Annonce

Var ikke med i finanslovsaftale i april: Ups, det var en fejl

De Konservative fortryder nu, at de ikke var med i finanslovsaftalen i foråret. “Vi skulle være gået med dér”. Den erkendelse kommer efter længere tids intern uro.
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative
De Konservative fortsætter med at overraske.

Nu erkender partiet pludselig - efter voldsom kritik fra tidligere konservative koryfæer -, at det var en fejl, at partiet i første omgang ikke var med i den forsinkede finanslovsaftale i april:

Vores rationale var, at det var en meget sen finanslov, der blev indgået

“Vi skulle være gået med dér. Vores rationale var, at det var en meget sen finanslov, der blev indgået, og forhandlingsreserven var så lille, at der nærmest ikke var noget at komme efter,” siger partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, til Politiken.

Netavisen Pio har bedt Mette Abildgaard forklare nærmere, hvorfor det - ifølge De Konservative selv - var en fejl at partiet i var med i finanslovsaftalen i april, men Mette Abildgaard  har indtil nu ikke reageret på vores henvendelser.

Forhandlingsreserven, som Mette Abildgaard omtaler, var på 200 millioner kroner. Dermed var forhandlingspuljen markant mindre end normalt.

Dog satte SVM-regeringen forhandlingsreserven op med 400 millioner kroner til i alt 600 millioner kroner under forhandlingerne med de ni partier i Folketinget, der ikke er med i regeringen.

Forslaget til finanslov for 2023 var ekstraordinært sent ude. Det sene tidspunkt skyldes, at der var valg 1. november 2022. Og at regeringsforhandlingerne derefter strakte sig over flere uger.

Ved den endelig afstemning om finansloven for 2023 16. maj besindede De Konservative sig og stemte for den samlede finanslov.

Tvivler på formanden

De Konservative havde sent fredag eftermiddag hovedbestyrelsesmøde. Op til mødet har navngivne og anonyme tillidsfolk i partiet kritiseret partiets ledelse. Herunder ikke mindst partiets formand, Søren Pape Poulsen.

Kritikken går ikke alene på partitoppens håndtering af Pernille Weiss-sagen, flere har også udtrykt tvivl om, om Søren Pape Poulsen nu også har det, der skal til for at stå i spidsen for partiet.

Medlem af Region Nordjylland for De Konservative, Kim Frost, mener, at Søren Pape Poulsen efter hans opfattelse både mangler format, overblik og evnen til at handle rettidigt. Frost efterlyser også karisma hos partiformanden.

Et - anonymt - medlem af hovedbestyrelsen udtrykte forud for mødet fredag sin manglende tiltro til Søren Pape Poulsen således over for Børsen:

Jeg tror ikke, han har det i sig

“Folk er ved at miste forhåbningen om, at Søren kan vende det. Jeg tror ikke længere på det. Jeg tror ikke, han har det i sig.”

Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget endte dog med at udtrykke opbakning til partiformanden. Partiets kompetente organer indstiller således til landsrådsmødet senere på måneden, at Pape Poulsen fortsætter som partiets formand endnu en periode.

Møde i hast flyttet til Danske Rederier

Også på anden måde hersker der pt. ikke helt normale tilstande hos De Konservative.

Ekstra Bladet skriver således, at partiets hovedbestyrelsesmøde fredag i sidste øjeblik blev flyttet fra Christiansborg til lokaler hos arbejdsgiverforeningen Danske Rederier.

Oplysningen om at mødet blev flyttet, blev ifølge De Konservatives generalsekretær, Søren Vandsø, lækket til pressen. Og det er han - fremgår det af en mail til medlemmer af partiets hovedbestyrelse - godt mopset over:

Jeg undrer mig

“Jeg undrer mig over at nogen fra mødet har ment, de skulle orientere pressen om mødets lokation. Vi har hverken fra presseafdelingen eller Christiansborg i øvrigt orienteret nogen om, at vi skulle være hos Rederierne – det var af samme årsag, vi flyttede mødet,” skriver Vandsø, ifølge Ekstra Bladet, i sin skideballe.

Vandsø benytter netop udtrykket “skideballe”, men understreger, at det ikke er en kollektiv skideballe til alle medlemmer af hovedbestyrelsen.

Bandbullen er alene rettet mod den eller de medlemmer, der har stået bag lækagen, understreger Pape Poulsens højre hånd, generalsekretær Søren Vandsø, i mailen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet