Der er opbrud i disse tider. Det er tegn på, at nogle tendenser er ved at vinde fodfæste i den kunsthistoriske reception. Det ses mange steder, oftest som antydninger, men under alle omstændigheder som en tendens, der virkelig rykker noget.

I dette tilfælde er det udstillingen - eller portrættet - af Marie Krøyer, der i dag åbner på Den Hirschsprungske Samling. Det er en vandreudstilling, der er skabt i samarbejde med Skagens Kunstmuseer og Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm.

Det handler om emancipation af især kvinderne i den kunsthistoriske reception, men også om et fornyet fokus på kunsthåndværkets gennembrud i slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede.

Ikke en værdig status

Marie Krøyer er først og fremmest kendt som hustru, muse og figur i ægtemanden P.S. Krøyers malerier. Det er selvsagt ikke en speciel værdig status, set med nutidsøjne, og det er samtidig heller ikke dækkende for Marie Krøyers rolle i Det moderne gennembrud.

Men eftersom hendes malerkarriere var ganske kort, omend enkelte værker måske bør betragtes som betydelige, er det noget nær umuligt at give hende oprejsning som en af datidens mest betydelige kunstmalere.

Især stikker dobbeltportrættet af Marie og P.S. Krøyer ud, hvor kunstnerparret malede hinanden. Det er et meget lille maleri, og blev til i 1890, og her er det virkelig tydeligt, at Marie Krøyer har evner og en særegen stil, der virkelig er bemærkelsesværdig.

Andre malerier stikker også ud på udstillingen, men det er i grunden ikke så omfattende, selvom flere er betydelige og interessante.

Udvider man kunstbegrebet, og ser man på datidens tendenser og værdipolitiske kampe, vokser Marie Krøyers betydning anseeligt. Og det er netop hvad denne udstilling formår at gøre.

Den udvider kampzonen, og pludselig står Marie Krøyer frem som et lysende eksempel på en samtidskunstner - og kvinde - der var stærk, indtagende og fascinerende.

Hendes egen karriere som kunstmaler var, som sagt, kortvarig. Hun udstillede kun to gange i sit liv, i henholdsvis 1888 og 1891.

Efter ægteskabet med P.S. Krøyer var det ironisk nok ikke malerkunsten, der optog hende mest, selvom hun fortsatte med at male. Derimod vaktes hendes interesse for kunsthåndværket og indretningen af hjemmene betragteligt.

Ny kontekst

Men før jeg går videre, er det værd at fokusere på især to nyudgivelser, der kan hjælpe med at illustrere hvorledes udstillingen og portrættet af Marie Krøyer tegnes og indsættes i en ny kontekst.

Mirjam Gelfer-Jørgensens bog om arkitekten Martin Nyrop er den ene. Heri beskriver hun blandt andet hvorledes Martin Nyrop, der blandt andet har tegnet Københavns Rådhus, var nationalt orienteret, hvilket tidligere har været et absolut fyord i dansk kunsthistorisk reception af Det moderne gennembrud.

Samtidig pointerer Mirjam Gelfer-Jørgensen, at datidens stigende og intense interesse for kunsthåndværket kort efter blev kritiseret voldsomt af funktionalisterne, der mente at den anvendte stil var for pyntet.

Kvindens rolle som iscenesætter af disse centre for magt beskrives af Heidi Laura som et glemt kapitel i historien

Opgøret med den nationalromantiske stil og kunsthåndværket har været så massiv, grundet fascinationen af funktionalisternes rene linjer og fornemmelse for geometri, at vi nærmest har mistet evnen til at begejstres over de tidligere tiders gennemførte nationale projekt, i form af smukt udførte kunstindustrielle produkter og en folkelig oprejsning, der demokratiserede hele samfundet.

Den anden nyudgivelse, der her bør nævnes, er Heidi Lauras bog om kunstmæcenen Johannes Hage og hans tid, hvor hun bruger ret meget plads til at beskrive kvindens rolle i datidens opbyggelse af kunstnerhjem, der samtidig også var et samlingspunkt for tidens magtfulde mænd.

Kvindens rolle som iscenesætter af disse centre for magt beskrives af Heidi Laura som et glemt kapitel i historien, hvilket grundlæggende er sandt.

Standhaftig kvinde

Tilbage til Marie Krøyer. Hun var allerede som helt ung skuffet over den modgang, som hun oplevede ved at forsøge at slå igennem som kunstmaler, grundet sit køn.

Samtidig viser kilder, heriblandt et nyfundet afskedsbrev til kæresten, Robert Hirschsprung, at Marie var en standhaftig kvinde, der ikke ville finde sig i at underlægge sig et patriarkats nedgørende syn på kvinden som ren pyntegenstand.

At dette brev udgør et omdrejningspunkt for netop udstillingen på Den Hirschsprungske samling, er både stærkt og modigt, eftersom Robert var søn af disse kunstmæcener, der skænkede deres kunstsamling til den danske stat i 1902.

Her må jeg sige, at det er gjort overordentlig træfsikkert

Til gengæld blev Marie Krøyers engagement i indretning af hjem, kreation af møbler og design af tekstiler anerkendt af datidens progressive kunstnere, der søgte hendes hjælp og ekspertise, og Marie Krøyer selv mente at netop disse opgaver var kronen på sin karriere som kunstner.

Kort sagt, så var det en udvidelse af kampzonen, og en kvinde som Marie, der havde fulgt Georg Brandes’ forelæsninger, og som krævede fuld emancipation og respekt, fuldendte sit image og sin identitet som udøvende kunstner via disse interesser.

Hvorledes kommer det så til udtryk på selve udstillingen? Her må jeg sige, at det er gjort overordentlig træfsikkert.

Alene udstillingen af skitser fra Marie Krøyers skoletid, hendes bedste malerier, eksempler på kunsthåndværk samt tre miniature-udgaver af selve hjemmene, udgør tilsammen et totalbillede, der fremstår overbevisende og stærkt.

Hid og did

Marie Krøyers brud med Robert Hirschsprung, ægteskabet med P.S. Krøyer og det senere ægteskab med den svenske komponist, Hugo Alfvén, sendte hende hid og did rundt i Skandinavien, hvor hun altså satte sit præg på især indretningen af hjemmene.

Marie Krøyers interesse for det nationale, både i Danmark og i Sverige, samt hendes interesse for tidens moderne strømninger, i form af ornamentering, inspireret af naturens flora og fauna, skaber tilsammen et portræt af en sammensat kunstneridentitet, der er værd at kende og sætte pris på.

Men det har ikke været nemt at skabe denne oprejsning til Marie Krøyer. Hvor det var nemmere at give oprejsning til kunstmaleren Bertha Wegmann, der nok har været glemt, men dengang var anerkendt, er der ikke samme massive oeuvre at trække på hos Marie Krøyer.

Nogle mente simpelthen ikke, at maleriet var godt nok til den pris, det blev indkøbt for

Alligevel er det næsten ironisk at kunne konstatere, at det var Wegmanns smukke og indtagende portræt af Marie Triepcke (som Marie Krøyer hed, før hun blev gift med P.S. Krøyer) fra 1885, der for to år siden skabte furore i de kunstkritiske kredse, da Den Hirschsprungske Samling indkøbte maleriet på en auktion.

Nogle mente simpelthen ikke, at maleriet var godt nok til den pris, det blev indkøbt for.

Ligeledes har det været nemmere at give oprejsning til fynbomaleren Anna Syberg, der også har været udstillet på Den Hirschsprungske Samling.

Hendes ufattelig smukke akvareller af flora er så betagende, at det kun kan undre, at mændene, inklusive ægtefæller og familiemedlemmer til disse kunstnerkvinder, vred og vendte sig i protest imod, at de skulle anerkendes på lige fod med dem selv.

Udvidelse af kampzonen

Det er med udvidelse af kampzonen, at datidens mange kunstneriske kvinder, der identificerede sig med emancipationen, og samtidig skabte karrierer og hjem, der var inspirerende, smukke, designmæssigt suveræne og bemærkelsesværdigt gennemførte, at ligestillingen mellem mænd og kvinder i den kunsthistoriske reception opnås til fulde.

Det viser især denne udstilling og dette portræt af Marie Krøyer, der er så gennemført og fuldendt, afrundet og næsten logisk i sin opbygning.

Denne nye tendens i vor forståelse af tidligere tiders udøvelse af kunst er mere gennemgribende end man umiddelbart forestiller sig.

Det er godt, det er oplysende og det er virkelig tiltrængt

Det vender op og ned på selve præmisserne for hvorledes vi tidligere har forstået Det moderne gennembrud, der var præget af ideen om det store geni, om en art internationalisme, der vendte sig bort fra det nationale og på den måde udvidede datidens kampzone.

Nu vender vi blikket indad igen for at udvide horisonten sådan, at vi kan inkorporere datidens kvinder som rolleindehavere i en opbrudstid, der skabte så meget nyt og satte så mange nye standarder.

Det er godt, det er oplysende og det er virkelig tiltrængt. Og når det gøres ordentligt, ligesom i dette tilfælde, fortjener det både stjerner og ros.

 

Marie Krøyer. 22. september 2023 - 18. februar 2024. Den Hirschsprungske Samling.