Er der noget højreorienterede debattører kan blive enige om, så er det at gøre grin med “tonekunstnerne” på den anden side.

Typisk eksemplificeret ved den Politiken-læsende bedsteborger, der nægter at forholde sig til integrationsproblemerne, for istedet at himle op om tonen i debatten.

Nu er det imidlertid højrefløjens ellers så selvsikre stemmer, der griber sig om perlekæderne og gisper.

Klager over tonen

På Twitter klager CEPOS-cheføkonom Mads Lundby Hansen over regeringens “newspeak” og Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kalder det “skamløst”, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) omtaler bankernes medfinansiering af tidlig tilbagetrækning som et “samfundsbidrag”.

Ironien er den, at samtidig med at det er svært at finde nogen, der råber højere og mere forurettet op om modpartens sprogbrug, så er de selvsamme herrer bestemt ikke sarte over for deres egen fløjs retorik.

Tag Berlingskes Tom Jensen der over den sidste tid har lagt spalteplads til den ene mere skøre kritik af Socialdemokratiet efter den anden. Fra Mads Brüggers fascisme-anklage, Asger Aamunds DDR-anklage til Marcus Knuths Nordkorea-anklage.

Nå, ja - så var der også tidligere sundhedsminister Sophie Løhdes (V) smagfulde forsøg på at betegne coronakrisen som en “nedlukningskrise”. Som om corona-krisen var noget, regeringen havde fundet på.

Tom Jensen stillede selv det retoriske spørgsmål om, hvorvidt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var diktator.  

Selvfølgelig skal man gå hårdt til Socialdemokratiet i Berlingske og det hører med, at der gåes retorisk til stålet, så fronterne trækkes op. Det gør ikke noget, at diskussionen får blodet til at rulle.

Det er bare påfaldende, at hverken Mads Lundby Hansen eller Tom Jensen på noget tidspunkt følte sig krænket. Men “samfundsbidrag”. Det er dog for infamt.

Højrefløjen framer konstant

Da CEPOS-direktøren Martin Aagerup deltog i erhvervslivets kampagne mod arveafgiften, omtalte han det som en “dødsskat”. En betegnelse som også blev brugt ivrigt af politikere hos både Liberal Alliance og De Konservative.

Netavisen Pio har tidligere beskrevet højrefløjens effenhed ud i kunsten at frame - altså de ord man sætter på begreberne - en politisk diskussion og få medierne til at overtage stærkt værdiladede betegnelser.

På den måde bliver for eksempel en særlig ret til mandlig barsel forvandlet til "tvangsbarsel", børn med indvandrer-baggrund bliver til "ghetto-børn" og når Dansk Folkeparti vil sende 10 årige børn i fængsel, omtales de som "unge".

Dertil kommer klassikerne. “Skattetryk” og “skattebyrde” sat op imod det rare “skattely”. Uddannelsesstøtte bliver til café-penge, selv om en langt større andel statistisk går til at betale husleje.

Kom ind i kampen

Pointen er ikke, at højrefløjens debattører gør noget forkert, når de framer debatten. Det har politikere gjort i årtusinder. I stedet for at pive, skal de progressive kræfter tage ved lære og komme ind i kampen.

Pointen er, at det er hyklerisk at gøre det til noget illegitimt og fordækt, når modstanderen laver samme nummer.

Det er dertil uværdigt, ja faktisk skamløst som Tom Jensen skriver, at sætte en moralsk standard, man så åbenlyst selv ikke lever op til.

Som en af højrefløjens mest uforfærdede kritikere af tonehykleriet, Mikkel Andersson engang skrev: “Man kan ikke både blæse og have lort i munden”.