Venstremand vil stå i spidsen for gul fagforening

Dragørs borgmester stiller op som formand for Krifa.
Foto: Krifa
Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V), Dragør Kommune, 2021
Efter 20 år med Søren Fibiger Olesen i front skal landets ældste gule fagforening, Krifa, have ny formand.

Det bliver den nuværende borgmester i Dragør, Eik Dahl Bidstrup (V), der overtager posten.

Han var den eneste kandidat, da fristen for at stille op til posten udløb. Det skriver Krifa i en pressemeddelelse.

"Krifa er enormt spændende som organisation, og jeg ser Krifa som en central spiller på fremtidens arbejdsmarked," lyder det fra Eik Dahl Bidstrup.

Endnu en borgmester

Valget betyder også at den lille kommune på Amager skal have en ny borgmester.

"Igennem de sidste 7 år, har jeg som borgmester arbejdet med nogle af de mest spændende mennesker jeg har mødt.”

“Glæden ved at lære de mange borgere at kende og være i god dialog med jer, forvaltningen, lokalpolitikere og landspolitikere, er oplevelser jeg vil huske for evigt," skriver han i et opslag på Venstre i Dragørs Facebook-side.

Oplevelser jeg vil huske for evigt

Hvem der bliver ny borgmester er endnu ikke afgjort, men udover Eik Dahl Bidstrup består Venstres gruppe i byrådet af to medlemmer, Helle Barth og Kim Dupont, så det bliver sandsynligt en af dem.

Den nye borgmester bliver den niende borgmester i rækken siden kommunen blev dannet 1974. Nabokommunen Tårnby har i samme periode haft tre.

Fortid som frikirkepræst

Eik Dahl Bidstrup, der er født og opvokset på Bornholm, har været borgmester i Dragør siden 2014. Han har, efter eget udsagn, "stor sympati for Krifas mission om at fremme god arbejdslyst".

"Jeg er stor tilhænger af Krifas syn på arbejdsmarkedet – at arbejdstager og arbejdsgiver er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger. Jeg har i mit virke som borgmester set, hvad konflikter forårsager, og det er sjældent noget godt," siger Eik Dahl Bidstrup.

Jeg har i mit virke som borgmester set, hvad konflikter forårsager, og det er sjældent noget godt

Krifas kristne grundlag ligger den nye formand nært. Han har nemlig en fortid som frikirkepræst i både Skjern og Sundby inden han blev borgmester.

Krifa er efter eget udsagn partipolitisk uafhængig, men har efter eget udsagn "løbende kontakt med alle partier i Folketinget".

Har afskrevet sig konfliktretten

Krifa blev stiftet tilbage i 1899 som et alternativ til de eksisterende fagforeninger.

Stifterne ønskede at skabe et alternativ til klassekampen. Det skete ved at indgå en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), hvor de ansatte på den ene side fraskriver sig muligheden for at bruge strejke, og arbejdsgiverne på den anden side lockout.

Krifa havde i mange år et nært samarbejde med KA, men de to parter ragede uklar med hinanden i 2017 og KA gik i stedet sammen med Det Faglige Hus.

I takt med at Krifa har fået flere medlemmer, er det kristne grundlag trådt mere i baggrunden og Krifa har siden 2015 primært brandet sig selv som eksponent for "god arbejdslyst".

Krifa har i dag 190.000 kunder.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Solidaritet er en god ting, jeg skal nok sige til, når jeg får brug for den.

Selvfølgelig en V borgmester...hvorfor er jeg ikke overrasket...
Håber lortet synker med mus og mænd...

Annonce