Slagt nu de hellige akademiske køer

Vi må ikke lukke øjnene for akademiker-problemerne. Dimittendledighed, overuddannelse og jobutryghed forsvinder ikke bare, fordi man gør sig selv til et offer.
Foto: Colourbox
Det var arbejdernes største sejr, når de kunne sikre at deres børn fik en bedre og længere uddannelse end dem selv. Den første i hver familie, der fik svendebrev, som fik gymnasiehue og fik universitetsbevis blev et bevis på at slægten var lykkedes.

Gymnasiehue og universitetsbevis blev et bevis på at slægten var lykkedes

De stadig længere uddannelsesforløb og fine uddannelsestitler var et symbol på jobsikkerhed, højere løn og tryghed i ansættelsen. Som akademiker var lykken gjort og arbejde var ikke længere et spørgsmål om overlevelse.

Der er bare ingen garanti for at fordoms drømme kan videreføres uden omtanke.

Akademikerproblemet

Tiden er i dag en ganske anden. Bogligheden har gjort sit indtog på alle typer af uddannelser, tusindvis af højtuddannede er blevet udklækket fra de højere læreanstalter og livet som akademiker er langt fra så rosenrødt, som vi forestillede os, at det ville være for bare 15 år siden.

Selvom uddannelse fortsat er vores vigtigste råstof, så må vi ikke lukke øjnene for de mørke skyer, som hærger det akademiske arbejdsmarked

Selvom uddannelse fortsat er vores vigtigste råstof, så må vi ikke lukke øjnene for de mørke skyer, som hærger det akademiske arbejdsmarked.

Ifølge Økonomiministeriet udgør dimittenderne 25 procent af alle på dagpenge, og andelen er desværre kun vokset de senere år. Tilsvarende ligger dimittendledigheden for nyuddannede på knap 30 procent, mens den for hele befolkningen ligger på lige under 4 procent.

Forklaringen er naturligvis, at vi uddanner langt flere akademikere, men ikke desto mindre får udviklingen konsekvenser. Fra borgmesteren i universitetsbyen Aalborg lyder advarslen klart:

”Hvis vi ikke får løst problemet med de mange dimittender, som står uden job, risikerer det at gå hårdt ud over de andre velfærdsområder – ældre, børn osv.”

Et umætteligt akademikerbehov?

De akademiske uddannelser – især af den humanistiske slags – er altså ikke længere en sikker vej til beskæftigelse. Ligesom universitetsverdenen samtidig er ramt direkte af usikre ansættelser, som på Københavns Universitet, hvor der er flere løstansatte end fastansatte. Den udvikling skriger på politisk eftertænksomhed.

De akademiske udfordringer forsvinder ikke af, at vi ryster på hovedet

Derfor bør vi åbent kunne diskutere redskaberne til bekæmpelse af dimittendledighed, holde fokus på dimensionering mellem studievalg og beskæftigelsesmuligheder, potentielle gevinster ved omlægning af SU-systemet, skadevirkningen ved at akademisere velfærdsuddannelser og de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af at havne i en situation med reel overuddannelse. Og ikke mindst det voksende pseudo-arbejde, som er dukket op til overfladen i den politiske debat.

De akademiske fagforeninger gør næppe deres medlemmer en tjeneste ved at sikre deres medlemmer uddannelser, som ikke fører til beskæftigelse.

De akademiske udfordringer forsvinder ikke af, at vi blot ryster på hovedet.

Derfor synes jeg også, at formanden for Djøf misforstår udfordringen, når han siger, at Danmark ikke har brug for færre akademikere. Han har sikkert ret langt hen ad vejen, men spørgsmålet er vel nærmere, om vi bør blive ved med at uddanne så mange ekstra akademikere hvert år?

Det var umuligt at forestille sig, at vi på et tidspunkt kunne få et aftagende behov for advokater og embedsmænd

Da konsulentfirmaet DAMVAD helt tilbage i 2010 lavede en prognose for Djøf over det fremtidige behov for djøfere, så konkludere man at djøf-appetitten både umættelig og uendelig. Da Djøf dengang kiggede ud i fremtiden, så var det altså umuligt at forestille sig, at vi på et tidspunkt kunne få et aftagende behov for advokater, embedsmænd og erhvervsøkonomiske akademikere.

                              Fremtidig mangel på Djøfere

Kilde: DAMVAD, Djøfernes arbejdsmarked frem mod 2030

Den kurve ville du næppe kunne få en lærer, sygeplejerske eller pædagog til at tegne efter. De vil ganske enkelt ikke have helt samme ukuelige - sky is the limit - tro på sig selv. Det er kun efterspørgslen på samfundsvidenskabere, der aldrig aftager eller flader ud.

Slagt de hellige akademiske køer

Jeg kan sagtens forstå at Enhedslisten og SF gerne vil høste de billige akademiker-point ved at kræve en SU-garanti og nedlægge det ekspertudvalg, der skulle kigge på mulige SU-reformer.

Selvom jeg absolut ikke er tilhænger af SU-nedskæringer, så bør vi kunne tage diskussionen, og vi bør kunne blive klogere. Og selv om dimittendledighed overhovedet ikke kan løses med lavere dagpenge - men handler om fortsat skærpelse af dimensioneringen mellem studievalg og beskæftigelsesmuligheder - så må vi åbne øjnene. Vi må aldrig blive forandringsresistente eller bange for ny viden. Vi har brug for at gøre det klogest mulige, når vi kæmper for endnu mere og især endnu bedre uddannelse, som blot ikke altid behøver at være længere uddannelse.

Akademikere skal kunne se virkeligheden i øjnene uden at gøre sig selv til ofre

Vi skal som samfund være hudløst ærlige omkring de aftagende gevinster ved akademisk uddannelse. Og vi har for at man kan rejse de reelle udfordringer - uden at skulle beskyldes for ”akademiker-bashing” eller for at prygle nyuddannede dimittender.

Akademikere - som jeg selv - skal kunne se virkeligheden i øjnene uden at gøre sig selv til ofre.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook