Annonce

SF og Ø kalder De Radikales dagpenge-finte for “helt uspiselig”

Enigheden blandt støttepartierne om at presse regeringen til forhandlinger om forhøjelse af dagpengesatsen smuldrer
Værdien af dagpengene udhules år for år. Derfor er støttepartierne Enhedslisten, SF - og noget overraskende - også de radikale enige om et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger om at sætte en stopper for udhulingen af dagpengene. Alternativet og Dansk Folkeparti bakker også op om initiativet.

Men allerede dagen efter lanceringen af beslutningsforlaget smuldrer alliancen blandt S-regeringens tre støttepartier.

Radikale: Arbejdsudbuddet skal hæves

De Radikale kæder nemlig en eventuel forhøjelse af dagpengesatsen sammen med en tilsvarende forøgelse af arbejdsudbuddet.

De radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, bekræfter sammenkædningen over for Netavisen Pio:

Hvis vi hæver dagpengesatsen - og dermed sænker arbejdsudbuddet, så skal arbejdsudbuddet hæves tilsvarende

“Hvis vi hæver dagpengesatsen - og dermed sænker arbejdsudbuddet, så skal arbejdsudbuddet hæves tilsvarende. Det er helt afgørende for os, at det her sker på en økonomisk ansvarlig måde.”

Hvordan vil de radikale øge arbejdsudbuddet?

“Det må bero på de konkrete forhandlinger.”

Hvorfor ikke bare øge dagpengesatsen sådan som SF og Enhedslisten ønsker?

“Vi deler bekymringen over den faldende kompensationsgrad (Den del dagpengene dækker af ens hidtidige indtægt, red.). Det kan medføre en uhensigtsmæssig flugt fra A-kasserne. Men for os er det helt afgørende, at det sker på en økonomisk ansvarlig måde, så her ser vi en begyndende uenighed med Enhedslisten,” konstaterer Samira Nawa.

SF: Helt uspiseligt

SF betegner den radikale sammenkædning af højere dagpenge og øget arbejdsudbud, som helt uspiselig:

“Det er helt uspiseligt,” siger SF’s politiske ordfører, beskæftigelsesordfører Karsten Hønge, til Netavisen Pio.

Han appellererer til  De Radikale om at holde fokus på at få dagpengesatsen sat i vejret:

Jeg synes de radikale skulle holde fokus på at øge dagpengesatsen

“Man skal ikke være sammen med en radikal ret lang tid før vedkommende får dårlige ideer. Jeg synes de radikale skulle holde fokus på at øge dagpengesatsen. Som deres egen ordfører selv sagde: Det her handler ikke kun om dagpenge til den enkelte - til familien derhjemme. Det handler om at bevare den danske model. Det spor skulle de radikale forsøge at holde fast i. For her har de for en gangs skyld fået næsen ned i det rigtige arbejdsmarkedspolitiske spor,” lyder det fra Hønge, der fortsætter:

“Man siger, der ikke er råd til at forbedre dagpengene, men spørgsmålet er jo om vi har råd til at lade være. For hvis det her ender med at vores dynamiske, fleksible arbejdsmarked bryder sammen, så bliver regningen ubegribeligt meget højere end hvad en lidt højere dagpengesats koster,” siger Hønge.

Ø: “Arbejdsudbud er en fiktiv størrelse”

Enhedslistens leder, Pernille Skipper er helt enig med SF i, at den radikale sammenkædning er no go:

“Det er helt åbenlyst uacceptabelt,” siger Pernille Skipper til Netavisen Pio.

Det er helt åbenlyst uacceptabelt

“Arbejdsudbud er sådan en fiktiv størrelse, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er selvfølgelig interessant at diskutere mere reel beskæftigelse. At få flere hænder i den offentlige sektor. At give flere offentligt ansatte adgang til at komme på fuld tid, hvis de gerne vil det. Sådan nogle tiltag vil vi rigtig gerne diskutere,” siger Pernille Skipper.

Pernille Skipper understreger, at Enhedslisten netop ønsker at gøre op med Finansministeriets måde at udregne arbejdsudbud på:

“Men når vi i forståelsespapiret har skrevet, at hvis beskæftigelsen sænkes et sted, så skal den stige et andet sted. Så har vi netop skrevet “beskæftigelse”. Der står helt bevidst ikke “strukturel beskæftigelse” eller klassisk “arbejdsudbud”. Fordi vi har et behov for at gøre op med Finansministeriets regnemaskine, hvor man antager at topskattelettelser altidgiver rige mennesker lyst til at arbejde mere - og at nedskæringer i kontanthjælpen altidgiver fattige mennesker - inklusive de syge - lyst til at springe ud på arbejdsmarkedet. Som om det er dovenskab, der holder dem hjemme. Et sådant grundsyn kan selvfølgelig ikke være udgangspunktet for enhver forhandling om vores arbejdsmarked.”

S prioriterer klima, børn og Arne først

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)  har afvist, at regeringen vil prioritere et løft af dagpengene.

Klima, børn og pension til Arne, står først på listen, lyder beskeden.

Presset for at indkalde til forhandlinger rykker ikke ved den opfattelse, og derfor har regeringen ikke tænkt sig at indkalde til forhandlinger om dagpenge.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet