Annonce

Socialdemokratiet vil sikre flere og billigere almene boliger

Socialdemokratiet lancerer 10 konkrete tiltag, der skal skaffe flere og billigere almene lejeboliger i hele landet. Målet er blandede byer.
Boligpriserne i de store danske er fortsat på himmelflugt, og det gør det svært for mange danskere - særligt førstegangskøbere - at komme ind på boligmarkedet. Priserne på ejerlejligheder rundede i sommer 25.000 kroner pr. kvadratmeter på landsplan, mens de i københavn er oppe på 39.226 kroner/kvadratmeteren. Det er det højeste niveau på noget tidspunkt i 2010’erne.

Særligt i København, hvor priserne på en ejerlejlighed i følge tal fra Boligsidens Markedsindeks, er steget med 12,4 procent, men også de tre andre store danske byer, Aarhus, Aalborg og Odense, er priserne steget med henholdsvis 5,7 procent, 9,6 procent og 10 procent.

For både at tage toppen af prisstigningerne og for at sikre almindelige mennesker noget at bo i, foreslår Socialdemokratiet 10 tiltag, der skal gøre det både billigere at bo i den almene boligsektor og gøre det nemmere og mere attraktivt at opføre nye almene boliger.

"Overalt i de store byer i landene omkring Danmark ser vi, hvordan boligpriserne bare stiger og stiger. Der er byer, hvor man i dag må sige, at mennesker med en almindelig lønindkomst reelt ikke har råd til at bo der længere. Sådan må det ikke gå i Danmark. Hvis vi skal forhindre det, kræver det handling nu. Og de almene boliger er nøglen. Derfor fremlægger vi i dag et udspil med 10 konkrete forslag. De skal gøre almene boliger billigere og lettere at bygge,” siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiske borgmestre i landets fire største byer har allerede konkrete planer for at bygge mindst 13.000 almene boliger i de kommende år.

Med forslagene i partiets udspil vil de boliger blive billigere. Samtidig giver vil kommunerne få nye redskaber til at bygge endnu flere billige boliger. Både i de store byer og i resten af landet.

Socialdemokratiet vil blandt andet sænke grundskylden for almene boligforeninger, hvilket vil føre til lavere husleje for lejerne. Andre af forslagene vil blandt andet gøre det lettere og billigere at opføre flere almene boliger ved nybyggeri.

De ti forslag fra Socialdemokratiet er:

1) Billigere lån til almene boliger, som kommer lejerne til gode
2) Billigere for kommunerne at bygge små boliger med fleksibel kommunal medfinansiering
3) Lavere grundskyld for almene boliger gennem retvisende ejendomsvurderinger
4) Ny boligaftale skal afhjælpe renoveringsefterslæb
5) Flere boliger i eksisterende boligafdelinger
6) Almene boligselskaber skal have bedre mulighed for at overtage private udlejningsejendomme ved salg
7) Private bygherrer skal lettere kunne bygge almene boliger
8) Færre politiske krav til nybyggeri af almene boliger
9) Øget brug af modulbyggeri skal sikre billigere boliger
10) Bedre mulighed for at sikre bopælspligt ved nyopførte boliger

Hele udspillet kan læses her: Flere og billigere almene boliger

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet