Gymnasieelever skal vejledes om erhvervsuddannelser

Folketinget vil ændre reglerne, så gymnasieelever kan få rådgivning om at blive tømrer eller murer.
I dag må studievejlederne på de danske gymnasier ikke rådgive eleverne om erhvervsuddannelser. Kun videregående uddannelser.

Men nu tegner der sig et flertal på Christiansborg for at ændre den regel.

”I dag er der rigtigt mange, der bliver studenter, og som så ikke rigtigt ved, hvad der skal ske. Mange vælger en videregående uddannelse, men rigtigt mange ville have godt af at tage en erhvervsuddannelse.”

”De mangler vejledning, og systemet er i dag så skørt, at det må Studievalg Danmark ikke. Det skal selvfølgeligt laves om,” siger SF’s uddannelsesordfører Jacob Mark til Ritzau.

Mange vælger en videregående uddannelse, men rigtigt mange ville have godt af at tage en erhvervsuddannelse

Når loven ser ud, som den gør, skyldes det, at en erhvervsuddannelse efter en gymnasieuddannelse er blevet set som en dobbeltuddannelse.

Ifølge Jacob Mark (SF) har både undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) informeret ham om, at de er indstillet på at ændre reglerne.

Også Venstre og Det Konservative Folkeparti skulle efter sigende støtte ændringen. Dermed tegner der sig et politisk flertal.

Fagforening: Studievejledere skal på efteruddannelse

Ændringen af reglerne bliver mødt med glæde i fagforeningen Dansk Metal, der længe har arbejdet for, at reglerne skulle ændres.

”Jeg er glad for, at et flertal i Folketinget har lyttet til Dansk Metal og nu åbner op for, at gymnasieelever også kan vejledes over til erhvervsuddannelserne og det faglærte arbejdsmarked, hvor der i den grad er brug for dem,” siger Kasper Palm, der er forbundssekretær i Dansk Metal, til Netavisen Pio.

Allerede i dag vælger 10 procent af gymnasieeleverne at tage en erhvervsuddannelse,

En sådan ændring vil blot afspejle en virkelighed, hvor mange gymnasieelever allerede vælger en erhvervsuddannelse, mener han. Men der skulle gerne være flere, som går den vej:

”Allerede i dag vælger 10 procent af gymnasieeleverne at tage en erhvervsuddannelse, efter de har fået huen på, og de nye regler vil blot gøre det nemmere for eleverne at finde den rette hylde i livet. Og rigtigt gerne inden for et Metal-fag,” siger han.

Kasper Palm understreger dog vigtigheden af, at studievejlederne får efteruddannelse, så de fremover også vil være i stand til at vejlede gymnasieeleverne om de mange muligheder, som erhvervsuddannelserne tilbyder:

”Som det er i dag, så kender studievejlederne kun til de videregående uddannelser, og derfor er det vigtigt, at der sættes penge og ressourcer af, så studievejlederne kan blive klædt på til den nye opgave med den nødvendige viden til også at vejlede de unge i retning af erhvervsuddannelserne,” siger han.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg synes, at der her er tale om en eklatant misforståelse. Gymnasiernes formål er og bør være en forberedelse til en universitetsuddannelse, og efterfølgende uddannelser til alt muligt andet er udtryk for en fejlvurdering hos gymnasiasterne og et groft misbrug af den gymnasiale uddannelse. Og en sådan fejlvurdering bør ikke støttes af det officielle Danmark. I stedet bør man opruste de ikke-gymnasiale uddannelser. Det er jo en kendsgerning, at man via ikke-gymnasiale uddannelser godt kan komme til at oppebære en god løn. Det, at gymnasiet har udviklet sig til at være universalsvaret på alle spørgsmål, modsvares af de alt for omfattende muligheder for uddannelser efter gymnasiet. Man skulle hellere tage og kikke på de forskellige uddannelsers krav om gymnasiebaggrund – om den egentligt er meningsfuld. En murer eller en tømrer eller en maskinarbejder har ikke brug for en gymnasial baggrund, og det er misbrug af offentlige ressourcer, at alle tager en gymnasial uddannelse ”for en sikkerheds skyld”. Dette medvirker jo også, at der på gymnasierne går et betydeligt antal elever, som i virkeligheden er komplet uegnede til at gå i gymnasiet. Man kunne med fordel indføre en drakonisk optagelsesprøve til gymnasiet. Men den er S og SF næppe med på.

Annonce