Den servicemindede medarbejder var hurtig til at hive en plastikpose frem
Min oplevelse er et godt eksempel på, hvor indgroet en del af vores hverdag, plastik er blevet. Hver eneste dag er der tusindvis af danskere, som får stukket nyindkøbte varer som sko, mobiltelefoner og tøj i gratis plastikposer uden at tænke over det.
Men på verdensplan er plastik et stort problem. Vi har jo set billederne af plastik i verdenshavene, og vi ikke engang rejse ud over Danmarks grænser, før vi fornemmer omfanget af plastikforurening - i sommers fandt man 4 kg plastik i maven på en død hjort herhjemme.
Det er alarmerende, og det kalder på handling. Derfor glæder det mig, at den danske regering vil fordoble afgiften på plastikposer og forbyde de gratis plastikposer.
Det glæder mig, at den danske regering vil fordoble afgiften på plastikposer
Lad os håbe, at butikkerne så ikke længere forærer plastikposer ud til højre og venstre, og at forbrugerne bliver bedre til at huske et stofnet eller genbruge posen fra sidste shoppetur.
Selvom de danske plastik-lobbyister har været ude med riven og kritiseret Mette Frederiksens forslag, så håber jeg, at hendes kurs på området kan skabe momentum i kampen mod plastikforurening og bidrage til, at andre europæiske lande kommer ud af starthullerne.
I 2015 blev der nemlig vedtaget et EU-direktiv for at begrænse forbruget af plastikposer - særligt de helt tynde, som sjældent genanvendes. Men mange lande har været for sløve i optrækket og for uambitiøse i implementeringen.
Det er ikke godt nok, for vores store ambitioner til trods er Danmark jo et lille land - så vi kan ikke løse problemet alene. Derfor er det afgørende, at EU kommer på banen og begynder at tale med store bogstaver over for de lande, som ikke lægger sig i selen for at leve op til vores fælles målsætninger.
Jeg håber, at flere lande vil følge i Mette Frederiksens fodspor
Måske kan den danske regerings planer tjene som inspiration og få andre europæiske lande til at løfte deres del af denne fælles opgave. Jeg håber i hvert fald, at flere lande vil følge i Mette Frederiksens fodspor og komme ind i kampen mod de mange plastikposer, som flyder i vores natur.
Kampen mod plastikforurening kommer helt sikkert til at præge arbejdet i EU-parlamentet de næste fem år. Derfor ser jeg frem til at samarbejde med mine socialdemokratiske partifæller og danske kollegaer om at fortælle, hvordan vi her i Danmark har oprustet i kampen mod plastikforurening og -affald.
Marianne Vind er socialdemokrat og medlem af Europa-Parlamentet. Inden da var hun næstformand for 110.000 medlemmer i HK/Privat.