Bjarne Corydon har ret i én ting

Bjarne Corydon har ret så langt, at fagbevægelsen skal løse sine egne problemer. Men han forholder sig ikke til den danske models største udfordring.
Foto: Colourbox
Bjarne Corydon, tidl. finansminister og nuværende chefredaktør på Dagbladet Børsen
Stop piveriet. Gør noget ved problemerne, og driv butikken professionelt, som var det Danmarks bedste virksomhed.

Det er råt for usødet Børsens chefredaktør Bjarne Corydons besked til de fagforeninger, der bløder medlemmer. Kritikken leveres i 3Fs Fagbladet.

Stop piveriet. Gør noget ved problemerne, og driv butikken professionelt - Bjarne Corydon

Fagforeningerne mangler ifølge Corydon selvindsigt, er blevet en karrierevej for socialister, og så er de så inkompetente, at de udgør en trussel mod den danske model, mener den forhenværende socialdemokratiske finansminister, der selv er vokset op i et SiD-hjem.

Overenskomstdækningen kan ikke opretholdes uden organiserede arbejdere

I dag er kun omkring halvdelen af lønmodtagerne organiseret i en overenskomstbærende fagforening. I 1995 var tallet helt oppe på 71 procent.

Samtidig er det fortsat omkring 80 procent af arbejdsstyrken, der er dækket af en overenskomst. Spørgsmålet er, hvor længe det tal kan opretholdes, når organisationsgraden falder.

Corydon deler frygten for et uorganiseret arbejdsmarked, som det der findes i Frankrig. Det er nemlig ikke i arbejdsgivernes interesse med flere strejker og uansvarlige yderliggående mini-fagforeninger, der alle lobbyer for særinteresser.

Fagbevægelsen er intet uden medlemmerne

Og Corydon har da også ret i én ting: Fagbevægelsen er nødt til at se kritisk på sin egen forretningsmodel.

I sidste ende er man ingenting uden medlemmerne, og hvis de ikke melder sig ind, så gør man noget forkert.

Det kan aldrig blive andre end fagbevægelsens opgave at sikre sin egen overlevelse.

Men ud over velmente råd, er der ikke så meget nyt eller konstruktivt at hente i Corydons kritik. Den fremstår nogenlunde lige så ideologisk belejlig, som de paroler han kritiserer venstrefløjens aktivister for at levere.

Ansætter fagbevægelsen kun socialdemokrater?

Corydon går i rette med fagbevægelsens ansættelsespolitik, som han mener favoriserer en lille gruppe mennesker med de samme holdninger. Der er da givetvis også mange socialdemokrater både i de valgte og ansattes lag, men spørgsmålet er, om det er her, problemet ligger? 

I sidste ende er man ingenting uden medlemmerne, og hvis de ikke melder sig ind, så gør man noget forkert.

For til sammenligning er der næppe en eneste rød ansat i de gule fagforeninger, der lige nu nyder stor medlemsfremgang.

Og selv om Corydon har ryddet op blandt de liberalistiske propelhatte på Børsen, så er det vel heller ikke her, man ansætter venstreorienterede meningsdannere?

Selvfølgelig skal man aldrig vægte ideologisk renhed over kompetencer, men så er det ikke kadrernes ideologi, men en dårlig ansættelsespolitik, der er på spil.

De gules har de højeste cheflønninger

Det samme gælder lønniveauet.

I de gule fagforeninger er cheflønningerne hemmelige, hvilket interesserer overraskende få journalister. Men til almindelig orientering: I 2012 var lønniveauet i Krifa cirka det dobbelte af 3F’s.

Hvis høje lønninger og politisk homogenitet skulle være problemet, så burde det ramme de gule hårdere end de røde fagforeninger.

...selv om Corydon har ryddet op blandt de liberalistiske propelhatte på Børsen, så er det vel heller ikke her, man ansætter venstreorienterede meningsdannere?

At udråbe fagbevægelsen til modstandere af platformsøkonomi virker også en smule søgt.

Der er ingen tillidsmænd, der har et problem med, at man kan bestille pizza og taxaer på sin telefon. Men arbejdsgiverne skal ikke kunne undslå sig deres ansvar inkl. skattebetaling, bare fordi de benytter en app.

Corydon kan starte med sit eget bagland

I det hele taget har Corydon ikke meget tilovers for fagbevægelsens politiske engagement. Han vil have klassekampsretorikken på møddingen og kræver stop for politisk ensretning

Men med mindre man besøger den faglige venstrefløjs øltelt 1. maj, så er det svært at få øje på den samfundsomstyrtende tendens i fagbevægelsen. Med 21 trepartsforhandlinger under corona-krisen, skal man langt ud på landet med påstanden om, at fagbevægelsen ikke tager ansvar.

Hvis Corydon ikke mener, det sømmer sig for en interesseorganisation at tage politisk stilling, så kunne han jo starte med sit eget bagland, hvor arbejdsgiverorganisationerne aldrig har lagt skjul på deres støtte til de borgerlige partier. Og medier.

At chefredaktøren for Børsen synes fagbevægelsen skal være mindre politisk er nogenlunde lige så originalt, som hvis Dagbladet Arbejderen mener det samme om kapitalisterne.

Den største udfordring er gratisterne

Her er mit gæt: De fleste fagforeningsmedlemmer er ligeglade med om tillidsmanden er socialdemokrat. De vil have højere løn, mere ferie og et arbejdstempo, der ikke sender dem på hospitalet.

Og måske noget så gammeldags som et fagligt fællesskab stadig har værdi?

Hvis Corydon ikke mener, det sømmer sig for en interesseorganisation at tage politisk stilling, så kunne han jo starte med sit eget bagland

Selvfølgelig skal Corydon som borgerlig chefredaktør slå på venstrefløjen, men det er altså ikke her, problemet ligger. Fagbevægelsen var rødere dengang den havde flere medlemmer.

Den virkelige udfordring for FH er, at selv om de gule fagforeninger ikke kan tilbyde samme service, så arbejder deres medlemmer plus de uorganiserede, på de overenskomster FH-fagbevægelsen betaler for.

Forskellen på de gule og de overenskomstbærende fagforeninger står først klar det øjeblik, man kommer i konflikt med sin chef. På et arbejdsmarked som det danske, er det heldigvis ikke normalt for lønmodtagere at stå i den situation.

Det koster penge af tegne overenskomster

Kort og godt kan fagbevægelsen opfylde Corydons råd om at drive butikken mere professionelt end nogen virksomhed (og det bør den også), men det vil ikke ændre på hovedudfordringen.

Det kræver penge at forhandle og opretholde overenskomster. Det kræver også penge at tage ansvar for arbejdsmarkedsuddannelser og lave politiets arbejde, når det kommer til sort arbejde og momssvindel.

De penge hoster FH-fagforeningerne op med, mens de gule bruger kontinenterne på markedsføring.

Det er ikke fair konkurrence. Så længe vi politisk har bestemt, at de ikke-organiserede lønmodtagere skal have andel i de goder, deres kollegaer har betalt for, så er der tale om en “free-rider”-problematik.

Gør noget ved problemerne, tak

Corydon skal have tak for at blande sig i debatten og for at anerkende, at forsvaret for den danske model er for vigtig til alene at overlade til fagbevægelsen.

Det er nemlig ikke kun lønmodtagerne, men også arbejdsgiverne og staten, der nyder godt af stabilitet og produktivitet.

De penge hoster FH-fagforeningerne op med, mens de gule bruger kontinenterne på markedsføring.

Men så må arbejdsgiversiden og politikerne også tage ansvar for den danske models beståen. Det dur ikke bare at holde skåltaler.

Hvis den danske model skal bevares, skal der være en tydeligere sammenhæng mellem kontingentet, og så de goder en organiseret lønmodtager nyder.

Og her er det staten og arbejdsgiverne, der skal holde op med at pive og gøre noget ved problemerne.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Lønmodtagere uden medlemskab af en overenskomstbærende fagforening skal stå uden for overenskomstens rettigheder og nøjes med den nye EU mindsteløn på 60% af medianlønnen i et land. I Danmark vil det sige 125 kr. i timen. Ingen overtidsbetaling, ingen pensionsindbetaling og meget andet, som de overenskomstbærende fagforeninger forhandler sig frem til.

Kunne man fristes til at sige. Og på en måde rimeligt.

Men. Ja, nu kommer men'et. Hvis det sker vil arbejdsgiverne for særligt lavtlønsområdet kræve/presse deres ansatte til at være medlem af en ikke overenskomstbærende fagforening. Modsat de højtlønnede nøglemedarbejdere. De lavtlønnede kan skiftes ud fra dag til dag. De er undværlige. Modsat de højtlønnede nøglemedarbejdere, som kører driften. De kan ikke bare skiftes ud.

Så det er op til de lavtuddannede/lavtlønnede selv, om de vil bevare den levestandart som de er vant til ved at være medlem af en overenskomstbærende fagforening og betale, hvad det koster (hvilket faktisk ikke er meget - 250 kr. pr. måned efter fradrag i skat) eller om de vil kører frihjul eller være medlem af en ikke overenskomstbærende fagforening. For det går kun ud over dem selv. og hvis flere vælger deres vej vil de opleve en historisk deroute af deres levevilkår. Utroligt, at de mennesker ikke fatter dette. Men når man snakker med dem, ja så forstå de det vitterlig ikke. De tager deres gode økonomiske liv for givet.

De mennesker ønsker ganske simpelt elendige løn og arbejdsforhold for sig selv og deres egne. Det er i hvert fald det de handler efter. Ubegribeligt. Og når først de oplever konsekvenserne af deres handlinger, så er det for sent. For når først de gode løn- og arbejdsforhold for ufaglærte/lavtuddannede er ødelagte, så kommer de ALDRIG igen. De kan se frem til at få deres løn halveret og en alderdom i fattigdom, hvor de må arbejde ved siden af pensionen for at kunne opretholde livet. Bar spørg mennesker i samme livssituation i Tyskland.

Jeg er ked af at skulle bringe den virkelige verden ind i det her, men jeg tør vædde næsten hvad som helst på, at domstolene hurtigt ville skyde det ned, hvis man begyndte at gøre forskel mellem medarbejdere, som er medlem af den overenskomstbærende fagforening, og dem, som ikke er det.

De lønmodtager der er medlemmer hos de gule, er hovedsageligt meget lavt lønnede, kontingentets størrelse betyder mere for lavt lønnede end for højt lønnede, man burde derfor opkræve kontingent som en procentdel af lønnen, det ville også give fagforeningen og medlemmerne en fælles interesse. Den kan det godt knibe lidt med når den professionelt ansatte i fagforeningen, har en høj og meget fast løn, som betyder at han ikke behøver at tænke så meget over andre lønmodtageres usle forhold.

Det er faktisk en interessant og måske endda rigtig god ide omkring det med variabelt kontingent. Det kunne være spændende at se det afprøvet.

Hvad angår medlemmerne hos de gule, er der nok to hovedgrupper: dem der er der af ideologiske grunde, og dem der bare vil spare penge.
Den første gruppe er det svært at gøre noget ved. Den anden burde i det mindste kunne bringes til at forstå, at de intet får for deres kontingent der. Det er jo derfor, KRIFA taler så meget om luftige begreber som arbejdsglæde, hvilket jo dels ikke koster noget for arbejdsgiverne, og dels reelt ikke er objektivt målbart alligevel.

God ide! For den højtlønnede er det ikke dyrt at være medlem, mens det for den lavtlønnede kan mærkes på budgettet. Med mindre man er studerende og arbejder på deltid, så man kan nøjes med at være F-medlem.

Det er ikke legalt at gøre forskel mellem medlemmer og ikke-medlemmer, men det er jo op til den enkelte tillidsmand m/k, hvor travlt man synes, at man har, når en uorganiseret får ørerne i maskinen. Jeg plejede at antyde, at jeg måske kunne finde plads i kalenderen, hvis de meldte sig ind i klubben hurtigst muligt.

Det systematiske problem - at folk ikke lærer i skolen, hvor vigtigt det er at stå i fagforening - skal løses politisk. Ligesom arbejdsgiverne får gratis reklame, hver gang skolebørnene sendes i praktik, bør fagforeningerne have mulighed for at sende dygtige organisatorer ud i skolerne for at gøre reklame for fagbevægelsen.

God ide med variabelt kontingent i forhold til ens løn. Derudover burde fagbevægelsen se på, hvad de selv bruger medlemmernes penge på, og undlade borgerlig argumentation for deres pengeforbrugs forskellige poster.
Nogle fagforeningsansatte og tillidsfolk lægger ikke skjul på, at de synes pengene er deres egne, og ikke medlemmernes. Derfor har mange mennesker, og unge især, svært ved at se hvorfor, de skal betale til en fagforening.

Arbejdsgiverne frygter en blandet skare af fagforeninger som i Frankrig, det undre mig såre, at arbejdsgiverforeningerne, så gør alt hvad der står i deres magt, for at gøre de overenskomstbærende fagforeninger livet surt.

Blå blok mener også den danske model er vigtig og bærende for fred og ro på arbejdsmarkedet, underligt, at blå blok så har så skide travlt med at ødelægge organisationsgraden, gennem populistisk retorik og neoliberale bandbuler.

Tilbage står så, når staten har problemer, så kan man godt samarbejde i trepartsforhandlinger.

Måske fagforeningerne skulle stoppe med, at lege den pæne dreng i klassen, være mere aggressiv i attituden, kaste stærke krav på banen, påpege hvad de kan og vil højt og tydeligt og så stoppe flinkeskolen overfor arbejdsgiverforeningerne.

Måske vi trænger til et par store konflikter, så de der ikke er medlemmer kan se, at de bare skummer fløden uden at bidrage.

Krifa: Bygger udelukkende på Indre Missionsk tænkning altså loge. Altså en høvding i toppen der skummer fløden og så alle arbejderbierne der bare bringer værdier til toppen. Du har ingen chance for at opnå en tillidspost i Krifa hvis ikke du har medlemskabet i Indre Mission. Jeg ringede en gang til Krifa for lige at høre lidt om selskabet. Det første og eneste jeg blev spurgt om var mit cpr. nr. det fik de selvfølgelig ikke og jeg blev så heller ikke klogere på Krifa ved den lejlighed. Det er jeg så siden så rigelig blevet. Ingen interesse for mig tak.

Annonce