Annonce

Uansvarlighed, kokain og liberalisme på speed

Alex Vanopslagh har trods bøger og underholdningsshows om ansvar ikke flyttet Liberal Alliance ud af Anders Samuelsens skygge som et liberalistisk højrefløjsparti.
Foto: Liberal Alliance
Alex Vanopslagh (LA)
Det lignede en scene fra TV-serien Klovn og havde nok fungeret bedre som satire, da Alex Vanopslagh (LA) til sit velbesøgte show “Alex & Ansvaret” i KB-hallen hev entertaineren Casper Christensen på scenen til en åbenhjertig snak om feststoffet MDMA.

At fremhæve Casper Christensen, kendt for sit festliv og glamourøse filmkarriere som rollemodel for unge mennesker, var nok noget, de fleste danskere ville kalde uansvarligt.

Det samme gælder Liberal Alliances forslag om at legalisere salg af kokain via apotekerne, der er som taget ud af en virkelighedsfjern drømmeverden. Det fremstår som endnu et eksempel på, at partiet navigerer i en form for liberalistisk luftkastel, langt fra den verden, som flertallet af vælgerne lever i.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) betegner det som "teoretisk liberalisme, når det er mest yderligtgående og afsporet fra virkeligheden." 

Oppe på den måne liberalisterne vil privatisere

Uagtet at der kan være god grund til at se kritisk på vores fejlslagne narkotikapolitik, så er forslaget om kokain-salg fra landets apoteker helt oppe på den måne, som liberalisterne i højstemte stunder planlægger at privatisere.

LA blev under VLAK-regeringen berømt og berygtede for deres ultimative tilgang til politik. Den storskrydende formand Anders Samuelsen kravlede med stålblå øjne rundt i de politiske trækroner, mens han udskrev trusler om at vælte både sig selv og resten af regeringen.

Det blev for broget for vælgerne og efter et farceagtigt formandsopgør endte LA i forrige valgperiode helt nede på tre mandater. Dømt ude af både kommentatorerne og det gode borgerlige selskab.

At partiet i dag har rejst sig og i meningsmålingerne konkurrerer med SF om titlen som næststørste parti er imponerende og skyldes i høj grad formand Alex Vanopslaghs enorme talent for kommunikation.

Fra desperado til selvironi

Med den velskrevne bog “Vejen til ansvar” og et nyt politisk fokus der handler mindre om penge og mere om fællesskab har Alex Vanopslagh med stor succes “rebranded” LA. Væk er desperado-politikeren Anders Samuelsen. Erstattet af en mere tænksom og selvironisk Vanopslagh.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er reelle politiske forandringer, og hvad der bare er snak. Det er ikke megen ansvarlighed over Vanopslaghs boligsag, hvor han i årevis har hævet offentlig støtte på et tvivlsomt grundlag.

Det er Vanopslagh ikke den første som gør, men han er den første der skriver bøger om ansvar, imens han gør det

Det er Vanopslagh ikke den første som gør, men han er den første der skriver bøger om ansvar, imens han gør det.

LAs kritik af top-top-skatten, der indføres som en marginal kompensation for den enorme lempelse af topskatten, lyder også som et ekko fra Anders Samuelsens dage. Ligesom LA dengang fejrede, når det blev billigere for rige mennesker at købe både, er det atter de mest velstilledes interesser der varetages.

Lige nu har LA stor succes som tryg hjemstavn for Venstres skuffede vælgere. Men LA er ikke Venstre. LA er stadig et liberalistisk højrefløjsparti og så længe Alex Vanopslagh ikke ændrer på andet end retorikken, vil partiet stadig stå i Anders Samuelsens skygge.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er det også dumt, at det kun er kriminelle våbenhandlere, der tjener penge på at LTF skal anskaffe skydevåben? LTF'erne skyder jo alligevel, så staten kan lige så godt overtage markedet. Så får vi i det mindste moms på bandedrab.

En liberal virkelighedsfjern drømmeverden - Der også dem som påstår at LA åbner deres landsmøder - Til tonerne af Young flowers 60er hit “ Oppe i træet der sidder jeg - og jeg er langt - langt væk “ - Med forslaget om apoteker distribueret kokain salg er der noget der tyder på at partiet og Vanopslagh befinder sig langt - langt væk fra virkeligheden -

At bruge en Karl Smart som Casper Christensen til rollemodel rummer i denne sammenhæng en vis logik, for liberalismen er jo mere end nogen anden ideologi netop Karl Smart'ernes ideologi. Og dermed er LA også deres parti.