☰
☰
Annonce
Debat: "Som venstrefløj har vi en forpligtigelse til at tage disse tal alvorligt"
Kendskab giver ikke nødvendigvis venskab. Sådan skriver cand. mag i samfundsfag og historie som svar på et debatindlæg af SFU's formand, Alexander Blavnsfeldt.
Netavisen Pio offentliggjorde 30.juni et læserbrev fra Alexander Blavnsfeldt (Formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU))
I læserbrevet relancerer Blavnsfeldt den gammelkendte påstand om sammenhængen mellem mangfoldige fællesskaber og støtten til de fremmedfjendske partier.
Påstanden om, at der hvor der bor mange nye danskere med mørkt hår og baggrund i ”fremmede kulturer” er det kun lav opbakning til de fremmedfjendske partier. Med Blavnsfeldts egne ord:
”De steder, hvor diversiteten er højest, er også der, hvor folk stemmer på “slapper”-partierne. For så snart man finder ud af, at hudfarve ikke definerer et menneske, så stemmer man heller ikke ud fra det.”
SFU’s formand henviser til at de byer, hvor der er mange etniske minoriteter, også er de byer hvor Dansk Folkeparti får færrest stemmer. Det er en uklar kildehenvisning, men den er fuldkommen korrekt.
Eksempelvis bor der i Ishøj 39 procent borgere med ikke-dansk etnisk baggrund. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik ved kommunalvalget i 2021 henholdsvis. 4 og 3,3 procent af stemmerne, i alt 7,3 procent. Der bliver ikke lavet landsgennemsnit ved kommunalvalg, men ved Folketingsvalget i 2022 fik de to partier 2,6 og 3,7 procent af stemmerne, i alt 6,3 procent af stemmerne.
Med andre ord får partierne yderst til højre 1 procentpoint mindre i Ishøj end på landsplan. De to partier står cirka 15 procent svagere i Ishøj, hvilket understøtter Blavnfeldts påstand.
Problemet er, at Blavnsfeldt formentligt ikke har konstateret andet end, at etniske minoriteter ikke stemmer på DF og NB. Hvis vi skal undersøge, hvorvidt ”kendskab giver venskab”, skal vi kigge lidt dybere ind i tallene.
Lad os bruge Tingbjerg som eksempel. Tingbjerg har mange gode egenskaber, og en af dem er, at der kun er et valgsted. Der er altså muligt direkte at aflæse, hvordan borgerne i Tingbjerg stemmer ved de forskellige valg.
Antagelser
Ved folketingsvalget i 2019 fik Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs (de tre partier) tilsammen 8,7 procent af stemmerne i Tingbjerg mod 12,9 procent på landsplan. Igen et dejligt tal at varme sig ved, hvis vi ser bort fra at borgere med muslimsk baggrund formentligt ikke stemmer på de tre partier. Hvis vi i stedet antager følgende:
1 – Antallet af borgere med ikke-dansk etnicitet som stemmer på de tre partier er så lavt, at det tangerer 0 procent.
2 – Antallet af stemmeberettigede borgere med dansk etnicitet er højere end det statistiske gennemsnit for Tingbjerg, da de etnisk-danske borgere er ældre end gennemsnittet. Antallet af etnisk danske stemmeberettigede bør øges for at kompensere for dette.
I Tingbjerg har 73 procent af borgerne en ikke-dansk etnisk baggrund, hvilket svarer til at der blandt de 2.483 stemmeberettigede er 670 med etnisk dansk baggrund. Jeg justerer dette tal op med 30 procent til 871.
Ved folketingsvalget i 2019 var der i Tingbjerg 1.813 stemmeberettigede
3 – Stemmeprocenten ved folketingsvalget i 2019 var i Tingbjerg 67,1 procent. Vi ved fra undersøgelser, at etniske minoriteter i gennemsnit har en lavere stemmeprocent end etniske danskere på op til 30 procent. Det lyder som et meget højt tal, og det har også nogle år på bagen. Det vil formentligt være mest korrekt at justere det i retning af en lavere forskel. Omvendt støtter det Blavnsfeldts påstand, jo højere forskellen er, og derfor antager jeg, at etniske minoriteters stemmeprocent er 30 procent lavere end etniske danskere.
Ved Folketingsvalget i 2019 var der i Tingbjerg 1.813 stemmeberettigede. Da 73 procent af beboerne i Tingbjerg har ikke-dansk baggrund, svarer det til at der er 670 etnisk danske vælgere.
Når dette tal justeres for alder med +30 procent, svarer det til, at der var 871 etnisk danske vælgere.
Når dette tal justeres for valgdeltagelse og for at etniske danskere har en 30 procent højere valgdeltagelse end ikke-etniske danskere, svarer det til 743 etnisk danske vælgere af i alt 1.634 gyldige stemmer.
Resultat
Med udgangspunkt i tilstedeværelsen af 743 etniske danske vælgere, kan vi genberegne den procentvise støtte til de tre partier. De tre partier fik i alt 142 stemmer i Tingbjerg, hvilket svarer til 19,1 procent af stemmerne.
Støtten til de tre partier skal naturligvis også justeres på landsplan, og med de samme antagelser svarer det til at de tre partier fik 14,1 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2019.
De tre partier står altså (19,1-14,1) 5 procentpoint stærkere blandt etniske danskere i Tingbjerg, end de gør på landsplan. Det svarer til at de tre partier har godt 35 procent større opbakning blandt etniske danskere, end vi kan aflæse i valgresultaterne.
Som venstrefløj har vi en forpligtigelse til at tage disse tal alvorligt
Hvis vi ændrer antagelsen om at ikke-etniske danskere deltager 30 procent mindre end etniske danskere ved valg, til at vores nye borgere deltager i samme omfang som gammel-danskerne, så stiger opbakningen til de tre partier til 24,3 procent af de gammel-danske vælgere.
Det sidste argument for at lægge myten om at ”kendskab giver venskab” i graven er, at DF og NB tilsammen fik 4,57 procent af stemmerne i Tingbjerg ved kommunalvalget i 2021. I København fik de to partier 3,95 procent. Selv uden antagelser og forudsætninger står de to højreorienterede partier stærkere i Tingbjerg end i København som helhed.
Som venstrefløj har vi en forpligtigelse til at tage disse tal alvorligt, og ikke blot lukke øjnene i troen på, at de rigtige ord skaber det gode samfund.
Kommentarer
Udtryk som "ikke-etniske danskere" og "etniske danskere" er klovneudtryk helt på linje med "non-binær", "kvinde med penis" og "mand med vagina". De to førstnævnte udtryks oprindelse skyldes, at Folketingets Indfødsretsudvalg i årtier har tildelt dansk indfødsret til hundredtusindvis af fremmede, der aldrig nogensinde har været eller bliver danske, herunder bl.a. Omar Abdel Hamid El-Hussein og Lual Yal Farin Lual ("James Schmidt").
I 2015 så vi tydeligt hvad der sker, når venstrefløjen svigter i det nationale spørgsmål. I 1970, hvor Hanne Reintoft betragtede gæstearbejdere som løntrykkere, var DKP de første nogensinde til at kritisere massetilvandringen. Mange år før Fremskridtspartiet. Det var først efter Glistrup blev dømt for skattesvindel, at han begyndte at parodiere venstrefløjen på værdi- og kulturpolitikken, hvor han fandt en alliance i sømandsbossen og fagforeningsmanden Preben Møller Hansen. Venstrefløjen fejlede herefter og højrefløjen tog over med Dansk Folkeparti, der førte til 10 års VKO-styre, systemskiftet i 2015 og "højredrejningen" af Socialdemokratiet.
Ligemeget hvordan man vender og drejer mønten, så tager folk fra MENAPT-landene deres kultur med sig, når de flytter til højtudviklede og civiliserede lande i Skandinavien. Selv efter flere generationer her bevares denne fremmede kultur. Der er selvfølgelig altid undtagelser til reglen, men hovedreglen er, at folk fra mellemøsten og Afrika klarer sig ekstremt dårligt i Danmark. Ifølge Finansministeriet er nettounderskuddet mindst en Storebæltsforbindelse hvert eneste år, år efter år, når alle indtægter er modregnet med udgifterne. Et andet problem er, at den nye tilvandrede befolkning i Danmark fra MENAPT og især deres efterkommere er markant mere voldelige og kriminelle end vi er.
Man skal vist være meget ædru for at kunne følge dine mange formodninger, antagelser og konklusioner gennem hele artiklen, men så vidt jeg forstår essensen, så konkluderer du at omgang med muslimer ikke nødvendigvis fører til større forståelse mellem gammeldanskerne og nydanskerne. Og deri er jeg helt enig.
Jeg har tilfældigvis tit været i Høje Gladsaxe, meget tæt på Tingbjerg, og jeg har af og til haft spøjse oplevelser med hjem. Jeg boede som ung student tæt ved Høje Gladsaxe, og første gang jeg var inde i en lejlighed var det hos min kommende kones gudmors søster, der var vendt hjem efter at have boet i USA i mange år. Glimrende lejlighed: Stue, soveværelse og køkken vendte mod syd med lang altan og en pragtudsigt over Københavns tårne. Til at betale tilmed.
Mange år senere så jeg en kølig efterårsdag en hindu i traditionel klædedragt med sandaler, uden sokker, men med mobiltelefon ved øret. Næste levende billeder var to pensionerede tyrkere: Hun var klædt i grønne pludderbukser med en gammel rødlig vindjakke udover, og han bar et tudsegammelt brunt jakkesæt. Kort før butikscenteret kom tre-fire cyklende somaliske skolepiger der var oppe og køre over at de havde vundet en fodboldkamp i skolen.
Det var ikke det Danmark, jeg voksede op i. Jeg spekulerede meget på om det var det Danmark jeg ville være glad for at dø i. Nej, tak, var konklusionen. Hvorfor helvede skal vi have alle mulige nationaliteter her?
Er de gift en dansker, så er det fint. Er de udlandsdanskere der gerne vil hjem. Fint. Har de børn med en dansker eller anden tilknytning, fint, fint.
Men fordi man får bedre økonomiske forhold i Danmark, og kun det. Mindre fint.
Vil man tilmed lave samfundet om, gøre det mere muslimvenligt. Nej, tak. Så er det ud.
Gad vide hvem der først fik ideen om at ødelægge Danmark ved at gøre det multikulturelt, for alle og enhver har lige fra min skoletid og jeg begyndte at gå i skole i 1953, vidst at multikulturer medførte utallige problemer med racisme, undertrykkelse af mindretal. At mange af de problemer der var i Afrika, skyldtes at kolonimagterne havde trukket tilfældige streger på landkortet og derfor var de afrikanske lande blevet til multikulturer, der kun vanskeligt kunne fungere som demokratier, fordi folk stemte efter deres stammetilhørsforhold, hvilke så også medførte en overvældende korruption.
I USA havde man importeret de samme problemer ved at indføre slaver fra Afrika, som endda havde medført borgerkrig og siden da en voldsom racisme og undertrykkelse af både hvide og sorte for at kunne få staterne til at fungere.
Alle den slags problemer kendte vi kun fra skoleundervisningen og vi drømte ikke om at staten Danmark kunne finde på at indføre samme idiotiske politik her i vores lille kongerige, men det gjorde vor politikere, vore regeringer og de er ikke stoppet endnu.
Indvandringen begyndte under Anker Jørgensens regeringsperiode, siden fult op af de røde partier.
Det var dog en gang historieløst vrøvl. Den indvandring, vi taler om her, begyndte i slut-60erne efter ønske fra arbejdsgiverne og meget imod fagbevægelens vilje.
https://denstoredanske.lex.dk/g%C3%A6stearbejder
Anker Jørgensen var statsminister fra 5/10 1972 og godt et år frem og så igen fra 1975 til 1982.
https://denstoredanske.lex.dk/Anker_J%C3%B8rgensen