Annonce

Polsk protestleder til EU: “Arbejd bedre og arbejd hurtigere”

EU-systemet er for langsomt til at sikre kvinders abortrettigheder, mener den polske aktivist, Marta Lempart.
Foto: Netavisen Pio/Emma Inge Hansen
Til venstre ses Marta Lempart, polsk aktivist og til højre Julie Rosenkilde, sekretariatsleder for Nyt Europa
Kvinder dør i Polen på grund af særdeles indskrænkede abortrettigheder og en kultur på hospitalerne, hvor selv livsfarlige graviditeter får lov at fortsætte.

Lovene er ikke vedtaget demokratisk, og EU ser passivt til.

Det mener Marta Lempart, som kæmper mod de nye abortregler, som er blevet indført i Polen.

Jeg møder Marta Lempart til en konference om folkets muligheder for at ændre verden.

Ved siden af hende står Julie Rosenkilde, som er sekretariatsleder for foreningen Nyt Europa, der har inviteret Marta Lempart til dagens konference.  

Vi har stillet os bag et tykt gardin i et stort rum med betongulve og vegetarmad til de fremmødte.

Lader gravide kvinder dø på hospitalerne 

I Polen var det tidligere tilladt at få abort, hvis fosteret var misdannet og forventedes at dø kort efter fødslen. Men nu er det kun som følge af incest, voldtægt eller hvis kvinden risikerer at dø, at abort er tilladt.

Men selv ikke da er det hverken særlig nemt eller sikkert for kvinder at få aborter i Polen, fortæller Marta Lempart.  

“Abort er lovligt i Polen, når en kvindes liv er i fare, men på trods af det, er der mange læger og hospitaler, som ikke tilbyder det alligevel. De lader kvinder dø,” siger Marta Lempart.

Hun taler hurtigt og insisterende. Selvom det larmer i baggrunden fra de mange mennesker, der går til og fra buffeten, trænger Marta Lempart igennem baggrundsstøjen. Når hun kommer til et sted i samtalen, hvor hun bliver særligt indigneret, gestikulerer hun med hænderne i luften.

Hospitaler er et farligt sted for kvinder

“Hospitaler er et farligt sted for kvinder. Så når en kvinde er gravid i Polen og skal til hospitalet for at have en abort, skal hun have et nummer på en advokat med. Hun skal være parat til at tale med medierne. Hun skal have kontakt til en feministisk organisation, som kan hjælpe hende,” siger Marta Lempart.

“Hun skal være klar til at kæmpe,” understreger hun.  

150.000 uofficielle aborter 

Selvom det kan være svært for gravide at få aborter på hospitaler, så foregår der i omegnen 150.000 aborter om året i Polen uden om det offentlige system, ifølge Amnesty International.

Det er langt fra alle af disse aborter, som foretages forsvarligt og af uddannet personale.

Der findes dog et muligt lyspunkt. Den 15. oktober i år har Polen valg, og her er abortspørgsmålet et af de vigtigste emner.

“Det er det næstmest vigtige emne efter sundhedsvæsenet og økonomi,” siger Marta Lempart.   

Selvom støtten blandt befolkningen i Polen til abort ikke er lige så stor som i andre europæiske lande, så mener lidt over over halvdelen af befolkningen, at abort bør være lovlig i alle eller næsten alle tilfælde.

På trods heraf fører de konservative partier med partiet PiS i spidsen i meningsmålingerne op til valget.

PiS er et af de partier i Polen, som går ind for stramme abortregler.

Vrede over et langsomt EU-system

Vinder PiS og dets støttepartier, ser det sort ud for dem, som er imod forfatningsdomstolens tilgang til abort, mener sekretariatsleder for Nyt Europa, Julie Rosenkilde:

“Forfatningen er sat ud af spillet i Polen. Specielt hvis den siddende regering også vinder næste valg.”

Og det er et problem for EU’s grundlæggende værdier, vurderer hun.   

“En af de fundamentale dele af et demokrati er retsstatsprincippet, og det er det vigtigste kriterium for at være med i den klub, vi kalder EU.”

“Men når regeringer går imod det, er der intet, vi kan gøre,” tilføjer hun.

Lever ikke op til retsstatsprincipper 

Abortstramninger i Polen blev vedtaget af forfatningsdomstolen efter, at PiS flere gange forgæves havde forsøgt at vedtage et totalforbud mod abort gennem parlamentet.

Polens forfatningsdomstol er blevet anklaget af EU-Kommissionen for ikke at leve op til normale retsstatsprincipper.

Det skyldes blandt andet, at den polske regering har udnævnt en række regeringstro medlemmer til domstolen. Det er muligt på grund af de seneste års reformer af domstolen.

Derfor er håbet blandt kritikere af den polske forfatningsdomstol, at EU vil gribe ind over for domstolen. Det er dog ikke sket endnu.

I den forbindelse har Marta Lempart en opfordring til EU-systemet: "Arbejd bedre og arbejd hurtigere".

Deres tidshorisont er i måneder og vores i dage

“Deres tidshorisont er i måneder og vores i dage. Og det bliver brugt som et argument imod os,” siger hun.

“Så kan det være, at der kan ske noget gennem EU om fem eller ti år. Det er ikke godt nok,” tilføjer Marta Lempart.
 

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet