Fagforbund: Ledelsesreform må ikke blive spareøvelse

Det er sympatisk at regeringen vil styrke de offentlige ledere, men rammer og ressourcer skal følge med, lyder det fra fagforbund.
Bedre offentlig ledelse er en af nøglerne til en stærkere offentlig sektor i fremtiden.

Det mener i hvert fald minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), som onsdag præsenterede regeringens udspil til en ledelses- og kompetencereform i den offentlige sektor, ’En offentlig sektor rustet til fremtiden’.

Opgaver løses bedst i fællesskab

”Ledelse spiller en helt central rolle på enhver arbejdsplads. Dygtige og engagerede ledere, der for eksempel giver medarbejderne plads til at bruge deres faglighed og inddrager dem i tilrettelæggelsen af opgaverne, skaber ofte de bedste resultater og gode arbejdspladser med høj trivsel. Derfor er det også helt afgørende, at vi har dygtige offentlige ledere, der kan sætte en retning, og samtidig forstår værdien af, at opgaver løses bedst i fællesskab,” siger Sophie Løhde i forbindelse med præsentationen af udspillet.

Udspillet består af i alt 22 initiativer, som skal styrke og udvikle offentlig ledelse og være med til at sikre, at medarbejdere og ledere kan udvikle deres faglige kompetencer.

Sygefravær skal ned

Regeringen vil gerne nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor, blandt andet ved at etablere et nyt rejsehold, der kan tage rundt i hele landet for at rådgive arbejdspladser med et særligt højt sygefravær.

”Et godt arbejdsmiljø og et lavt sygefravær er nogle af grundstenene for at have velfungerende arbejdspladser, der gør det muligt at skabe værdi for borgerne. Her spiller god og kompetent ledelse et vigtigt element. Det er der behov for at styrke, og jeg er derfor glad for, at vi i dag kan præsentere brede sygefraværsinitiativer, som skal være med til at sikre et bedre og sundere arbejdsmiljø,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Et godt arbejdsmiljø og et lavt sygefravær er nogle af grundstenene for at have velfungerende arbejdspladser

Fremlæggelsen af initiativerne falder sammen med, at de to ministre er blevet indkaldt til samråd i Folketinget for at forklare, hvorfor de har udgivet en rapport med misvisende tal om sygefravær i det offentlige.

De skal også forklare, hvorfor Troels Lund Poulsen blandt andet sagde til Berlingske, at han ikke kunne se, hvorfor man ikke skulle have en offensiv sygefraværspolitik i det offentlige, for det høje sygefravær kunne ikke passe, og Sophie Løhde kaldte det ”uforklarligt”. Udsagn som vakte stor debat – også på Netavisen Pio.

Dårlige ledere skal ud

Der er mange dygtige ledere i den offentlige sektor. Men for mange får lov til at blive siddende i for lang tid, selv om de ikke er dygtige nok, mener Sophie Løhde.

”Men vi har også ledere, som ikke nødvendigvis er ledere, fordi de er blevet udnævnt til at være det. De findes også i den private sektor.Vi kan se på Ledelseskommissionens undersøgelser, at der i den offentlige sektor måske er en berøringsangst for at afskedige ledere, der ikke præsterer,” siger hun til Ritzau.

Den melding undrer man sig over hos fagforeningen Djøfs afdeling for 7.500 offentlige chefer.

”Det er en myte, at der skulle være en håndsky kultur i den offentlige sektor mod at afskedige ledere, der ikke præsterer. De seneste tal viser, at i alt 210 offentlige djøf-chefer blev fyret i 2017,” siger formanden, Hanne Fugl Eskjær, i en pressemeddelelse.

Hun advarer desuden mod at skyde skylden for dårlig performance på den enkelte leder. Dårlig ledelsen kan, efter hendes opfattelse, også skyldes de rammer som de offentlige ledere opererer i, herunder de økonomiske.

Alt for meget symbolik

Hos fagforbundet FOA, mener formand Mona Striib, at flere af regeringens initiativer er mere symbolik, end noget der vil forandre noget.

”Det er da sympatisk, at regeringen vil udnævne ledelses-ambassadører, indføre en ledelsesuge og starte en velfærdsstafet. Men giver det bedre velfærd i den sidste ende for borgerne," lyder det med et retorisk spørgsmål fra Mona Striib.

Men giver det bedre velfærd i den sidste ende for borgerne

FOA hilser også fokus på sygefravær velkomment, men advarer kraftigt om at tro. at det kan bruges som anledning til at skære ned.

"Jeg vil stærkt advare mod at tage forskud på gevinsterne ved lavere sygefravær ved at gennemføre besparelser. Det er godt og på tide, at ministrene nu vil være med til at gøre noget ved, at alt for mange af dem, der hver dag knokler for danskernes velfærd, bliver syge af gå på arbejde. Årsagerne til sygedage, der stammer fra arbejdet, kan være både dårlig ledelse, manglende ressourcer og dårligt arbejdsmiljø - alle dele skal vi gøre noget ved," siger hun i en FOA-pressemeddelelse.

Nytter ikke med trusler

FOA er tilfreds med den del af udspillet, der lægger vægt på offentlige lederes evne til at involvere medarbejderne i tilrettelæggelsen i arbejdet. Men Mona Striib undrer sig over Sophie Løhdes trusler om fyringer af ledere.

"Det er absolut en fin tilgang. FOAs medlemmer efterspørger nærværende og inddragende ledere. Trusler om fyresedler er bare ikke vejen dertil. Den skal findes i et samarbejde med de lokale ledere og medarbejdere. De ved, hvor skoen trykker," siger hun, og understreger, at regeringen ikke bare skal bruge lederne som undskyldning for, at der ikke er nok penge og ressourcer i den offentlige sektor.

"Vi køber ikke en dagsorden, der skubber aben for manglende ressourcer over på lederne," siger hun.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce