Annonce

Fagbevægelsens Hovedorganisation: “Arbejdstilsynet har begået en kæmpe brøler”

BAT-kartellet kalder til demonstration i protest mod byggekonsortiet FBC, der ikke vil indgå overenskomst og som kræver at der arbejdes 12 timer 28 dage i træk
BAT-kartellet indkalder til demonstration foran Arbejdsretten på Sankt Annæ Plads i København City kl. 13.30 mandag.

Baggrunden for demonstrationen er, at det hollandske byggekonsortium FBC, der lige nu ligger de første grundsten til byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen, har nægtet at indgå overenskomst.

Det er fuldstændig uacceptabelt

“Det er fuldstændig uacceptabelt, at Danmarks pt. største anlægsarbejde for den danske stat bliver gennemført af et udenlandsk konsortium, der nægter at indgå overenskomst,” siger formanden for 3F Byggegruppen, Jacob von Elling.

Fagforbundene protesterer samtidig over, at FBC af Arbejdstilsynet har fået dispensation til at lade deres byggearbejdere arbejde 28 dage i træk i tolv timers vagter.

FH: "Den dispensation er noget sjusk"

“Det er en klar fejl, at Arbejdstilsynet har givet en sådan dispensation. Det har Arbejdstilsynet ikke hjemmel til - hverken efter de danske regler eller EU’s bestemmelser,” siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen til Netavisen Pio.

Den dispensation er noget sjusk

“Det fremgår klart af reglerne, at sådanne aftaler skal tiltrædes af en national lønmodtagerorganisation og en national arbejdsgiverorganisation. Og det er ikke sket her. På lønmodtagersiden har et slags samarbejdsudvalg hos FBC tiltrådt aftalen. Samarbejdsudvalget har overhovedet ikke kompetence til at indgå den slags aftaler. det har alene Fagbevægelsens Hovedorganisation, 3F eller BAT-kartellet. Den dispensation er noget sjusk. Så her har Arbejdstilsynet begået en kæmpe brøler,” siger Morten Skov.

 

Han oplyser, at FH af samme grund har klaget til Arbejdstilsynet over Arbejdstilsynets dispensation til FBC.

BAT-forbundene indledte i februar en forhandling med FBC om en overenskomst, som FBC dog valgte at trække sig fra i maj måned.

Anlægsarbejdet har derfor nu kørt i tre måneder uden overenskomst. FBC driver byggeriet med en ordning, hvor der arbejdes 28 dage i træk i 12-timers vagter uden et eneste fridøgn.

“At køre 12-timers vagter uden pause i 28 dage er dybt skadende for de pågældende byggearbejde. Det skal stoppes,” understreger Morten Skov Christiansen.

1. konfliktvarsel er sendt

BAT-kartellets medlemsforbund har sendt 1. konfliktvarsel overfor FBC på grund af den manglende overenskomst. Desuden har forbundene sendt overenskomstkrav til alle de underentreprenører til FBC, der fremgår af RUT-Registret. Ingen af disse ønsker at indgå overenskomst.

FBC og BAT har i dag den 28. september en sag for Arbejdsretten, der handler om, at FBC hævder, at FBC ikke er den rette part at rette konfliktvarslet og overenskomstkravet imod, fordi FBC alene er et ”administrationsselskab” uden ansatte.

Vi er dybt bekymrede over, at FBC ikke vil indgå en fælles aftale om ordentlige arbejdsforhold

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at Danmarks pt. største anlægsarbejde for den danske stat bliver gennemført af et konsortium, der nægter at indgå overenskomst. Vi er dybt bekymrede over, at FBC ikke vil indgå en fælles aftale om ordentlige arbejdsforhold for de mange arbejder på anlægsarbejdet. Det er ikke alene bekymrende for de konkrete arbejdere, der på den måde mister sikring af løn og arbejdsforhold. Men det er også et stort hul under vandlinjen når man ser på, hvad det har af betydning for vores samfund, hvis der på den måde bliver accepteret, at offentlige midler bliver brugt uden sikkerhed for, at aftalesystemet og den danske model er overholdt,” siger Claus von Elling, der er formand for 3F Byggegruppen.

Det er anden gang fagbevægelsens demonstrerer mod det hollandske tunnel-konsortium, Femern Belt Contractors (FBC).

16 september demonstrerede omkring 100 byggearbejdere og tillidsfolk mod FBC manglende vilje til at tegne overenskomst. Den demonstration foregik ved byggepladsen i Rødbyhavn på Lolland.

"FBC vil ikke underskrive overenskomst. Den går ikke. Det kan vi ikke acceptere. I Danmark kører vi tingene via overenskomster," sagde Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen til Netavisen Pio ved den lejlighed.

Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) er en faglig samarbejdsorganisation for syv forbund:

  • 3F
  • Malerforbundet
  • Blik- og Rørarbejderforbundet
  • Dansk El-Forbund
  • Dansk Metal
  • HK/Privat
  • Teknisk Landsforbund

Det sker ved demonstrationen

  • Hvor og hvornår: Mandag den 28. september fra kl. 13.30 afholder forbundene i BAT en fælles demonstration foran Arbejdsretten, Sankt Annæ Plads 5
  • De holder tale: Gruppeformand for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, næstformand i FH Morten Skov Christensen, næstformand 3F Lolland Bjarne Jensen og formand for FPU, Thilde Waast.
  • Corona-foranstaltninger: Af hensyn til Corona vil der blive holdt afstand og deltagerne bærer maske foran Arbejdsretten.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet