Mette F.: Flere børn skal fjernes fra hjemmet

Statsministeren understreger i sin nytårstale, at samfundet må lægge berøringsangsten til side – for børnenes skyld
Statsminister Mette Frederiksen (S) tog i sin første nytårstale onsdag aften for alvor fat på at indfri sit valgløfte om, at hun først og fremmest vil være børnenes statsminister.

Mette Frederiksen bebuder således, at flere børn skal fjernes fra hjemmet:

”Jeg har truffet et valg. Jeg vil altid stå på børnenes side. Jeg håber, at I – der ser med – vil træffe det valg sammen med mig,” indledte Mette Frederiksen børne-delen af hendes nytårstale.

Statsministeren sagde ligeud, at vi må lægge berøringsangstens væk – for børnenes skyld:

Men i dag får nogle forældre for mange chancer.

”Ligegyldigt hvor dårligt mennesker har det. Så vil vi alle sammen det bedste for vores børn. Men i dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk,” sagde statsministeren og understregede, at det også skal være slut med berøringsangsten over for andre kulturer:

”Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Og piger skal have samme frihed som drenge. Vi må træde i karakter som samfund.”

Vi må træde i karakter som samfund

Flere børn skal bortadopteres

Mette Frederiksen bebuder også, at S-regeringen vil arbejde for at flere udsatte børn end i dag får et nyt hjem:

”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”

Statsministeren og S-regeringen vil også arbejde for at flere børn skal bortadopteres:

”Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Statsministeren understregede i sin nytårstale, at hun er fuldt ud klar over, at ikke alle vil være enige med hende:

Vi må entydigt tage børnenes parti

”Jeg ved godt, at det ikke er alle, der vil være enige med mig. Nogle vil sige, at vi skal forebygge mere. Hjælpe familierne. Det skal vi. Men det vil ikke være nok. Vi må entydigt tage børnenes parti,” lød det fra statsministeren.

Næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie

Mette Frederiksen understregede, at Danmark tidligere har været foregangsland i forhold til at forbedre forholdene for børn - og give dem nye rettigheder. Mette Frederiksen sagde, at nu skal næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie skrives:

"Danmark var det første land i verden, som besluttede, at alle børn skal have undervisning. Og vi var blandt de første lande til at afskaffe børnearbejde. Begge dele mødte modstand. I 90’erne gik vi foran. Da vi gjorde det forbudt at slå børn. Ikke alle var enige. Også dengang mente nogen, at de voksnes ret kom først. Nu skal vi skrive næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie."

Nu skal vi skrive næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie

Ret til tidligere pension til nedslidste

Mette Frederiksen omtalte også et andet markant valgløfte, nemlig retten til tidligere pension til nedslidte:

Hvis vi skal gøre op med den uretfærdighed, må vi indføre en ny ret til tidligere pension

"For nogle har knoklet så meget. At kroppen ikke kan blive ved. Det er ikke retfærdigt, at I, der har haft det hårdeste arbejde, eller været flest år på arbejdsmarkedet, skal opleve, at velfærdssamfundet ikke er der for jer, når I har brug for det. Hvis vi skal gøre op med den uretfærdighed, må vi indføre en ny ret til tidligere pension. Så bliver der brug for solidaritet. Særligt fra alle os, der har haft mulighederne for at tage en længere uddannelse og er startet senere på arbejdsmarkedet," lød det fra statsministeren.

Tredje hovedtema: Klimakampen

Et tredje hovedtema i statsministerens nytårstale var klimakampen. Her takkede Mette Frederiksen de unge for at gå forrest og kræve handling af de voksne. Hun bad de unge om at fastholde deres engagement:

"I gik på gaden. I krævede handling. I har skubbet til jeres forældre og bedsteforældre. I gjorde Folketingsvalget sidste år til et klimavalg. Det er stærkt. I giver håb. Hold fast i jeres engagement. Og bliv ved med at presse os voksne. Klimaet handler om jer og jeres fremtid. Takket være jer har vi nu den mest ambitiøse klimalov i Danmark. Nogensinde. Nu ser resten af verden igen i Danmarks retning."

Nu ser resten af verden igen i Danmarks retning

Mette Frederiksen understregede, at langt mere skal gøres. Store ændringer i den måde vi lever og producerer på er på vej. Hun understregede samtidig, at de forestående ændringer ikke må få uligheden til at vokse:

"Vores udledning af drivhusgasser skal ned og vores natur skal have det bedre. Det kræver noget af os alle sammen. Vi ser ind i store forandringer i den måde, vi lever og producerer på. Vi skal træffe beslutningerne klogt. Så de også gavner dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi. Og uden at uligheden stiger. Men handle – det skal vi. Det skylder vi den jordklode, vi kun har til låns."

Vi ser ind i store forandringer i den måde, vi lever og producerer på

Mette Frederiksens nytårstale var live. Hun følger dermed i fodsporene på tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der også valgte at holde sine nytårstaler live – modsat Helle Thorning-Schmidt (S), Anders Fogh Rasmussen (V) og samtlige statsministre før dem, der lod deres nytårstaler optage på forhånd – med mulighed for at bortredigere oplæsningsfejl, næsepudsning og lignende.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce