Ligestilling drejer sig naturligvis om mangfoldighed og ligestilling i forhold til køn, alder og etniske rødder. Blandt andet om at undgå misbrug af magt og ledelsesret på jobmarkedet, hvad enten der er tale om mobning, sexchikane eller overgreb

Men efter min opfattelse handler det også om ligestilling i forhold til sædvanlige lønmodtagerrettigheder.

Særligt de unge er udsatte: Mere end hver femte ung i Danmark har folkeskolen som højeste uddannelsestrin.

Deres entre på arbejdsmarkedet går ofte via atypiske jobs, der som hovedregel byder på løn- og ansættelsesvilkår, som ligger milevidt fra de normale, overenskomstaftalte forhold, de fleste danskere er vant til.

Et liberalt drømmetilbud

Tag de liberales drømmetilbud til de unge: Snup en tjans via en app-virksomhed. Du kan arbejde, så meget du vil, og lige når du vil. Frihed i lange baner.

I praksis er der udelukkende tale om frihed for ansvar for arbejdsgiverne og ejerne bag platformsvirksomheden.

For de unge forvandles med et smart pennestrøg til solo-selvstændige, hvilket oversat til dansk betyder, at de selv skal stå for forsikring, pension, diverse arbejdsredskaber og så videre plus forsørgelse i ferier og ved sygdom.

Drøm bliver til mareridt

Drømmen viser sig typisk at ændre sig til et mareridt i form af lange arbejdsdage, usikkerhed om indtjening, ingen rammer for sikkerhed eller et reguleret, kontrollerbart arbejdsmiljø. Hvordan skal de sikres ligestilling på arbejdsmarkedet?

Hvordan skal platformsvirksomhedernes medarbejdere reagere, når de bliver udsat for krænkelser i form af eksempelvis at blive taget på røven under rengøring i kundens private hjem?

Eller når det pedaltrampende cykelbud afleverer catering i Hellerup og tilsvines med racistiske udfald fra rigmandsvillaens beboer, der nok skal finde noget at brokke sig over?

Og hvem skal betale, når den (falske) solo-selvstændige af app-virksomheden pålægges ”quick-test” for coronasmitte?

Et minimum af arbejdsgiveransvar

Vi bør som samfund sikre et vist sikkerhedsnet og mindstemål af arbejdsgiveransvar på arbejdsmarkedet, så ligestilling også gælder de ualmindelige lønmodtagere.

Uanset hvordan smarte skriverkarle forsøger at drible fri og score kassen på andres bekostning, så skal platformsøkonomien pålægges den helt grundlæggende forpligtelse, der gælder mellem virksomhed og medarbejder. Bortset fra rengøringstjenesten Hilfr, der har overenskomst med fagforbundet 3F, gælder det platformsvirksomheder over en bred kam.

Det gælder også ”pæne” virksomheder, der smykker sig med medlemskab af arbejdsgiverorganisation, men som gennem entrepriser sprinter afsted fra de aftalte løn- og arbejdsvilkår.

Staten sætter rammerne for erhvervsmæssig virksomhed her i landet, blandt andet hvad angår misbrug af dominerende stilling, regnskaber, eksport og meget mere.

Opfordringen til den nye ligestillingsminister herfra skal lyde, at han med sit kendskab til arbejdsmarkedet skal tale med sine ministerkolleger i regeringen inden for blandt andet justits, skat og erhverv samt arbejde for en ligestilling af platformsvirksomhedernes (falske) solo-selvstændige.

Det vil være en første, kærkommen håndsrækning til de mange tusinde unge uden uddannelse i rygsækken, der må kæmpe med næb og klør for at få en bare nogenlunde anstændig entre på det danske arbejdsmarked.