Der bliver sagt og skrevet meget om ”de unge” – og de skal høre for meget. Der er f.eks. nogle, der siger, at unge ikke gider forpligtende fællesskaber.

Men det er simpelthen noget vrøvl.

I forrige weekend samledes næsten 100 medlemmer – lærlinge og nyudlærte svende – til dette års Bootcamp, som er en årligt tilbagevendende begivenhed for medlemmer af Blik og Rør Ungdom.

Det er i praksis en weekend med frivillig undervisning, hvor deltagerne får en unik mulighed for at blive fagligt udfordret, blive skarpere til deres fag og dyrke den faglige stolthed – men også dyrke fællesskabet – sammen med andre lærlinge og gode kollegaer fra hele landet.

Som forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet er jeg naturligvis stolt af, at så mange af vores medlemmer – helt frivilligt – valgte at bruge en weekend på at dygtiggøre sig inden for deres fag.

Unge har nemlig rigtig mange muligheder i dag – både fysisk og online.

Vores unge medlemmer kunne have valgt at bruge weekenden på mange andre ting. Men de valgte det fysiske fællesskab til.

Det gør mig stolt – på vegne af fagforeningen.

Det gør mig stolt – på vegne af fagforeningen. Og jeg synes, det er meget sigende for vores fag og branche. For uanset om vi er VVS’ere, blikkenslagere, ventilationsteknikere eller skorstensfejere, så er det tydeligt at mærke den faglige stolthed!

Jeg tror, det handler om, at vi er et forbund med en stærk faglig identitet. Men også at vores medlemmer føler, at de får noget igen og kan se en værdi i deres medlemskab.

En rigtig fagforening forhandler overenskomster og kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår. Det er en del af kerneopgaven, og sådan skal det også være. Men en moderne fagforening skal også tilbyde relevante aktiviteter for medlemmerne – især de unge.

Hørt i fagbevægelsen – desværre

Det er ikke kun i den generelle samfundsdebat, at der bliver sagt og skrevet meget om de unge. Også i fagbevægelsen bliver der talt om ”de unge” – også selvom de unge ikke kan reduceres til én stor kategori.

For de unge er altså ikke én samlet masse eller én homogen gruppe.

Igennem mange år er der blevet talt om at den samlede fagbevægelse oplever medlemstilbagegang.

Vi kan da heller ikke løbe fra, at alt for mange fagforeninger har haft faldende organiseringsgrad.

Men lige så længe som vi har talt om fagbevægelsens faldende medlemstilslutning, lige så mange år – eller snarere årtier – har vi også talt om, at vi skal have bedre fat i ”de unge”.

Man må forstå, at de unge både er en del af problemet og løsningen.

Der bliver sagt om de unge, at de ikke gider at være medlem af en fagforening – altså en rigtig fagforening.

Det er – desværre – også en sætning, eller (dårlig) årsagsforklaring om man vil, som man indimellem hører internt i FH-fagbevægelsen.

Men lige såvel som jeg ikke abonnerer på påstanden om, at unge ikke gider forpligtende fællesskaber, så køber jeg heller ikke bare præmissen om, at unge ikke gider at være medlem af en fagforening.

Det argument er simpelthen for letkøbt. Og det er en doven tilgang til både målgruppen og organiseringsarbejdet.

Organisering, organisering, organisering

I min seneste klumme her på Netavisen Pio brugte jeg også spaltepladsen til at skrive om organisering. Måske synes du, det er lidt kedeligt.

Men når jeg vælger at skrive om organisering igen (igen, igen), så er det simpelthen, fordi jeg virkelig mener, at organisering skal være en absolut topprioritet i og for hele fagbevægelsen.

Ikke bare i ord, men også i handling.

Som forbundsformand glæder jeg mig selvfølgelig over, at vi i Blik- og Rørarbejderforbundet har en organiseringsgrad på 78 procent blandt lærlingene.

Men det betyder ingenlunde, at vi er tilfredse, eller at vi skal hvile på laurbærrene. For hvorfor stoppe her?

Misforstå mig ikke. Jeg anerkender fuldt ud, at tiden er en anden, end den var engang – og at det måske kan være sværere at få unge til at melde sig ind i en fagforening i dag. Det oplever vi – på nogle punkter – også hos os.

Jeg anerkender også, at vi naturligvis skal følge med tiden. Være på de platforme og kanaler, hvor de unge er, og være relevante for deres hverdag.

Være nytænkende og droppe berøringsangsten ift. at organisere på nogle andre, flere og alternative måder end dem vi plejer.

Lægge noget af ”sådan har vi altid gjort”-tankegangen på hylden.

Den kedelige sandhed og løsning

Men… Uanset hvor smart og innovativt det kan lyde, at man gerne vil nytænke organiseringsindsatsen, så er den kedelige sandhed også, at der ikke er nogen magisk opskrift med hemmelige ingredienser.

At der ikke findes nogen snuptagsløsninger.

Måske er det kedelige svar, og dermed også en del af løsningen, at vi skal blive ved med at gøre det, der virker. Men også (op)prioritere netop dét – i stedet for at skulle opfinde den dybe tallerken.

Det kunne f.eks. være besøg på uddannelsesinstitutionerne, herunder erhvervsskolerne.

Der er ingen tvivl om, at skolebesøgene er en væsentlig og helt afgørende – nok også den primære – platform til at møde unge under uddannelse, såsom lærlinge og elever.

Det er her, at vi som fagforening kan få en fornemmelse af, hvad der rører sig blandt de unge, og hvad der optager dem.

Et skolebesøg er en helt unik mulighed for at møde de unge (potentielle medlemmer) i øjenhøjde.

Et skolebesøg er en helt unik mulighed for at møde de unge (potentielle medlemmer) i øjenhøjde.

For selvom mange unge bruger meget tid på de sociale medier, må vi aldrig undervurdere betydningen af det fysiske møde og den fysiske samtale.

Men vi skal tænke over førstegangsindtrykket – for det er dét, der kan være afgørende for, om en uorganiseret lærling/elev melder sig ind i fællesskabet.

Pluk de lavthængende frugter

At møde de unge i øjenhøjde kan hurtigt lyde som en ukonkret floskel. Men det behøver det sådan set ikke at være.

Det kunne f.eks. være noget så simpelt og lavpraktisk som en ”ung til ung”-tilgang. Hvor unge lærlinge og elever møder en ungdomskonsulent/organiser-type, der er i samme aldersspektrum.

En person, der kan tale et sprog, som de unge forstår. En person, som de unge kan spejle sig i og identificere sig med.

En person, som – på et sprog, der er i øjenhøjde med målgruppen – evner at fortælle om den danske model og overbevise om vigtigheden af at være organiseret.

En person, der kan levere en stærk grundfortælling om, at en fagforening er andet og mere end en lang historie, stolte traditioner og røde faner.

En person med drive, der kan vise, at dét med en fagforening ikke behøver at være så gammeldags, gråt og støvet.

Samtidig er det så en bunden opgave for de faglige (ungdoms)organisationer at tilbyde relevante aktiviteter for medlemmerne.

Hvor de unge mærker fællesskabet og måske endda får afkræftet nogle fordomme om dét at være medlem af en fagforening og de arrangementer, man kan deltage i.

En moderne fagforening skal evne at afholde fede begivenheder, hvor de unge medlemmer har lyst til at komme igen.

For det er også organisering, når unge medlemmer opnår stærkere tilknytning til fagforeningen.

Der er lavthængende frugter at plukke – også når det gælder organisering af unge.

Vi ved i øvrigt, at en af årsagerne til, at mange unge ikke er medlem af en fagforening, er, at de aldrig er blevet spurgt.

Til arbejdet fremad i kor? Ja. Men det er nok ikke den slags gamle paroler, der skal hives frem, når det gælder organisering af unge.

Men én ting er sikkert: Nu skal den samlede fagbevægelse i gang – og vi har travlt. Lad arbejdet begynde.

Hellere i går end i morgen!