Men efter flere årtier, hvor tendensen er gået imod en mere og mere individualiseret livsstil, kunne det tyde på, at det nu er på vej den anden vej.

Tidligere har man som single kunne få dækket sit sociale behov ’ude’ i byen, på arbejdspladsen og i fritiden gennem fritidsaktiviteter.

Men under coronakrisen, hvor arbejdspladser, spillesteder, nattelivet, museer og andre fritidsaktiviteter har været lukket, har der været begrænset muligheder for social kontakt.

Familien har genvundet sin berettigelse

Derfor er familien igen blevet vigtig og har igen fået sin berettigelse. Det har den fået, fordi den har været det eneste sted, vi har kunne få behovet for samvær dækket på sikker vis.

Det er trods alt mere sikkert at være sammen med ens partner end at rende på Tinder-dates med fire forskellige personer, der hver især har en bred vifte af nære kontakter.  

Familien er gået hen og blevet noget, man kan falde tilbage på: En forsikring mod ensomhed.

Single får ikke behovet dækket

Singletilværelsen virker mindre attraktiv, når man ikke kan shoppe blandt byens mange tilbud for spænding eller gå ombord i dens store tag-selv-bord.

Man sidder i stedet isoleret uden noget at foretage sig og er i øvrigt ude af balance, fordi man ikke har fået ens sociale behov dækket i tilstrækkelig grad.

I en krisetid har man andre prioriteringer. Uafhængighed, frihed og det uforpligtende er ikke længere samme luksus, som det var tidligere. Derfor er det heller ikke længere i så høj kurs eller øverst på ønskelisten, om man vil.

Midt i en tryghedstid

På ønskelisten står til gengæld tryghed, forudsigelighed, ansvarlighed og taknemmelighed.

Tryghed ved visheden om, at det er mindre sandsynligt, at man smittes med corona, end hvis man levede som single og skulle have det sociale behov dækket fra mange sider og personer. Ansvarlighed i, at man ved, at ens familie eller partner for at passe på dig har holdt deres fysiske sociale kontakt til andre minimal og været sammen med dig i stedet for andre.

Taknemmelig ved, at kunne falde tilbage på noget og ikke skulle være afhængig af at kunne få det sociale behov dækket på må og få uden for hjemmet.

Det nære og dét, man kan regne med, er nu gået hen og blevet mere attraktivt end det ydre, nye og det spændende, omskiftelige og friheden til at kunne eksperimentere og gå på opdagelse. Det er gået hen og blevet det rationelle at vælge.

Jeg er blevet til Vi

Dermed gør familiekonstellationen sig igen aktuel, da den i en coronatid virkelig har noget at byde ind med.

En coronatid med mindre fokus på alle de muligheder derude og den evige jagt og higen efter noget, der er bedre end det, man allerede har, som bare lige venter om det næste hjørne.

Hvor ’jeg’et’ for første gang længe er blevet byttet ud med ’vi’et’ som i ”Vi kommer igennem det coronakrisen”.