Annonce

FTF-formand: Stemmefiskeri skader forhandlingsklimaet

Offentlige overenskomster gør det svært at undgå politisk indblanding. Men ifølge Bente Sorgenfrey misbruger Enhedslisten OK18 til at høste stemmer.
Der er gået stemmefiskeri og politisk kampagne i de igangværende forhandlinger om OK18, lyder det fra FTF-formand Bente Sorgenfrey. Det sker i en situation, hvor flere politiske partier kritiserer hinanden for enten at blande sig for meget eller for at blande sig for lidt.

De offentlige forhandlinger er blevet allemandseje, fordi det er skattekroner, som det handler om. Derfor er det rigtigt svært for politikerne at sætte plastre for munden

Selvom Bente Sorgenfrey advarer politikerne mod at blande sig, så udtrykker hun samtidig, at hun har forståelse for den politiske indblanding:

”Som udgangspunkt mener jeg, at det vil være allerbedst, hvis politikere ikke blandede sig. Omvendt så er de offentlige forhandlinger blevet allemandseje, fordi det er skattekroner, som det handler om. Derfor er det rigtigt svært for politikerne at sætte plastre for munden,” lyder fra Bente Sorgenfrey.

På trods af opfordring – forståeligt at nogen blander sig
På trods af opfordringen til politikere om at blande sig udenom, så har Bente Sorgenfrey selv været ganske aktiv på især sociale medier, hvor hun flere gange har givet direkte dessiner til politikere og delt opslag fra enkelte politikere.

Bente Sorgenfrey takkede DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter KLs topmøde:

Ligesom hun også har gjort Mette Frederiksen og Lars Løkke opmærksomme på, at hun mente, at de stod med en tabersag:

Med de ting, som du selv skriver på de sociale medier, hvor du blandt andet deler opslag fra Kristian Thulesen Dahl og sendt besked til Mette Frederiksen og Lars Løkke, kan du så forstå, at det kan være dem, der vil opfatte det som opfordring til politisk indblanding?

”Når vi ser så brutalt et lockout-varsel, som det der blev meldt ud forleden. Så er det meget forståeligt, at der nogen der reagerer, særligt hvis man ikke synes det, der skete (ved lærernes overenskomstforhandlinger, red.) i’13 var særligt kønt. Det, jeg oplever, der bliver sagt, er, at man skal strække sig langt for at finde en løsning og det er for mig ikke odiøst”, lyder det fra Bente Sorgenfrey.

Du siger, at politikerne helst skal holde sig væk og alligevel deler du flittigt flere af deres opslag. Er det ikke en tilskyndelse til politisk indblanding?

”Jo, men det er jo fordi balancen er så skæv, som den er. Hvis der havde været balance og hvis det havde været to ligeværdige partnere, der forhandler med hinanden, som vi ser på det private arbejdsmarked, så havde det været en anden situation”, svarer FTF-formanden, der samtidig påpeger behovet for en fornyelse af den danske forhandlingsmodel.

Enhedslistens kampagne er misbrug af magt
Mens Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen har udtrykt bekymring for den politiske indblanding i den danske forhandlingsmodel, så er Enhedslisten gået langt mere offensivt til værks med lancering af en decideret politisk kampagne.

Det er klart, at Enhedslisten – ligesom de andre partier der melder ud - forsøger at høste stemmer på det her

Den slags politiske kampagner møder dog ikke nogen som helst opbakning hos Bente Sorgenfrey:

”Det er ikke den type af indblanding, som jeg mener gavner forhandlingerne. Det er klart, at Enhedslisten – ligesom de andre partier der melder ud - forsøger at høste stemmer på det her. Det bliver en meget tydelig politisk indblanding, når man laver politiske kampagner ud af det. Det er bestemt ikke det, som jeg taler for. Jeg synes ikke, at der skal laves kampagner som mere handler om at fiske stemmer end om sagen. Det var heller ikke kønt da KL (Kommunernes Landsforening, red.) kørte kampagne mod lærerne i 2013”

 
Kilde: Facebook-kampagne fra Enhedslisten

Enhedslistens bestræbelser på at høste stemmer til egen vinding er direkte skadeligt for forhandlingsklimaet, lyder det afslutningsvis fra Bente Sorgenfrey:

”Det er at gå for langt og misbruge sin magt. Jeg mener principielt, at man skal prøve at blande sig udenom, så de (forhandlingerne, red.) kan blive så frie som overhovedet muligt. Men med den ubalance, der er mellem parterne, så kan jeg godt forstå at folk går ud og markerer en holdning. Men en decideret kampagne er altså ikke fremmende for forhandlingsklimaet.”

Jeg synes ikke, at der skal laves kampagner som mere handler om at fiske stemmer end om sagen

Den offentlige forhandlingsmodel er endt ulykkeligt
Når Bente Sorgenfrey på trods egne formaninger ikke vil forsværge enhver politisk indblanding, så skyldes det ifølge FTF-formanden, at forhandlingsmodellen på det offentlige område allerede er gennempolitiseret. Hun henviser blandt andet til en ILO-dom, der konkluderede, at der var ulige forhold mellem parterne i overenskomstforhandlingerne på lærerområdet i 2013.

”Det at vi i tidernes morgen fik overført den danske forhandlingsmodel fra den private til den offentlige sektor, tror jeg slet ikke, at vi havde tænkt på, at det på sigt kunne udvikle sig på den måde, som det har gjort i dag. I virkeligheden en ret ulykkelig udvikling”.

Et ønske fra FTF-formanden går derfor på at holde hånden under den danske model på det offentlige område og iværksætte initiativer, der kan skabe mere armslængde mellem lovgiver og arbejdsgiver og derved minimere den politiske indblanding.

Vi skulle gerne have en styrelse der forhandlede overenskomst, som havde armslængde til politikerne

”Vi skal fortsat have en dansk aftalemodel i den offentlige sektor, men vi må diskutere, om den private model fortsat passer eller skal tilpasses. Specielt det statslige område styres benhårdt af politiske beslutninger om, hvordan politikerne ønsker den offentlige sektors udvikling. Vi skulle gerne have en styrelse der forhandlede overenskomst, som havde armslængde til politikerne. Og det har vi jo slet ikke i dag. Selvom der forhandles under mandat, så opleves det jo hele tiden som om det sker under en massiv politiske indblanding, som i 2013”, slutter Bente Sorgenfrey.

Billede: Stine Heilmann / FTF pressefoto

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce