Krigen mellem Israel og Hamas får danske fagfolk til at tvivle på integrationen

De seneste uger har jeg som specialist i styrkelse af interkulturelle kompetencer afholdt kurser for flere hundrede fagfolk.

Jeg har afholdt sådanne kurser for pædagoger, undervisere, psykologer, politifolk, boligsociale medarbejdere, sundhedspersonale mv. i snart 12 år.

Det er blevet til over 1500 kurser for sammenlagt mere end 40.000 fagfolk. Jeg har altså haft fingeren på pulsen i mange år, og på det seneste har jeg lagt mærke til, at der er sket en afgørende ændring. Fagfolkenes faglige fokus har skiftet.

Før var der et stort ønske om at hjælpe den enkelte flygtning og indvandrer. Det er det selvfølgeligt stadig, for det er jo drivkraften hos de socialfaglige fagfolk.

Disse fagfolk har altid arbejdet ud fra en præmis om, at flygtninge og indvandreres udfordringer med at integrere sig i samfundet skyldes socioøkonomiske årsager.

De fleste indvandrere havde jo dårlig uddannelse, var påvirket af fattigdom og havde måske også krigstraumer med i bagagen. Og derfor arbejdede fagfolkene ud fra disse forklaringsmodeller, godt bakket op af de fleste forskere.

Ændrede krav

Da krigen i Syrien og Irak resulterede i at mange flygtninge, fandt vej til Danmark, knoklede fagfolkene så meget de overhovedet kunne for at gøre tingene anderledes, end de havde gjort i 1980’erne og 1990’erne.

Dengang blev der ikke stillet så store krav til den enkelte om beskæftigelse, sprog og deltagelse i samfundets øvrige aktiviteter. Og de manglende krav var ligesom blevet den officielle forklaring på den dårlige integration.

Der er stadig store problemer og tunge socialsager blandt særligt børn og unge fra familier med minoritetsetnisk baggrund

Kravene til indvandrerne har nu ændret sig markant, men fagfolkene oplever, trods de mange stramninger og krav, ikke den helt store bedring i deres socialfaglige arbejde.

Der er selvfølgelig kommet mange flere igennem uddannelsessystemet og flere er kommet i beskæftigelse. Men det har ikke ført til en reduktion i den socialfaglige arbejdsbyrde - tværtimod.

Problemerne er de samme, men forklaringerne på problemerne har ændret sig

Der er stadig store problemer og tunge socialsager blandt særligt børn og unge fra familier med minoritetsetnisk baggrund.

Afgrundsdybe forskelle

Flere institutioner, skoler og ungdomsuddannelser oplever udfordringer med anden og tredje generations efterkommere, hvor fattigdommen er forsvundet og krigstraumerne ikke er førstehåndsoplevede.

Og fagfolkene er begyndt at reflektere over, om de kulturelle og religiøse forskelle i værdier, normer og traditioner også kan være en del af forklaringen.

Disse forskelle kan være så afgrundsdybe, at minoritetselever segregerer sig fra det øvrige fællesskab.

En negativ social kontrol som i øvrigt har til formål at forhindre minoritetseleverne i at tage de danske værdier, normer og traditioner til sig

Fagfolkene står således i en ”dem og os” situation, der giver manglende respekt for fagpersonalet, modsatrettede adfærdsnormer og minoritetselever, der er underlagt massiv negativ social kontrol fra deres bagland.

En negativ social kontrol som i øvrigt har til formål at forhindre minoritetseleverne i at tage de danske værdier, normer og traditioner til sig.

Splittelse blandt fagfolk på arbejdspladsen

Også på de socialfaglige arbejdspladser er der begyndt at opstå problemer i det daglige samarbejde med kollegaer med modsatrettede kulturelle og religiøse værdier og normer.

Det giver gnidninger, utryghed og går ud over trivsel og det kollegiale fællesskab. Det var ikke noget, jeg hørte om for bare 3 år siden, men nu hører jeg, hvordan kommunale ledere ser sig nødsaget til at fravælge ansøgere med minoritetsbaggrund, fordi kandidaterne for eksempel ikke anser kønnene for ligestillede.

Så de kulturelle og religiøse forskelle påvirker nu også fællesskabet i institutioner, skoler, uddannelsessteder

Ledere, som hvis de sagde det åbent, ville blive beskyldt for racisme og ”islamofobi” fulgt af en massiv online hetz og shitstorm mod sig selv og institutionerne, men som oplever, at fravalget er tvingende nødvendigt, fordi kandidaterne ikke bærer et demokratisk værdisæt.

Så de kulturelle og religiøse forskelle påvirker nu også fællesskabet i institutioner, skoler, uddannelsessteder og ude på den enkelte arbejdsplads.

Krigen mellem Israel og Hamas er blevet en fremkaldervæske for fagfolk 

Efter at Hamas, med deres frygtelige terrorangreb på Israel den 7. oktober, brød våbenhvilen med Israel, er mange fagfolk ufrivilligt havnet midt i konflikten her i Danmark.

Elever, forældre og kollegaer med palæstinensisk baggrund er selvfølgelig dybt påvirket af den humanitære krise som krigen har medført efter Israels bombardement af Gaza. De er naturligvis bekymrede for deres familier, ulykkelige og forfærdede over de mange civile, der bliver såret og dræbt hver dag. Alt dette forstår fagfolkene godt.

Men krigen har på mange måder også virket som en fremkaldervæske for de integrationsudfordringer fagfolkene forsøger at løse.

Mange føler sig presset af deres muslimske kollegaer til at vælge side i konflikten.

Andre oplever aggressive børn og unge der i skolernes og ungdomsuddannelsers læringsmiljøer spreder had mod jøder

”Vi bevidner din tavshed. Du støtter apartheid og drab på børn med din tavshed”, bliver der skrevet i rundsendte opfordringer i både direkte beskeder og i åbne opfordringer på sociale medier.

Dette også til dels med pro-palæstinensiske billeder og historier på deres personlige sociale platforme. Hvis de nægter at støtte den pro-palæstinensiske side, får de prompte at vide, at de har blod på hænderne og støtter Israels folkemord.

Andre oplever aggressive børn og unge der i skolernes og ungdomsuddannelsers læringsmiljøer spreder had mod jøder, opfordrer til jihad og Israels udslettelse.

En retorik børnene og de unge opleves at få med sig ikke kun fra sociale medier men også fra deres sorgramte og vrede familiemedlemmer.

Aldrig oplevet noget lignende

Det har fået mange fagfolk til at problematisere visse minoritetsgruppers kulturelle og især religiøse værdier og normer. Igennem de tolv år jeg har undervist fagprofessionelle, har jeg aldrig oplevet noget lignende.

Aldrig nogensinde har en kursist givet udtryk for, at hun ikke længere tror, at vi i fremtiden kan leve fredeligt sammen. Men alene i denne uge har jeg oplevet mere end tyve give udtryk for dette.

Flere er blevet skræmte af palæstinensernes aggressive retorik og kampråb

Desværre ikke i plenum - men i pauserne, hvor de føler sig fri til at tale. Dermed forbliver deres opgivenhed en tavs viden, som kun meget få får kendskab til.

Flere er blevet skræmte af palæstinensernes aggressive retorik og kampråb som “From the river to the sea” og senest også Hizb Ut Tahrirs ”Palæstina er besat, det skal løses med jihad”.

Og den øgede trussel mod de danske jøder påvirker også fagfolkene.

Den værst tænkelige situation

Fagfolkene kan ikke længere se forskellen på Islamisk Stats tilhængere og den radikalisering og islamisme, som vi som samfund bekæmpede for bare få år siden, og på de palæstinensere, der nu demonstrerer på gaderne og på den radikalisering og ekstremisme, der foregår lige nu, fordi retorikken er så voldsom.

Hvis dem, der står i spidsen for at skabe bedre integration, ikke længere tror på, at deres arbejde nytter - hvad gør vi så?

Dette er for mig den værst tænkelige situation, for hvad gør vi, hvis tvivlen på den fredelige sameksistens blandt de socialfaglige fagfolk ikke bare spreder sig, men faktisk også slår rod, også efter våbenhvilen eller freden er kommet? 

Hvis dem, der står i spidsen for at skabe bedre integration, ikke længere tror på, at deres arbejde nytter - hvad gør vi så?

Selvom de aktuelle udfordringer ligger hos fagfolkene, så er det øvrige civilsamfund, og det er os alle sammen, allerede nu nødt til at diskutere, hvordan vi takler den norm- og værdimæssige kløft, der aktuelt med al tydelighed viser sig mellem visse indvandrergrupper og det danske samfund.