Annonce

LO: Arbejdskraft-analyse fra Dansk Industri alt for upræcis

DI har undladt at spørge medlemsvirksomhederne, om de har søgt efter medarbejdere – ”jeg bliver lidt skuffet”, siger LO’s næstformand, Nanna Højlund
”Virksomhederne mangler 45.000 medarbejdere”.

Sådan hedder det i en pressemeddelelse fra DI - Dansk Industri, som arbejdsgiverorganisationen udsendte 16. september.

Pressemeddelelsen blev bragt af flere medier, herunder TV2, der både skrev en nyhed om sagen på tv2.dk og lavede et nyhedsindslag samme aften.

I TV-indslaget trådte Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, frem på skærmen og forklarede, at nu var manglen på arbejdskraft en alvorlig trussel mod den danske velfærd. Og en arbejdsgiver fra Kolding forklarede, at hans virksomhed mistede ordrer på grund af mangel på arbejdskraft.

Men gået på klingen erkender Dansk Industri, at organisationen ikke ved, om virksomhederne har annonceret efter arbejdskraft.

”Det har vi ikke spurgt om”

Analysen  består af godt en A4-side tekst. Analysen er dermed blot få linjer længere end selve pressemeddelelsen.

Analysen bygger på et enkelt spørgsmål, som lyder:

”Hvor mange flere medarbejdere kunne være ansat på din virksomhed, hvis der ikke var mangel på medarbejdere?”

Der har i debatten om mangel på arbejdskraft været adskillige eksempler på virksomheder som siger, at de ikke kan få medarbejdere, men som omvendt ikke aktivt søger efter dem.

Manden bag analysen, konsulent i Dansk Industri, Mads Brøndum Djernæs, erkender over for Netavisen Pio, at DI har undladt at spørge medlemsvirksomhederne, om virksomhederne offentligt har annonceret efter den påståede manglende arbejdskraft:

Det har vi ikke spurgt om i denne her sammenhæng

”Det har vi ikke spurgt om i denne her sammenhæng.”

Så Dansk Industri ved ikke hvilken indsats virksomhederne har udfoldet for at få fat i den manglende arbejdskraft, som virksomhederne mener at mangle?

”Ikke på baggrund af den her undersøgelse, nej.”

Mads Brøndum Djernæs medgiver, at spørgsmålet: "Hvor mange flere medarbejdere kunne være ansat på din virksomhed, hvis der ikke var mangel på arbejdskraft?" er ledende, fordi det forudsætter, at der netop er mangel på arbejdskraft:

”Ja, det kan man godt sige.”

DI-konsulenten forklarer videre, at medlemsvirksomhederne blev spurgt om fem-syv spørgsmål vedrørende mangel på arbejdskraft. Men kun det ene af spørgsmålene er altså blevet offentliggjort.

Synes DI, at analysen ”Virksomhederne mangler 45.000 medarbejdere” er et solidt stykke arbejde, som offentligheden og politikerne har nytte af?

”Ja, det skulle jeg mene. Vi står helt på mål for den.”

Men ret beset ved vi faktisk ikke, om nogen af de 466 medlemsvirksomheder, der mener at mangle arbejdskraft, har ydet nogen som helst aktiv indsats for at få fat i de påståede manglende medarbejdere?

”Nej, på baggrund af den her undersøgelse kan vi ikke sige noget om det.”

 

Ledende spørgsmål

”Dansk Industri spørger helt grundlæggende meget ledende. Man spørger virksomhederne, og de kunne tænke sig at være nogle flere. DI kunne lige så godt have spurgt: ”Kunne du tænke dig at komme på ferie, hvis du vandt en million,” siger LO’s næstformand, Nanna Højlund, til Netavisen Pio.

DI kunne lige så godt have spurgt: ”Kunne du tænke dig at komme på ferie, hvis du vandt en million

”Jeg synes, det er rigtig vigtigt, når vi diskuterer behovet arbejdskraft, at vi så er meget præcise i, hvad virksomhederne så reelt har gjort for at skaffe arbejdskraft. Så jeg bliver lidt skuffet over DI’s indsats her. Det er så vigtigt et emne, det her. Så vi må være præcise, og vi må stille det krav til virksomhederne, at det ikke er nok bare at åbne døren for at se om, der står nogen ud for – og hvis der ikke gør, så kan man sige, at man mangler arbejdskraft,” siger Nanna Højlund

DI oplyser over for Netavisen Pio, at DI har spurgt 2.100 medlemsvirksomheder. Heraf har altså 466 svaret - svarende til en svarprocent på godt 21.

Dansk Industri oplyser, at de øvrige fire-seks spørgsmål, som DI hidtil intet har oplyst om, handler om virksomhedernes ”rekrutteringssituation og beskæftigelsesforventning”.

DI ønsker ikke at offentliggøre ordlyden af spørgsmålene.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet