er formand Lizette Risgaard glad for, at regionerne trods en stram aftale dog trods alt får dækket de forventede stigninger i sundhedsudgifterne.

”Aftalen giver en relativ stram økonomi for regionerne. Det er dog godt, at pengene følger med det stigende befolkningstal, selvom det jo så skal holdes op imod stigende udgifter til ny medicin og dyrere behandlingsmetoder”, siger Lizette Risgaard.

Hun hæfter sig også ved, at aftalen kompenserer regionerne for merudgifter til håndteringen af COVID-19 i 2021 og 2022.

”Sundhedsvæsenet og ikke mindst medarbejderne i regionerne har udført et forbilledligt arbejde og stor fleksibilitet for at få os godt igennem corona-krisen. Derfor er det så vigtigt, at vi passer på medarbejderne og sikrer, at der følger penge med til opgaverne i hele sundhedsvæsenet”, siger Lizette Risgaard.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Under corona krisen og nu under Ukraine krigen og den tilknyttede inflation har de mest velhavende mange doblet deres formuer, mens resten har fået deres velstand undergravet eller direkte ødelagt, hvor mange nu går en fremtid i møde som fattige. Aldrig har så mange været afhængige af gratis mad fra velgørenhedsorganisationer som nu. Selv i Danmark er tusinde familie afhængige af denne hjælp.

Sådan er fremtiden under det blå svindlerhold, som lever i luksus for andre folks penge. Dine og mine penge.

- Og det værste. Folk finder sig i det. Der er ingen overskud til protest.

Præcis som det ses i USA, hvor millioner lever i et regulært helvede uden fremtid. De siger det er et demokrati. Et demokrati, hvor et lille mindretal kan gøre det store flertal til slaver.

Er det et demokrati???