Annonce

Udlændingeområdet: Radikal optimisme

Den radikale leder, Morten Østergaard, ser optimistisk på mulighederne for opnå en forståelse mellem de røde partier på udlændingeområdet
Den radikale leder, Morten Østergaard, ser optimistisk på mulighederne for at opnå en forståelse mellem Socialdemokratiet, de radikale, SF og Enhedslisten på udlændingeområdet.

Udlændingeområdet er ellers udråbt til at udgøre den absolut vanskeligste knast i de aktuelle regeringsforhandlinger mellem de røde partier.

Men torsdag morgen udtrykker Morten Østergaard i et interview med DR’s politiske magasin, Slotsholmen, optimisme med hensyn til at nå til enighed mellem de fire partier på udlændingeområdet.

I interviewet glæder Østergaard sig over, at både Venstre og Socialdemokratiet allerede under valgkampen rykkede sig mærkbart på flere områder inden for udlændingepolitikken.

Østergaard fremhæver emner som integrationsvurderinger, der sendte den ellers meget integrationsbare thailandske skolepige Mint ud af landet, udrejsecenter Sjælsmark, kvoteflygtninge, integrationsindsatsen og forbedringer for fattige børn, som områder, hvor der ser ud til at kunne opnås en enighed.

Østergaard er overraskende afdæmpet i sine udmeldinger på udlændingeområdet. Han er meget forsigtig med at komme med udmeldinger, som kan vanskeliggøre de igangværende forhandlinger:

der er en kæmpe mæthed over for at udskælde og udskamme bestemte befolkningsgrupper

”Vi har jo ikke skabt noget endnu. Der er skabt en mulighed. Spørgsmålet er om vi – sammen med andre – kan gribe den mulighed. Jeg konstaterer bare, at der er en kæmpe mæthed over for at udskælde og udskamme bestemte befolkningsgrupper.”

Østergaard understreger i interviewet at det ikke er afgørende for de radikale hvor mange flygtninge, der kommer til Danmark:

”Vi måler ikke vores succes i hvor mange flygtninge, der kommer til Danmark. Vi måler vores succes i hvor god integrationen bliver.”

Østergaard røber, at de radikale under forhandlingerne har fremført et ønske om forbedrede forhold for danskere med en udenlandsk ægtefælle, ”så de ikke tvinges i landflygtighed.”

Ønsker ikke at gentage fejlene fra Tårnet

Meget bemærkelsesværdigt taler Østergaard om, at det nu gælder om ikke at gentage fejl fra det sorte tårn.

Her henviser Østergaard til forhandlingerne om det dannelsen af SRSF-regeringen tilbage i 2011 i Crowne Plaza I Ørestaden, hvor den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, med et styrket Radikale Venstre fremtvang en accept af, at SRSF-regeringen skulle videreføre den borgerlige, økonomiske politik, som den hidtidige VK-regering havde ført. En accept, som fra starten gav regeringen Helle Thorning-Schmidt massive problemer:

Det centrale er jo i virkeligheden, om vi er dygtigere, måske også lidt klogere, end sidst vi havde denne her mulighed

”Det centrale er jo i virkeligheden, om vi er dygtigere, måske også lidt klogere, end sidst vi havde denne her mulighed. (….) Vores mål er ikke at komme ud af de her forhandlinger sådan: ”Se, nu fik vi trynet de andre”. ”Vores mål er i virkeligheden at få skabt et reelt systemskifte,” siger Morten Østergaard. Han mener, at der nu er en historisk mulighed for at det nye røde flertal kan skabe et langvarigt systemskifte, der afløser det systemskifte, der rykkede ind med Anders Fogh Rasmussen i 2001:

”Nu handler det om at leve op til de forventninger – det håb, der er skabt om, at der ikke bare var en fed fest (På valgaftenen, red.), men også et reelt kursskifte for Danmark.”

Lige så hurtigt, det går op, kan det jo gå ned igen

Det fremgår af P1-interviewet, at Morten Østergaard og Det Radikale Venstre er meget optaget af ikke at skuffe vælgernes forventninger:

”Lige så hurtigt, det går op, kan det jo gå ned igen, hvis man skuffer de forventninger, der er rejst.”

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu har Østergaard jo ingen andre steder at gå hen med sine ønsker og krav.