Vigtigste vicepræsident siden Truman: Hvem vælger Biden?

Joe Bidens valg af vicepræsidentkandidat er lige på trapperne. Her er eksperternes fire favoritter.
Foto: Wikimedia Commons
Favoritterne til Bidens vicepræsident: Kamala Harris, Karen Bass, Susan Rice og Tammy Duckworth.
Der er kun 90 dage til det amerikanske præsidentvalg og i løbet af de kommende 14 dage løftes sløret på en af de mest omdiskuterede beslutninger, nemlig hvem der skal være Joe Bidens vicepræsidentkandidat.

En ting er sikkert. Det bliver en kvinde, for det har Joe Biden allerede for mange måneder sagt at han vil. De fleste regner også med, at det bliver en politiker med en eller anden form for "anden etnisk baggrund" - en sort eller en latina.

Valget af vicepræsident kommer senest den 17. august, hvor Demokraternes konvent i Milwaukee begynder. Formentlig et par dage i forvejen, hvis man ser på hvordan det normalsif” og ikke sort.t foregår.

Har været igennem det store check

Biden-kampagnen nedsatte for et par måneder siden et udvalg på fire, som har "vettet" - altså undersøgt - de forskellige kandidater. Vettingen betyder blandt andet, at man ser på kandidaternes skattepapirer, familieforhold, udtalelser og udgivelser og alt andet, som kan være relevant for medierne og modstanderne at grave rundt i.

De potentielle kandidater skal desuden svare på et langt spørgeskema og et par stykker af dem har formentlig også mødtes med Biden. Udvalget kommer med en indstilling på maks. tre kandidater som Biden så vælger imellem.

Normalt er processen med og spekulationerne om hvem der skal være, vicepræsidentkandidat større end den betydning som vicepræsidenten egentlig har for valgets udfald.

Men denne gang er det anderledes, og der er måske tale om det vigtigste valg af vicepræsident, siden en alvorligt svækket Franklin D. Roosevelt i 1944 valgte senator Harry S. Truman fra Missouri som sin “running mate”.

En helt uvidenskabelig lægmandsbetragtning, at Bidens helbred ikke er hvad det har været. Derfor er det nærmest også umuligt ikke at se på 77-årige Joe Biden og undslå sig tanken, at han formentlig ikke holder fulde fire år på posten.

Derfor skal vicepræsidenten være en, som vælgerne kan se som præsident og som mange i partiet kan se som en oplagt præsidentkandidat om fire år.

Bookmakernes tre favoritter

Californiens senator Kamala Harris er både kommentatorerne og bookmakernes favorit. En favoritværdighed, der ikke blev mindre da Joe Biden forleden blev fotograferet med en notesblok med talepunkter om Harris.

Harris, som er halvt sort, halvt inder og i øvrigt jødisk gift, er guf for dem, der går op i at vicepræsidentkandidaten skal dække forskellige demografiske grupper af. Harris blev valgt til senatet i 2016 og før det var hun “justitsminister” hjemme i Californien.

Harris, der selv var en af de mange, der forsøgte at blive præsidentkandidat, har dog i primærvalgene sagt nogle ting om Biden, som ikke er så pænt.

Hendes indsats i primærvalgkampen er desuden heller ikke noget der har imponeret. På trods af det pæne CV og et pænt kampagnebudget, havde hun svært ved at forklare hvorfor hun egentlig ville være præsident.

“Sista from da Hood”

På rygtebørsen er kongresmedlem Karen Bass' aktie steget de seneste uger.

66-årige Bass er ikke noget velkendt navn i amerikansk politik, men hun er sort, moderat venstreorienteret, uden at være skinger og oprindeligt uddannet sygeplejerske. Det sidste er ikke uvæsentligt midt i en sundhedskrise, der har slået 150.000 amerikanere ihjel.

Bass har siden 2010 repræsenteret Californien i kongressen, valgt i en valgkreds, der dækker en række kvarter i Downtown Los Angeles, som særligt rap-fans vil kunne nikke genkendende til - Inglewood og Crenshaw.

Hun er desuden leder af gruppen af afro-amerikanske politikere i Repræsentanternes Hus, Congressional Black Caucus. Afro-amerikanere er den vigtigste vælgergruppe i det demokratiske parti og det var især Bidens opbakning i denne gruppe som sikrede ham sejren i primærvalget over Bernie Sanders.

Den store hurdle for Bass er at hun anses for at have været lidt for begejstret for Fidel Castro, hvis død hun kaldte "et stort tab for det cubanske folk". Udtalelser, der gør hende mere eller mindre uspiselig for de eksil-cubanske vælgere i den vigtige swingstat Florida.

Bass er blevet vettet, men bliver hun ikke valgt, så er hun også et godt bud på en afløser for speaker Pelosi, når den 80-årige politiker på et tidspunkt giver posten videre.

Den ultimative insider

Et tredje navn, der lige nu spekuleres kraftigt i, er den tidligere FN-ambassadør Susan Rice.

Bortset fra nogle få år som konsulent hos McKinsey, har hun bevæget sig i de udenrigspolitiske kredse, enten som rådgiver eller udpeget embedsmand, kulminerende med posterne som FN-ambassadør og national sikkerhedsrådgiver for Obama.

Susan Rice skulle efter sigende have et virkelig godt personligt forhold til Biden. De to arbejdede tæt sammen i Obama-tiden.

Mod hende taler til gengæld at hun aldrig har været opstillet til et valg, hun er lidt elitær og en udpræget Washington-insider. I Obama-tiden var hun desuden involveret i sagen om angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen, som kostede en amerikansk ambassadør livet.

Hun blev af kongressen frikendt for at have misledt nogen i ond tro, men den betød at Susan Rice trak sig som kandidat til udenrigsministerposten, da Hillary Clinton stoppede. En sag som Trump-kampagnen helt sikkert vil hive frem igen, skulle hun blive kandidat.

Krigsveteranen fra Chicago

Det fjerde og sidste bud kunne være Illinois-senator Tammy Duckworth.

Duckworth er dekoreret krigsveteran, der i dag sidder i kørestol, fordi hun mistede benene i kamp under Irakkrigen. Duckworth var andenpilot i en Black Hawk-helikopter, der blev skudt ned af irakiske oprøere. Militærerfaring vægter højt, når vælgerne skal vurdere en kommende "commander-in-chief".

Tammy Duckworth er også et forholdsvis nyt navn i amerikansk politik, Hun blev valgt til Repræsentanternes Hus i 2012 og tog skridtet op til Senatet i 2016. Hun har før det arbejdet med veteranforhold for soldater, først som direktør for veteranindsatsen i Illinois og senere som viceminister under Obama, 

Duckworth er født i Bangkok i Thailand som datter af en amerikansk soldat og en thailandsk kvinde. Det vil sikkert få nogle til at tvivle på om hun opfylder kravet om at være "natural born citizen". Et andet minus ved Duckworth, i disse identitetspolitiske tider, er om det vil være nok at hun blot er “ikke-hvid" og ikke en sort kvinde.

Hvem af de fire, det bliver, eller om det bliver en helt anden, får vi alle sammen at vide inden for de kommende uger.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce