LA-leder: Den økonomiske fattigdom er udryddet i Danmark

Den økonomiske fattigdom i Danmark er udryddet. Til gengæld er den åndelige fattigdom og sociale armod steget. Så klar er meldingen fra LA-leder Alex Vanopslagh.
Foto: Københavns Kommune
Han blev valgt ind ved folketingsvalget den 5. juni. Og da det stod klart, at den daværende politiske leder for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, ikke opnåede genvalg til Folketinget, pegede pilen pludselig på den unge Alex Vanopslagh.

Vil videreføre Joachim B. Olsens arbejde

Selvom Alex Vanopslagh endte med at blive Anders Samuelsens arvtager, er det ikke just Samuelsens linje, som den nye LA-leder i første omgang har tænkt sig at lade sig inspirere af.

Til gengæld har han erklæret, at han ønsker at videreføre Joachim B. Olsens stil og give debatten om kontanthjælp og sociale ydelser ”en ny, liberal dimension, der handler mindre om beløbsstørrelser og mere om borgerligt arvegods.”

Det skriver Berlingske, som tirsdag bringer et forsideinterview med den nye mand i spidsen for Liberal Alliance.

Måden, man kan overleve på, er at påberåbe sig en offerrolle

Ligesom tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen opnåede Joachim B. Olsen ikke genvalg ved folketingsvalget 2019, som blev en stor skuffelse for Liberal Alliance.

Udover at den nu forhenværende partileder, Anders Samuelsen, røg ud af Folketinget, fik Liberal Alliance en tilbagegang på 5,9 procent og ni mandater. Dermed opnåede partiet en vælgertilslutning på blot 2,3 procent – kun lige over spærregrænsen – svarende til fire mandater.

For nemt at påtage sig en offerrolle

Debatten om sociale ydelser er igen kommet på den politiske dagsorden efter, at regeringen med støtte fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre landede en aftale om en ekstra økonomisk håndsrækning til de familier, der er blevet hårdest ramt af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Der er tale om et midlertidigt tilskud til de fattigste børnefamilier.

Aftalen har bestemt ikke vakt begejstring hos LA-leder Alex Vanopslagh. Han mener, at velfærdsstaten og de sociale ydelser har fået moralen og det værdimæssige fundament, der har skabt rigdom og velstand i Danmark, til at smuldre. Han uddyber:

”Borgerne har fået frataget noget ansvar. Der er generationer, som er vokset op i det system og har fundet ud af, at måden, man kan overleve på, er at påberåbe sig en offerrolle,” siger han og tilføjer:

”Et eksempel er det med, at det nu også er kommunens ansvar at sikre, at man får en bolig. Man har også fjernet ansvaret for at finde sig et arbejde.”

Pisk og gulerod

Alex Vanopslagh medgiver, at ’pisken’ ikke altid er løsningen. Det samme er dog tilfældet med højere ydelser, siger han:

”Der vil altid være mennesker, som mangler ressourcerne til at mestre deres hverdag. Og som ikke er i stand til at udsætte deres behov. Dem hjælper pisken ikke nødvendigvis særlig meget over for – ligesom højere ydelser øjensynligt heller ikke gør det.”

LA-lederen er dog ikke et sekund i tvivl om, at økonomiske incitamenter er vejen frem, for ’det skal kunne betale sig at arbejde’ – også ved at tage et lavtlønsjob.

Jeg synes ubetinget, at kontanthjælpen skal være lav

”Man kan særligt se det for de lidt mere ressourcestærke – dagpengemodtagerne, for eksempel – men man har også set kontanthjælpsloftet have en effekt. Der skal være en forskel på at være i lavtlønsjob og på kontanthjælp, og jeg synes ubetinget, at kontanthjælpen skal være lav,” siger Vanopslagh.

”Vi har udryddet økonomisk fattigdom”

Liberal Alliances partileder besøgte for et par uger siden en enlig mor på kontanthjælp, hvilket gjorde stort indtryk på ham, fortæller han:

”Det ville selvfølgelig være det nemmeste i verden som borgerlig at pege fingre ad hende og bede hende tage sig sammen. Men over for mig sad et menneske og en mor, 32 år, som havde mistet alt håb for og tro på livet og muligheden for at forbedre sin situation. Og som var dybt ulykkelig over det. Og det påvirkede mig,” skrev han i et opslag fra sin Facebook-side.

 

”For dét er i sandhed fattigdom – åndelig fattigdom og armod”, skriver han om den situation, som den enlige mor og kontanthjælpsmodtager befinder sig i.

I sit Facebook-opslag skriver Vanopslagh, at ”vi har udryddet økonomisk/materiel fattigdom – men haft en stigning i åndeligt armod.”

Vi har udryddet økonomisk/materiel fattigdom

Han mener, at der hersker en håbløshed hos mange kontanthjælpsmodtagere. I tilfældet med den enlige mor tror han dog ikke, at det ville hjælpe at sænke hendes ydelser.

”Jeg tror ikke, det vil give hende troen på, at hun kan ændre sit liv. Tværtimod vil hun nok bare kæmpe endnu hårdere for at få en førtidspension,” siger han.

Andreas Petersson er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

DYBT DYBT SKRÆMMENDE AT NOGEN KAN HAVE SÅ SNÆVERT ET MENNESKESYN SOM DET DER GIVES UDTRYK FOR AF HR Alex V.
Denne er desværre ikke den eneste af slagsen. Der er mange. FOR MANGE. Derfor verden ser ud som den gør. Kun mennesker der har det alt for godt kan tænke NEDLADENDE og SMÅLIGT om andre. Der er absolut ingen empati hvor man fint og nemt ignorerer kendsgerninger om at der eksisterer dybt dybt forarmede mennesker.Ludfattige der må hutle sig igennem livet.Ludfattige der aldrig nogensinde fik en chance for at få sig et bedre liv. Fattigdom avler fattigdom. Som rigdom avler rigdom.

Værrer end Joachim B Olsen. Uhørt diskriminerende holdning at indtage overfor samfundets allersvageste grupper.