Her er et scenarie: Forestil dig, at vi er tilbage i 2008, da det gik op for offentligheden, at finanskrisen var en realitet.

Banken Lehmann Brothers er lige krakket, og på TV-skærmen vises billeder af bankens ansatte, som forlader bygningen med deres ejendomme i en papkasse.

Forestil dig så, at medierne dækker det ved at skrive om, hvilken stor tragedie det var, at de bankansatte mistede deres job, om de kunne sove om natten, at nogle af dem græd, og om de nu havde råd til julegaver til deres børn.

Lyder det mærkeligt? Ikke desto mindre var det, hvad der skete under mink-sagen.

I hvert fald hvis man spørger Mathilde Walter Clark.

Tager fokus fra historien

Med bogen “Det blinde øje” har Mathilde Walter Clark skrevet en bog, som går mink-sagen efter i sømmene.

Ikke mindst hvordan medierne overså den egentlige historie om minkerhvervet, som handler om vigtigere ting end minkavlernes personlige tragedie.

“For mig at se, kan jeg ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at stille skarpt på minkproducenterne og deres personlige tragedie. Når man gør det, tager man fokus fra det, som er den historie, der vedkommer os alle,” siger Mathilde Walter Clark til Netavisen Pio.

Hun udkom med sin bog i september i år, hvor hun i et grundigt tilbageblik analyserer, hvad der skete i kølvandet på, at statsminister Mette Frederiksen (S) bekendtgjorde, at alle mink skulle aflives på baggrund af en risikovurdering fra Statens Serum Institut.

Det, vi så, da smitten spredte sig på minkproduktionerne var det værste tænkelige udfald af et kalkuleret sats

"Det, vi så, da smitten spredte sig på minkproduktionerne var det værste tænkelige udfald af et kalkuleret sats. En smitsom virus begyndte at mutere. Sådan plejer et industriprodukt ikke at opføre sig - en dækkeserviet kan eksempelvis ikke smitte,” siger Mathilde Walter Clark.

Hun understreger altså, at der ved enhver produktion af dyr er risiko for at eksempelvis sygdom kan ramme besætningen.

“Man havde taget et stykke natur, et dyr, og sat det i en situation som var naturstridig og nu slog naturen ud. Men vi talte stadig, som om det var et industriprodukt, og ikke om at der var blevet taget et sats på vores allesammens vegne." uddyber Mathilde Walter Clark om den måde, man har produceret mink på i Danmark.

“Virologer taler for eksempel om svineindustrien. Det er ikke et spørgsmål om, der kommer en pandemi fra svineindustrien. Det er et spørgsmål om, hvornår der kommer en pandemi fra svineindustrien.”

En sentimental fortælling om minkavlere

I stedet for at åbne for en debat om, hvad mink-sagen fortalte om vores samfund, blev sagen i stedet gjort til en historie om personlig tragedie, mener Mathilde Walter Clark.

“Det blev gjort til en sentimental fortælling om minkproducenten og hans personlige ulykke,” siger hun.

Det er ikke fordi, minkavlerne burde gøres til syndebukke, eftersom de blot udnyttede lovens rammer, understreger Mathilde Walter Clark.

“Myndighederne var skyldige, og vi var alle sammen skyldige, fordi vi er medvirkende til at opretholde systemet. Så den sprække, der kom i den struktur, blev aldrig adresseret,” siger Mathilde Walter Clark.

Men den tilgang var fraværende i mediedækningen, mener hun.

“Den var rigtig hård at skrive, den her bog. Det var virkelig svært. Udover at stoffet var enormt hårdt, så havde jeg en fornemmelse af at svømme massivt imod strømmen, fordi man ikke kan finde et eneste medie, der har anlagt noget, der minder om den vinkel, jeg har anlagt,” siger Mathilde Walter Clark.

“Hvis man havde fortalt historien på den måde, jeg lægger op til, så tror jeg ikke, det havde kostet samfundet 19 milliarder kroner,” tilføjer hun.

Kalder det ikke mink-sagen

Mathilde Walter Clarks kritik handler om forskellen på en “papir-virkelighed” og så “den kødelige virkelighed”, som hun kalder det.

Historien om mink-sagen blev forstået som en papir-virkelighed frem for at fokusere på det konkrete:

“Det blev til historien om, at nogen havde krænket minkavlernes ejendom. At de skulle være gået ind på matriklen klokken fem i stedet for klokken fire og sådan nogle ting. Og det er selvfølgelig enormt vigtigt for os mennesker, fordi det handler om vores love og vores aftaler og om at vi kan regne med dem,” siger Mathilde Walter Clark og tilføjer:

“Men det er jo ikke lige så virkeligt som den kødelige virkelighed.”

I stedet for at handle om dyr og mink, så kom det til at handle om lovhjemmel, det vil sige jura og paragraffer.

I artiklen indtil videre har jeg brugt betegnelsen “mink-sagen” til at beskrive forløbet efter, at regeringen med Mette Frederiksen i spidsen besluttede at aflive alle danske mink den 3. november 2020.

Det er gjort for at gøre det lettere for læseren at forstå, hvad der henvises til. Men Mathilde Walter Clark mener, at sagen burde kaldes noget andet. I hvert fald hvis man henviser til forløbet, der fulgte efter beslutningen den 3. november 2020.

“I mange interviews er jeg begyndt at kalde det hjemmel-sagen, for det handlede jo ikke på noget tidspunkt om mink, selvom det hedder mink-sagen,” siger Mathilde Walter Clark.

“På den måde blev det til en papirhistorie. Det handlede om papir, om jura, om lovhjemmel og om fortolkning af lovteksten. Og så handlede det om penge. Og alle de ting er jo lavet af papir,” uddyber hun.

I baggrunden for papirhistorien kom “den kødelige virkelighed,” hvor de dårlige forhold for mink af kød og blod blev overset til fordel for spørgsmålet om lovhjemmel.