Annonce

S: Absurd at finansminister hiver pensionsalder frem igen

Ligegyldigt hvilket problem finansministeren ser, så er svaret en højere pensionsalder, mener socialdemokraternes Benny Engelbrecht.
Danskerne må blive længere på arbejdsmarkedet. Det er en af finansminister Kristian Jensens (V) konklusionerne på en ny analyse fra Finansministeriet, som bliver fremlagt torsdag. Det skriver Ritzau.

Analysen fra Finansministeriet viser nemlig, at de 15-64-årige danskere arbejder mindre end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. Og derfor vil finansministeren blandt andet gerne gøre det mere attraktivt for danskerne at lægge nogle flere timer på arbejdsmarkedet, blandt andet ved at sænke skatten (også selv om effekten af det greb er omdiskuteret).

”Og sidst, men ikke mindst, er det diskussionen om, hvorvidt vi kan bede danskerne blive lidt længere på arbejdsmarkedet, når de nu lever længere,” siger Kristian Jensen til Ritzau.

Og særligt det sidste synspunkt møder ikke megen opbakning fra Socialdemokratiet. Partiet mener, at finansministeren har stirret sig blind på højere pensionsalder.

”Det er efterhånden sådan, at ligegyldigt hvilket problem finansministeren ser, så er svaret altid det samme. Nemlig en højere pensionsalder. Også selvom det rent sagligt overhovedet ikke hænger sammen,” siger finansordfører Benny Engelbrecht til Ritzau.

Hængekøjen er taget ned
Finansministeren har i en længere periode ment, at grunden til at man skulle hæve pensionsalderen bundede i den såkaldte hængekøjeproblematik, men den udfordring har økonomerne aflyst. Og derfor kommer den nye analyse meget belejligt for finansministeren.

Hvis man ikke hævede pensionsalderen eller gennemførte tilsvarende dramatiske offentlige nedskæringer, så ville Danmark kommer til at mangle 33 milliarder kroner i 2040, og at den negative tendens først vil vende i 2060, lød det fra Kristian Jensen tilbage i marts måned, i et interview med Ugebrevet A4.

Men for knap 14 dage siden, i slutningen af april måned, blev det argument taget af bordet. Hvis bare Danmark holder sig til en moderat offentlig vækst på 0,9 procent om året, mod de 0,3 procent som regeringen i øjeblikket regner med, så vil der være balance på finanserne – også i 2040, lød det fra økonomerne.

S: Nej til nye forringelser
Så sent som 1. maj afviste Benny Engelbrechts partiformand, Mette Frederiksen, at der er behov for en sætte pensionsalderen op hurtigere end det allerede er blevet aftalt.

”Socialdemokratiet har allerede for mere end ti år siden sammen med et bredt flertal besluttet, at pensionsalderen langsomt skal stige. I takt med, at vi også lever længere. Den aftale står vi ved. Men nye forringelser? Vi siger nej,” sagde hun i hendes 1. maj-tale.

Socialdemokratiet vil i stedet satse på at få flere ud på arbejdsmarkedet, blandt andet ved hjælp af efter- og videreuddannelse. Partiet fremlagde også i marts måned et forslag til en vækstreform til tre milliarder kroner, som ifølge partiet vil hæve BNP med 12,5 milliarder kroner.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet