Annonce

Tyske socialdemokrater under massivt pres

SPD er i store problemer, efter det står klart, at Angela Merkel søger genvalg i 2017. Den populære kanslers eget parti, CDU, har en reel chance for at få flertal alene.
Fotoakkreditering: Rolf Wilkes / SPD Odenwald

Tysklands økonomi- og energiminister Sigmar Gabriel har fået en større hovedpine. Gabriel er nemlig også formand for det tyske socialdemokrati, SPD, ved siden af hvervet som minister og vicekansler i Angela Merkels brede to-parti-regering bestående af det konservative CDU og SPD.

Hans egen chef er skyld i hovedpinen. For få uger siden kom det nemlig frem, at Angela Merkel har i sinde at genopstille ved det næste valg til den tyske forbundsdag. Valget finder sted i efteråret 2017.

... vigtigst af alt havde mange socialdemokrater håbet på, at Merkel ikke ville genopstille, sådan at SPD ville få en jordisk chance for at vinde

Dermed går Angela Merkel ind i kampen om at få en fjerde periode som kansler. Hun blev valgt første gang i 2005, hvor hun regerede en periode med SPD i den såkaldte "store koalition". I 2009 skiftede hun SPD ud med det liberale FDP som regeringspartner, og i 2013, da FDP måtte se sig smidt ud af parlamentet af de tyske vælgere, indgik SPD igen i Merkels kabinet.

Absolut flertal til CDU er en reel mulighed
Flere iagttagere havde ellers regnet med, at Merkel ikke ville genopstille i 2017. Og vigtigst af alt havde mange socialdemokrater håbet på, at Merkel ikke ville genopstille, sådan at SPD ville få en jordisk chance for at vinde kanslerposten tilbage efter 12 års ørkenvandring.

Men SPD's hovedpine stopper ikke her. For cirka samtidig med meldingen om, at Merkel søger genvalg, kom en meningsmåling, som gav hendes konservative parti CDU absolut flertal.

Med en spærregrænse på 5 procent og de to andre højrefløjspartier FDP og AfD på henholdsvis 4 og 3 procent, kunne CDU med 43 procent af stemmerne teoretisk opnå et flertal alene i Forbundsdagen i Berlin. SPD måtte i samme måling nøjes med 24 procent af stemmerne - en smule ringere end valgresultatet i september 2013.

SPD-profil: Merkel gør det fremragende
Forbundskanslerens utrolige politiske styrke understreges af, at SPD's egen delstatspræsident i Slesvig-Holsten, Torsten Albig, midt i sommerferien meldte ud, at Angela Merkel gør sit arbejde "ganske fremragende".

Det er op ad bakke for de tyske socialdemokrater, når hovedmodstanderen er den populære og tæt på uovervindelige Angela Merkel, og man samtidig er i regering med hende

Han udtalte også, at SPD sådan set godt kunne give afkald på at have en decideret kanslerkandidat og måske i stedet blot skulle have en spidskandidat ved valget. "Hun er en kansler, som tyskerne tydeligvis godt kan lide. Jeg tror, det er svært at vinde et valg imod hende," sagde Albig til tyske NDR.

Det adskiller sig ikke meget fra det, Torsten Albig udtalte over for Netavisen Pio i september 2014, da vi fangede ham på den socialdemokratiske partikongres i Aalborg. Dengang sagde han blandt andet, at "... de konservative med Angela Merkel har fundet en figur, som imødekommer tyskernes behov og ønsker om en præsidentlignende lederskikkelse, som definerer sit politiske hverv på en meget upolitisk eller tværpolitisk måde. Merkel bliver ikke opfattet som leder af CDU, men først og fremmest som Tysklands kansler". Samtidig mente han, at Merkel er "særdeles socialdemokratisk", og at CDU groft sagt er "et centrum-venstre-parti på de store spørgsmål". Læs hele interviewet her.

Med sin provokerende attitude har Albig denne sommer igangsat en større intern debat i det tyske socialdemokrati om "die K-Frage", kanslerspørgsmålet, selv om Sigmar Gabriel selv har afvist at indgå i en sådan debat allerede nu.

Ralf Stegner, der er forbundsnæstformand i SPD og formand for både Torsten Albigs egen delstatspartiorganisation og SPD's gruppe i Slesvig-Holstens delstatsparlament, har erklæret sig dybt uenig med Albig. "Et parti som SPD, som indgår i 14 ud af 16 delstatsregeringer, som er ved magten i næsten alle tyske storbyer, kan selvfølgelig ikke opgive kravet om at få kanslerposten," mener han.

Spørgsmålet er, hvor længe SPD reelt kan udsætte debatten om en (ny) kanslerkandidat, hvis partiet skal gøre sig forhåbninger om at vinde valget om to år. Mest centralt står i hvert fald, at SPD har brug for en grundlæggende diskussion af, hvad man egentlig vil stille op. Det er op ad bakke for de tyske socialdemokrater, når hovedmodstanderen er den populære og tæt på uovervindelige Angela Merkel, og man samtidig er i regering med hende.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet