Længe leve populisme!

Populisme er snarere løsningen end problemet i demokratier, hvor politikerlede vokser og udkanten gør oprør, argumenterer amerikansk historiker for, i ny bog.
Populisme: I vores daglige tale refererer ordet og begrebet til alt det politik, vi ikke kan lide, og bredt set alt det der truer vores demokrati.

“Revolutionær populisme ... godt ord for kup!” kunne man eksempelvis læse den tidligere direktør i forsikringsselskabe Tryg, Stine Bosse, skrive på Twitter i 2019 om den britiske premierminister Boris Johnson.

Sådan prædiker den intellektuelle og økonomiske elite normalt om populisme.

Og sjovt nok kommer foragten mod og frygten for populisme altid fra denne elite. Og påfaldende nok, er det også altid denne elites privilegier og situation der trues af populismen. Siger populisme-hadet derfor måske mere om eliten end om populister?

Siger populisme-hadet derfor måske mere om eliten end om populister?

Det er spørgsmålet i bogen, ‘The People, NO’, som er skrevet af den amerikanske historiker og Demokrat, Thomas Frank. Han undersøger i sin bog det, han kalder ‘anti-populisme’: den nærmest verdensomspændende udskamning populismen og de menneske-stereotyper som følger med.

Han inviterer derfor på en rejse tilbage i populismens historie, og han vil vise, hvordan populisme i sin oprindelig skikkelse måske snarere er en løsning på end en årsag til demokratiske problemer som politikerlede og ekspertvælder.

‘Anti-populisme’

Ifølge Thomas Frank findes der næppe noget politisk udtryk, som populisme, der i dag på samme tid bruges så nedladende og samtidigt så bredt om politik, der bør frygtes og foragtes.

Skal man have et ansigt på, må stereotypen over dem alle, være Donald Trump: Vi kalder folkeforførere og demagoger som ham for populister, fordi de vinder sympati gennem letkøbte argumenter og tomme fjendebilleder.

Folk som ham, og dem der støtter ham, er ikke blot uintelligente og racistiske, de udgør tilmed den største trussel mod demokratiske institutioner, ja demokratiet selv.

Sådan lyder advarslerne fra journalister, intellektuelle og politikere verden over ifølge Frank. Vi lever derfor i en anti-populistisk tid, hvor vi bilder os en masse ting ind, om faren ved populismen. Historien og Franks bog viser imidlertid noget andet.

Den sande populismes historie

Ovenstående gengivelse og skitsering af populisme måske er korrekt nok i dag, men den har langt fra altid været det, mener Frank.

Populisme begyndte derimod som en solidarisk og organiseret bevægelse af landmænd, bønder, og fabriksarbejdere i USA i slutningen af 1800-tallet, og var dengang associeret med det dengang tredje parti i USA, The People’s Party.

Populismen fødes altså som en bevægelse, der gjorde modstand mod den økonomiske ulighed og racemæssige undertrykkelse, som eliten påførte befolkningen. Det var folkets oprør mod samfundets top - en kamp der vækker minder om den danske socialist Louis Pios i slutningen af 1800-tallet i Danmark.

Menneskene bag bevægelsen i USA opfandt ordet og kaldte sig selv ‘populister’ - hvilket er afledt af det latinske ord for ‘folk’ - og de anvendte ordet som noget positivt. Og hvis vi kender populisme som noget negativt i dag, siger Frank, så er det altså ikke på grund af de oprindelige populister, men derimod dem, der har fortalt deres historie.

Hvad skal vi bruge historien til?

Franks bog bruger således det meste af sin energi på at vise, hvordan begrebet ‘populisme’ gennem USA’s politiske historie har ændret sin betydning radikalt siden The People’s Partys opstand.

Men, fristes man til at spørge Frank, hvad kan den historiefortælling bruges til i dag? Det er nemt at indvende, at man i dag snakker om noget helt andet end en sympatisk og solidarisk bevægelse af arbejdere i slutningen af 1800-tallet, når man snakker om populisme.

Dog er historien om populisme ikke bare en historie om et ord, der har skiftet mening. Det er historien om hvordan eliten har været med til at omvende billedet af en sympatisk og solidarisk bevægelse, til noget i dag negativt og farligt for demokratiet.

Og det er netop fordi, at det altid har været elitens privilegier og økonomiske fordele, der historisk har været på spil i de politiske kampe mellem eliten og ‘resten’.

I det lys, afslører populismens historie noget mere grundlæggende, viser Franks analyse: elitens had til ‘folket’.

Folket mod eliten

Det historiske had blandt eliten for de jævne og ‘normale’ mennesker - kort sagt: ‘folket’ - som også lever i bedst velgående i dag, er bevidnet af mere end bare Franks bog.

Holdning kan måske siges at gå helt tilbage til det antikke Grækenland, altså for omkring 2400 år siden (!). Dengang argumenterede filosoffer som Platon også for, at ‘masserne’ og det menige folk ikke egner sig til politik. De bør snarere blive regeret, end selv at regere, simpelthen på grund af deres selviskhed og mangel på viden.

Den holdning lever videre i dag, når vi kalder Trumps tilhængere for lavt begavede, racister og bonderøve. De og deres dysfunktionelle moralske kompas og dømmekraft fordømmes i medierne ved hver en lejlighed, som anledning til at vise demokratiets største bagsider: at det er det uvidende folk, som bestemmer, og at demokratiet dermed bliver farligt for sig selv.

Selv herhjemme i Danmark lever foragten i bedste velgående. Man kan ikke undgå at blive udråbt som populist, lige så snart man ytrer bare den mindste beundring for det jævne danske folk, dets historie og traditioner.

Og for at udtrykke sit had til folket, bruger eliten ifølge Frank ordet ‘populisme’. Og ved at bruge ordet sådan, er den oprindelige populismes historie gået tabt.

Snarere løsningen end problemet

Derfor handler det for Frank om at generobre titlen ‘populist’. Populisme af den oprindelige slags, siger han, er præcist hvad vi har brug for i dag, hvor korrupte politikere i USA udelukkende tilgodeser deres egne økonomiske interesser, og lefler for folket med tomme løfter og fin snak.

Uden et folk, intet demokrati og ingen politik.

Han sigter ikke til den populisme, som fører til korrupte ledere, men den populisme, som anerkender det almindelig og jævne folk for hvad det er: kilden til legitimitet i de demokratier vi bebor. Uden et folk, intet demokrati og ingen politik.

Glemmer man derimod fra politisk hold at forstå og tilgodese folket, er præsidenter som Trump og stormen på kongressen i januar den naturlige følge, konkluderer Frank tørt. Ris til egen røv for den amerikanske politiske elite.

Venstrefløjens redning 

Simpelthen at glemme at interessere sig for folk, som de er flest, er, mener Frank, den oversete pointe hos størstedelen af politikere, akademikere, journalister og venstreintellektuelle verden over.

Og den populisme, som Frank undersøger, er et interessant modstykke til vores tid, hvor venstrefløjen herhjemme bliver mere og mere påvirket af amerikansk identitetspolitik, der tager udgangspunkt i specifikke befolkningsgruppers etnicitet, religion eller seksualitet.

I Franks gengivelse, minder populisme om en art socialisme af den gamle skole, som handler om større omfordeling, en mere reguleret økonomi og arbejdstagerrettigheder. Meget mere end den racisme, fremmedfjendtlighed og mangel på oplysning, som vores tids intellektuelle insisterer på at populisme opfordrer til.

Vi er alle populister

At minde om den ‘sande’ populismes historie, som Frank forsøger i sin bog, kan ikke siges at være andet end ædelt, interessant og aktuelt.

Læsningen byder på grin og forundring, når han i den 256-sider lange bog dykker ned i den amerikanske politik og kulturs historie, og bl.a. stolt insisterer på at figurer som Franklin D. Roosevelt og Martin Luther King var populister.  

Det kan virke provokerende for moderne øjne at læse, men Frank insisterer. Han vil vise os at ethvert sundt demokrati hviler på en indre populisme. Og i det lys, bør vi nok genoverveje om vi alle er og bør være populister.

Thomas Frank. "The People, NO". 307 sider. Metropolitan Books. Er udkommet.


placeholder

Annonce